Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 12/01/17

Anmeldelse: Forketta

 

 

Aktuelle begivenheder:

Der var hyggeligt på Forketta, og vinen smagte, men menuen var desværre skæmmet af narretrøffel og tør risotto.

For tiden åbner der nærmest en ny italiensk restaurant i København hver uge. Og så er det jo stimulerende at blive præsenteret for en af slagsen, hvor retterne ikke umiddelbart ligner gennemtrådte standardnumre og i øvrigt er fyldt med sort trøffel, nu, hvor vintertrøflen endelig er i sæson.

Stedet, vi havde lagt vejen forbi, var Forketta i den »forkerte« ende af Ryesgade på Nørrebrosiden ud mod Fredensgade. En ganske lille, hyggelig restaurant med skramlede møbler åbnet af et par rigtige italienere, som i forvejen driver Civico 25 i Perugia i Umbrien.

Desværre varede det ikke længe, før der gik det første skår i glæden: Da jeg spurgte værten, om der mon var tale om vintertrøffel, svarede han, at den skam slet ikke er i sæson endnu, så det var konserverede sommertrøfler. Et udsagn, som det kan være svært at forstå, når man så sent som dagen i forvejen har siddet på en anden af byens restauranter og proppet sig med osende, italienske vintertrøfler!

Se også: Cofoco-stifter åbner ny deli på Værnedamsvej

Nå, men fra det lille vinkort, som stort set bestod af egenimporterede vine fra Umbrien, bad jeg om et glas spumante, Gran Cuve brut fra La Palazzola, som højt og tydeligt stod til 85 kr. for et glas.

Den unge tjener ville hellere have mig til at drikke en extra dry spumante – hvilket faktisk betyder pænt sød, så jeg insisterede selvfølgelig på at få mine tørre bobler, når nu de stod på kortet. Ungtjeneren forsvandt så ud bagved, og snart ankom indehaveren med en flaske Gran Cuve brut og sagde, at den serverede man skam normalt ikke på glasset, men at han ville gøre en speciel undtagelse for mig.

Og så er det jo, man mindes gode gamle »Halløj på Badehotellet« og tjeneren Manuel, som jo desværre kom af dage for nylig!

Hvorom alting er, så smagte spumanten La Palazzola fint – og det samme gjaldt den ledsagende appetizer – en crostino bestående af et lille stykke ristet hvedebrød gratineret med taleggio ost, palmekål og hjemmelavet salsiccia.

Havde den ikke været toppet med et par irrelevante strimler appelsinskal, havde det faktisk været aftenens bedste servering, og det er jo ikke så tit, det sker for en appetizer!

Se også: Københavnsk burger kåret som en af verdens 27 bedste

Kokken viste sig hurtigt at have en forkærlighed for indbagte forretter. Vi lagde således ud med, hvad der bedst kan beskrives som to gange pølsehorn. Min ledsager fik en smule af husets salsiccia og cime di rapa (spinatagtige blade) indbagt i en lille »croissant« af butterdej og placeret i en stor, grov tomatsauce, pyntet med et par trætte salatblade, der så ud som om, de var fisket op af en af de poser napolitana-mix, de fører i supermarkedet.

Jeg er ked af at sige det, men tomat i januar får mig altså ikke op at køre.

Pølsestumpen i mit butterdejshorn var den såkaldte cotechino, en tyk fætter gjort på alskens blød- og fedtdele fra grisens indre, som jeg normalt er en stor fan af. Her serveret med den traditionelle ledsager, grønne linser, angiveligt pimpet op med trøfler – som dog på ingen måde lod sig smage.

Havde det ikke været fordi, pølsen havde en let opvarmet smag, ville jeg nok bare have foretrukket en generøs gang cotechino med linser.

Foto: Ikke oplyst

Dernæst havde jeg set mig varm på tortellone med vildsvinefyld, blot for at få at vide, at de blev udsolgt dagen i forvejen – det burde man ærlig talt have ændret eller gjort opmærksom på indledningsvis. Jeg fik i stedet de store ravioli med perlehønefyld, men prisen var det samme, 160 kr., og så var de få gram fugl vel også betalt!

Det smagte nu ok, selv om pastaen, som var delvist baseret på fuldkornsmel, var lovlig al dente efter min smag. Min ledsagers risotto var ligeledes ekstremt hård, og hvad værre var: knasende tør, hvad det sporadiske fyld af pære, prosecco, pecorino og mere absolut smagsløs sommertrøffel ikke kunne rette op på.

Til hovedret havde vi bestilt henholdsvis svinekæber med salsa verde og svinefilet med trøffel-valnøddesauce. Men det gik hverken værre eller bedre, end at den unge tjener kom ind med to gange svinefilet og gik i koma, da jeg bad om at få rettet op på fejlen.

Se også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Værten ankom så, og fjernede den ene tallerken – ifølge restauranternes grønspættebog burde han faktisk have fjernet dem begge og være kommet ind med to nye, så vi kunne have spist vores to varme hovedretter sammen.

Kæberne ankom endelig og fungerede udmærket med den grønne salsa, som jeg gætter på var hakket af persille, hvidløg, olivenolie og ansjos. Svinefileten lå og gemte sig under en grov tyk ragoutagtig creme af valnødder og porcini svampe – den annoncerede trøffel kunne jeg hverken se eller smage.

Det bedste, man kan sige om denne aften er således, at vinen smagte, og at værten trods de mange fejl ville os det godt – men det er desværre ikke nok til at trække Forketta op fra to stjerner.

Foto: Ikke oplyst

Hvad: Forketta
Hvor: Ryesgade 30B, Kbh. N.
Hvor meget: Priser fra: Hovedret 170,-. Vin 275,-

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Fwd: ClubExSe tak for sidst

Tak for den flotte beskrivelse af oplevelserne.
Så ved vi, hvor vi skal gå udenom.