Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 23/02/17

Anmeldelse: Cicchetti

  • Madanmeldelse Cicchetti Foto: Malene Anthony NielsenMadanmeldelse Cicchetti Foto: Malene Anthony Nielsen

Når man er på restaurant i Italien, sker det tit, at måltidets højdepunkter indtræffer i starten i form af de små snack-agtige forretter, kaldet anti pasti. Småretterne, som der kan komme op til ti forskellige af, før først pastaen og siden kødet ankommer, er ofte både innovative og elegante, så det sker faktisk nemt, at hovedretten går hen og bliver et antiklimaks.

Det har Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen, som har trådt deres barnesko på FAMO og siden drevet de nu lukkede restauranter Spiseri og Pop, taget konsekvensen af. De har åbnet en restaurant, hvor alle retterne er anti pasti – navnet er Cicchetti, hvilket er, hvad man kalder anti pasti-køkkenet i Venedig, fortalte den dygtige tjener, som jeg før er løbet ind i på både FAMO og Spontan. Småretterne koster fra 30 til 70 kr., og man skal nok have fire-fem retter hver – eller ti til deling, som vi gjorde – for at blive rigtigt mæt.

Livet er efter min mening for kort til prosecco, så vi gik i stedet lige på en orange vin, (La Maliosa bianca fra Toscana, 110 kr. per glas), som med sin markante garvesyre viste sig at være perfekt til at rense munden mellem de forskellige småretter.

Sandwich af blade

Første servering var en »sandwich« af to store salvieblade med en anjos imellem dyppet i beignetdej og stegt fint sprød i friture. Smagte det af olie? Jo, det gjorde det, men det var en fint frisk og ren olie. Så fulgte en gang lækker burrata, flødeudgaven af mozarella, som er på alles læber. Burratas hemmelighed er den cremede konsistens, i sig selv smager osten ikke af vanvittig meget, så der blev brug for Cicchettis gode, græssede olivenolie, som var så frisk og pebret at den rev i svælget.

Madanmeldelse Cicchetti Foto: Malene Anthony Nielsen

Derpå fulgte en crostino, en tynd skive ristet brød, toppet med auberginemos og røget scamorza, som er italiensk komælksost. Kombinationen af aubergine og røg giver god mening, vi kender den for eksempel fra babaganoush, den grillede aubergine-salat fra Mellemøsten.

Så fulgte tre retter fra havet: Puntarelle, som også kaldes cikoriesalat og er i familie med julesalat, med anjosdressing – en veldrejet klassiker fra Rom. Klassisk er også kombinationen af polpo (ottearment blæksprutte) og kartoffel, her suppleret med sorte oliven og blegselleri. Sandart kom som en carpaccio i tynde lækre skiver bare dyppet med oliven citron og chili.

Fire x kød

Herefter fulgte fire retter med kød, og i glasset havde vi nu Frank Cornelissens lette beaujolais agtige »Contadino« fra Etna (515 kr.): Først en virkelig glimrende kaninterrine af den slags, hvor man ikke ønsker at se ingredienslisten, fordi der nødvendigvis må være op mod 50 pct. fedt i patéen for at få den til at holde sammen og smage rigtigt. Så fulgte en anden af mine italienske yndlinge, kogt kalvetunge, her på lidt anderledes vis serveret med fintsnittet artiskok og parmesan. Så tynde skiver af kold svinekam belagt med cime di rapa, som er en frisk italiensk grøntsag, der ligger et sted midt mellem broccoli og spinat. Så blød polenta, som bortset fra de friterede salvieblade var aftenens eneste varme ret. Lækkert cremet og toppet med skiver lardo (spæk) så tynde, at de smeltede. Et radicchioblad fyldt med en
ragout af borlottibønner var ok uden at føje sig til aftenens største hits.

Vi var nu faktisk propmætte, men rundede alligevel aftenen af med lidt ost, pecorino og tremælksosten robiola på ko, får og ged fra Piemonte, og konkluderede, at Cicchettis koncept var blevet båret fint igennem denne aften, hvilket vi takserer til fire stjerner.

Hvad: Cicchetti
Hvor: Nørrebrogade 56, 2200 Kbh. N. Tlf. 4292 4548.
Hvor meget: Småretter 30-70 kr., vin 250 kr.