•  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 24/10/13

Anmeldelse: Almanak

  • Almanak byder på god hverdagskost. Foto: Rasmus Kramer SchouAlmanak byder på god hverdagskost. Foto: Rasmus Kramer Schou
Almanak byder på god hverdagskost, men horribel akustik.

Umiddelbart forekommer Almanak i stuen til højre at være den af de tre restauranter, hvor stilen – rent interiørmæssigt – er ændret mest. Den før så dunkle skipperhule har fået en ordentlig omgang med malerkosten, så det store lokale nu fremstår klædeligt lyst og luftigt. Akustikken er derimod ikke blevet bedre, den er ganske enkelt horribel.

Almanak er husets mest hverdagsagtige spisested. Her serveres både morgenmad og smørrebrød til frokost, og det er den eneste af restauranterne, som har a la carte.

Læs også: Her er 10 nye steder at gå ud i København

Menuprisen på 350 kr for tre retter forekommer fornuftig, går man a la carte bliver det mere pebret: Hovedretterne ligger over 200 kr., mens en gang røget laks af norsk opdræt står i 135 kr., og så må den vist også siges at være betalt.

Køkkenet er lokalt og sæsonbetonet – vores to første retter var fremragende: Henholdsvis en uhyre elegant tatar på rådyr, som næsten smeltede på tungen, garneret a la efterårsskovbund med støv og mayo af karl johan, syltede kantareller og rød oxalis.

En herlig svampeconsommé med sort trompet, kantareller, tempereret æggeblomme og sprødt kyllingeskind holdt samme høje niveau, mens den føromtalte, enebærrøgede laks, sekunderet af små udstukne æbler, rondeller af selleri og peberrodskærnemælk, var en knapt så sammenhægende servering.

Læs også: Claus Meyer slår dørene op til nyt madtempel

Hovedretterne var gedigne uden at være perfekte konstruktioner. F.eks. var brystet af en kylling fra Gråsten fint garneret med gulerødder, havtorn og vinterportulak, men vi kunne godt have undværet det plukkede, lettere tørre lår, som blev serveret i en skål ved siden af med flere gulerødder.

Desserterne derimod var upåklagelige, henholdsvis valnøddeis med tynde bændler æble og citrontimian og blommer – i hel tilstand og som sorbet – med mandelcrumble. Lægger vi hertil betjeningen, som var venlig og velmenende, men knapt så rutineret, ender vi på et facit af fire stjerner.

Hvad: Almanak
Hvor: Havnegade 44, tlf.: 72 14 88 08
Hvor meget: Hovedretter fra 215 kr., tre-retters menu 350 kr.