Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 29/12/15

Anmeldelse: Eldorado

  • Stemningen er afslappet og uformel på Kadeaus nye lillebror Eldorado. Foto: Jens Nørgaard Larsen

    Stemningen er afslappet og uformel på Kadeaus nye lillebror Eldorado.

Kadeau-lillebroren Eldorado på Christianshavn serverer uhyre velsmagende gourmet light-brasseriemad af høj kvalitet med inspiration fra det meste af verden – til overkommelige priser.

El Dorado var oprindelig betegnelsen på en indiansk konge fra det nuværende Colombia, der hvert år ved en ceremoni lod sig overdække af guld. Historien fik spanske conquistadorer og andre lykkeriddere til at søge efter »den gyldne by« og i forbifarten kortlægge det meste af Sydamerika. Siden har Eldorado lagt navn til både Jørgen de Mylius’ tv- og radioprogrammer og såmænd også et par bodegaer og diskoteker rundt om.

Nu er Eldorado så også navnet på Christianshavns nyeste gourmet-bistro; en lillebror til Kadeau i samme stil som uformel og no. 2 er småsøskende til hhv. Formel B og AOC. Og lillebror er såmænd rykket ind i de lokaler på Wildersgade, der blev ledige, da storebror Kadeau for nogle uger siden flyttede et husnummer hen ad gaden til større og mere fancy rammer.

Indretningsmæssigt er der tilført en kæmpe bar (med en pottet kaktus som en slags hilsen til navnet) og plads til dobbelt så mange spisende. Stemningen er om muligt endnu mere afslappet end på Kadeau med bestikskuffer på de nøgne borde, høj musik og en betjening, der ikke helt holder samme høje niveau som storebror. Til gengæld er det gode Kadeau-brød på havre, hvede og øl det samme og priserne absolut overkommelige – en menu med mellem fire og seks retter koster 450 kroner.

Læs også: Claus Meyer lukker asiatisk restaurant

Vi fik lov at lade medspiseren tage menuen, mens jeg plukkede a la carte. Og kunne fra første snack konstatere, at køkkenchef og medejer Theis Brydegaard (med bl.a. halvandet år på The Fat Duck i England i bagagen) har valgt at bryde med Kadeaus selverklærede nynordiske/bornholmske profil. Her var de sprøde indiske fladbrød poppadums med chilipickles til, samt spæde bok choi-kål med en fremragende hjemmelavet nam jip-dip (sur-sød sauce på palmeolie, fiskesauce og chili). Sidstnævnte, der koster 50 kroner, fik ganske vist kortvarigt min jyske medspiser til at mumle, at »i Jylland ville vi kalde det tæt på optrækkeri«, men kun lige indtil han havde smagt kombinationen.

Flere snacks: friterede »fingre« af oksehale med ramsløgsmayo og derefter gravad okseinderlår med gærcreme. Sidstnævnte stod, som de øvrige snacks, perfekt til vores glas bobler – en fyldig champagne på ren pinot meunier fra Hugues de la Bordonnaye (120 kroner glasset)

Vi skiftede til en tør chenin blanc fra Mark Angeli i Loire (Les Fourchardes), for nu kom der fisk på bordet. Til mig tre teksturer af selleri (mos, syltet og grydestegt) med grillet blæksprutte og fedtegrever. Glimrende. Kun overgået af ligeledes grillet torsk saltet med små drys caviar, sennepsblade, spæde kål, dildemulsion og en meget blød vinaigrette, der var en af aftenens bedste retter.

Nu kom en tatar på skært oksekød med rødbeder, citronmelisse og creme fraiche-dressing – hvor jeg savnede noget mere kant og kraft. Smag var der til gengæld masser af i små stykker svinenakke, der havde ligget i lage på chili, lime, koriander og palmesukker, inden det var lynstegt i samme sauce. Serveret med hakket chili, en halv grillet lime og svagt lakridssmagende aniskålblade til at pakke kødet ind i. En mundvandsdrivende bid af Thailand.

Læs også: Her er 7 nye restauranter du skal kende

Nu kom der rødvin i glassene, en silkeblød gammel spansk rioja fra Vina Tondonia (2003 til 120 kroner glasset). Med røde bær i næsen og skovbund i smagen perfekt til medspiserens modnede oksebavette (flanksteak), der var hårdt grillet på ydersiden men rød indvendig, serveret med stegte babyknoldselleri fra Søren Wiuff og reven vintertrøffel henover. Så langt så godt, men tilbehøret faldt ikke i min smag: en mac’n’cheese (ganske vist havde makaronien bid og osten var lagret), men det blev for meget. Især da den var ledaaget af en sauce på fond, fløde og bacon, der mest mindede om en gammeldags jægergryde fra en landevejskro.

Så var vi tilbage på sporet med mit perfekt røde andebryst fra unge fritgående canetter fra franske Dombes, der blev serveret med østerssauce, sprød grønkål og ikke mindst en sønderjysk stuvet hvidkål lavet efter Brydegaards svigermors opskrift. Den kombination sad direkte i skabet – og har man en and tilovers fra juleaften, så er det bare at gå i gang.

Læs også: Hotel d'Angleterre har fået den ultimative hæder

Tid til det søde. Først Harry Potters yndlingsdessert, en treacle tart. Inspireret af Brydegaards ophold i England er den lavet på helt klassisk vis med daggammelt brød opblødt i mørk sirup, men opdateret med kærnemælksis og citron. Og dernæst et veritabelt scoop: sorbet på et år gamle asiekerner fra Bornholm. Ja, du læste rigtigt, asiekerner! Men når man først man havde vænnet sig til den uvante smag i det søde, så var det faktisk fremragende – sammen med frossen mælk, marengsflager, lemon curd og en ostecreme på spansk osteløbe. Til kaffen serveres stykker af mørk chokolade rørt med fermenteret honning og mørk rom.

Eldorado er en guldgrube for os fattigrøve med gourmettendenser. Theis Brydegaards spraglede brasserieretter med inspiration fra hele verden er lavet med uhyre sikker hånd og velsmagen i højsædet. Fire store stjerner til Kadeau-lillebroren, der lige nu fremstår som byens best buy i gourmet light-genren.

Hvad: Eldorado
Hvor: Wildersgade 10 A, København K, tlf. 33 22 10 02
Hvor meget: Billigste vin 300 kr. Hovedretter fra 95 kr. fire-seks retters menu 450 kr.