Kvaliteten på restauranten i Københavns mest fornemme og klassiske hotel - D'Angleterre - har gennem årene været noget svingende med skiftende koncepter, køkkenchefer og interiører. I dag synes alle sejl dog at være sat til at drive en restaurant, som på alle planer kan leve op til den fine, historiske adresse.

Allerede når man træder ind i den nu store højloftede spisesal, får man indtryk af internationalt format. Interiøret er virkelig flot og gennemført med masser af bladguld - ikke mindst de store oplyste gyldne paraboler, som smykker væggene, fik os til at overveje om restauratøren monstro har været et smut ude fordi Era Ora på Christianshavn eller ej. Også i køkkenet er der sket ting og sager, landets pt. bedste konkurrencekokke Rasmus Kofoed og Søren Ledet har overtaget styringen af komfuret. Førstnævnte, der er køkkenchef, vandt for nylig bronze til det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or, mens Ledet er regerende danmarksmester (Årets Kok) - og sammen udgør de to ledelsen af det danske kokkelandshold.

Menuen respekterer stadig historien på Angleterre med en klassisk afdeling for østers, kaviar, and og côte de boeuf, men vi var nu mere interesserede i at afprøve Kofoeds evner ud i det mere innovative. Valget faldt på dagens menu til fornuftige 525 kr. for fem retter, som fint dækkede en stor del af a la carte-kortet, suppleret med vinmenu til 500 kr. Og så fik vi lov til dele en portion af Kofoeds kalvemørbrad »Bocuse d'Or« (285 kr.), som var med til at skaffe medaljen i hus.

FØRSTE RET ANKOM snart meget skarpt anrettet og lignede en samling petits fours: Et par små sirligt udskårne firkanter af lynsvitset tun var belagt med en slags salsa verde gjort af bl.a. olivenolie og kapers. Så var der to gange tomat i form af både en slags tomattatar og en lille creme med afskindet dadeltomat på størrelse med en stor ært. Det smagte rigtig godt, men den ledsagende vin, Riesling 2001 Bernkastler Badstube kabinett halbtrocken fra Dr. Thanisch i Mosel, havde lidt svært ved at holde trit. Vinen var småtam og manglede både intensitet og syre.

Næste servering var ligeledes skarp. Der var tale om en i bund og grund sæson-klassisk sammenstilling af fjordrejer og hvide asparges serveret i et moderne antræk: I bunden af tallerkenen lå en brun gele af fjordrejebouillon oven på små rejer og skiver af asparges, og så blev det overhældt med en cremet hvid aspargessuppe smagt til med vanille. Den ledsagende vin var god, ikke mindst sammen med vanillen - der var tale om en rig, men dog ikke for smørret chardonnay fra New Zealand gjort af producenten Neudorf.

Tredje vin, 2001 Gevrey-Chambertin fra Faiveley, var dog mildest talt sløj, mage til kedelig og karakterløs bourgogne skal man lede længe efter. Smagen var kort og vandig, og på trods af det klassiske slægtskab mellem bourgogne og brisler var vinen slet ikke i stand til at hamle op med maden. Uover de panerede, dybstegte, brændende varme brisler bestod retten af en slags potpurri over sommerkål og æbler - en lille dolmeragtig pakke med indhold af kål, æbler og skagenskinke. En braiseret kålstok og æblet optrådte tillige i millimeter-små tern som chutney. En både perfekt tilberedt og rigtig lækker ret.

Menuens hovedret stod på lam fra Krenkerup: Et stykke meget fint afpareret og stegt filet spillede sammen med en lille vadouvankrydret (en karryagtig blanding) ragout hovedrollen, mens der var garneret med abrikos og babygulerod begge i orange - hvilket ikke var helt så hysterisk og vinfjendsk som det lød. Vi fik en Barolo Tortoniano 99 fra Chiarlo, som var tålelig.

SÅ VAR DET, vi tog en afstikker fra menuen med bronze-retten »Kalvemørbrad Bocuse d'Or i crouton med trøffel«. Mørbraden var pakket ind i en dej, som var dejligt sprød, og så var der en fin, lille, sirlig kartoffelgratin belagt med hele, milde hvidløg og ved siden af en meget lækker kartoffelcreme med urter. Desværre var saltniveauet på denne ret alt, alt for højt, ikke mindst den ledsagende, uhyre tætte trøffelsauce var så skarp i smagen, at det var svært at nyde det. Tjenerens vinvalg var her svært at forstå - en hovedsagelig zinfandelbaseret 02 Lytton Springs fra Rigde i Californien. De meget varme, nærmest marmeladeagtige toner harmonerede på ingen måde med trøflen, men tjeneren argumenterede for at valget skyldtes, at den skarpe sauce fordrede en portagtig vin som denne.

Derefter foretog vi endnu en mere eller mindre skæbnesvanger afstikker fra menuen, idet vi bestilte ost. Ostevognen viste sig nemlig at være noget skuffende: Til vores glæde fandt vi en fint moden banon, denne herligt cremede vinbladsindpakkede gedeost fra Provence. Dertil kom et par andre gedeoste fra ud- og indland, samt Brie de Meaux og camembert. Til gengæld var der overhovedet ingen gruyere-typer, som f.eks. comte, cheddar eller cantal, ej heller mine favoritter de franske rødkitoste munster, chambertin, epoisses, livarot, pont l'eveque eller mont d'or. Med andre ord en ganske tynd ostevogn, og under alle omstændigheder langt under det seksstjernede niveau, man kunne forvente sig.

MED DESSERTEN VAR vi dog heldigvis tilbage i de skridsikre sko. Her blev serveret en ganske innovativ kombination af chokolade (i form af varm dybstegt beignet) og basilikum. Vinen til var den klassiske chokoladeledsager banyuls i skikkelse af Cuvée André Marcé fra Mas Blanc.

Hvad angår udmålingen af stjerner, så ville Angleterre være havnet på seks styks, havde det alene været for den fejlfri og elegante menu, den sikre betjening og det spændende interiør. Men bronzemedalje eller ej, så er vi er nødt til at klippe en halv stjerne for den rigeligt salte og skarpe kalveservering, det lettere tyndbenede ostebord og et par ikke helt optimale numre på vinmenuen.