Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 29/11/12

Anmeldelse: Café Gl. Torv

  • Madanmeldelse. Cafe Gl. Torv Huset med det grønne træ Gammeltorv 20 Foto: Linda KastrupMadanmeldelse. Cafe Gl. Torv Huset med det grønne træ Gammeltorv 20 Foto: Linda Kastrup
Café Gl. Torv (Huset med det grønne træ) har løftet kvalitetsniveauet gevaldigt og leverer noget af byens bedste klassiske smørrebrød.

Man kan sige meget om Kurt Thorsen, men den lattermilde livsnyder har stil. Jeg har i anden sammenhæng udvekslet restauranttips med den trinde byggematador, og hans kendskab til selv de mest oversete perler i alverdens byer er formidabelt.

Derfor har jeg altid betragtet det som lidt af en blåstempling, at Thorsen før og efter sin dom i PFA-sagen på seks års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri i milliardklassen holdt hof på Café Gl. Torv. Den klassiske smørrebrødsrestaurant på hjørnet af Vestergade og Gammeltorv (ikke langt fra byretten); en adresse, hvor der har været tappet og skænket øl siden 1671.

Sit tilnavn – Huset med det grønne træ – fik stedet i 1940erne efter en slægtsroman af Kelvin Lindemann (selv stamgæst på caféen). Det grønne træ ude foran er for længst fældet, men smørrebrødsrestauranten ligner sit eget hyggelige brune jeg tilbage fra starten i 1910: brune træpaneler, brune stole og brune duge. 

Læs også: Anmeldelsen af Mon Amour

Masser af malerier og fotografier fra gamle dage på de hvide trævægge – og så de små messingskilte ved bordene med inskriptioner, der i gamle dage tillod gæsterne at ringe hjem og sige, at de var på »advokatkontoret« eller, som i vores tilfælde, på »finansinformation«. Noget er der dog skiftet ud, siden værtsparret Fabienne og Steen Sørensen overtog stedet i 2009.

Først røg den del af stamklientellet, der mest brugte Café Gl. Torv som et værtshus. Siden røg de plasticbøtter med halvfabrikata, der efterhånden havde sneget sig ind i køkkenet. Ind er i stedet kommet råvarer af god kvalitet og et for smørrebrødsrestauranter usædvanligt højt ambitionsniveau.

Min medspiser og jeg havde valgt den helt store udgave af stedets julebord – fem serveringer med i alt fjorten små anretninger til 550 kr. pr. mand (den kræver minimum, at to personer bestiller det samme) – og snart sad vi med første runde: sildene.

Den møre karrysild kom med tilhørende smilende æg, og julesilden var med bidgaranti hjemmemodnet i en måned eller mere og blev serveret med karse, cornichoner og ikke mindst friterede kapers.

Sidstnævnte har jeg ikke prøvet før, men de var et ægte hit, der gav både salt og crunch til retten. Også den stegte sild sad lige i skabet, mild og god med bl.a. flager af blomkål-cruditée. Vi lod herlighederne ledsage af en rund og fyldig CêskeBöhmer fra Nørrebro Bryghus (40 cl, 64 kr.) og en dildakvavit fra Esrum Sø Mikrodestilleri (39 kr.), der selvfølgelig blev serveret i isafkølede glas.

Rugbrød og hvidt brød med smør og to slags fedt med (hjemmestegte) løg og fedtegrever ankom i rigelige mængder. Sammen med næste runde: en meget mør gravad laks med rævesauce, en rejesalat med store såkaldt søkogte rejer med både smag og bid, der for en gangs skyld ikke var druknet i thousand island-dressing, flotte røgede ålefileter med lun røræg og endelig rødspættefileten med hjemmelavet remoulade.

Sidstnævnte er, i modsætning til hvad man skulle tro, ikke rullet i rugmel og stegt på pande, men paneret i særlig fin rasp og friturestegt i frisk olie. Årsagen er, at kun sådan mener Fabienne og Steen, at fisken får det rette knæk og knas.

Jeg vil stadig heppe på den pandestegte, men må indrømme, at når man som her på Café Gl.Torv bruger store tykke fileter af helt friske rødspætter, man selv henter på torvet, så er forskellen ikke så stor.

Vi skænkede op igen, nu med den rødgyldne og kraftige Fur Renaissance (50 cl. 69 kr.), der stod perfekt til vores julemedister med grønkål i syrnet fløde med valnødder og syltet græskar. Efterfulgt af husets sylte med dyb smag af oksehaler, serveret med syltede bolsjebeder og tranebærgele, perfekt ribbensteg fra Grambogaard, uden overflødigt fedt, men samtidig drivende saftigt (og serveret med hjemmesyltet surt i form af asier, rødbeder og rødkål), lun hjemmelavet leverpostej med bacon og champignon og endelig rosastegt andebryst med stegte æbler og portvinssvesker!

Intet mindre end en tour de force udi godt, gammeldags smørrebrød af allerhøjeste kvalitet, som ikke lod et øje tørt. Osten var en særdeles vellagret brie de Meaux, serveret med råsyltede blommer (hjemmelavede, selvfølgelig), og nu kom der endnu en snaps i de afkølede glas: en Fur malt snaps (49 kr.), lagret i to måneder på egefade sammen med hyldeblomst, hyben og havtorn.

En perfekt ostesnaps og velgørende at se, hvordan Café Gl. Torv ikke kun holder det høje ambitionsniveau på maden, men også dyrker små mikrobryggerier både på øl- og snapssiden. Til sidst – og nu var det ikke længere sulten, der drev værket – kom den luftige flødeskumsdominerede risalamande, der også hér havde fået et personligt pift ved hjælp af sukkerristede mandler – et trick jeg har tænkt mig at nuppe til juleaften derhjemme.

Vi flottede os med et glas af Frederiksdals kirsebærvin, der med årets udgave har taget et kvantespring i kvalitet. Kaffen blev – som hele måltidet – serveret på kongeligt porcelæn med en blanding af godt humør og godt gammeldags tjenerhåndværk, oven i købet med et par hjemmebagte småkager, og det var symptomatisk for en aften på Café Gl. Torv, hvor der ikke blev sat en fod forkert i nogen af de fjorten elementer, og hvor spiseoplevelsen var optimeret ned i mindste detalje.

I denne den klassiske udgave af smørrebrødet har jeg på det seneste kun fået bedre mad på Café Schønnemann, og Café Gl. Torv lever i sjælden forstand helt op til betegnelsen »som i de gode gamle dage«.

Hvad: Cafe Gl. Torv (Huset med det grønne træ)
Hvor: Gammeltorv 20, 1457København K, tlf. 33 12 87 86
Hvor meget: 20 cl. specialøl fra 39 kr., smørrebrød fra 67, kr., syv styk juleplatte fra 339 kr.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester