Med en kystlinie længere end USA's og med så mange herlige fisk svømmende rundt i sund, bælt, fjord og hav, så er det ganske bemærkelsesværdigt, hvor få egentlige fiskerestauranter, der er i København! Derfor er det altid glædeligt, når en ny restaurant dyrker det gastronomiske potentiale i havet omkring os. Det er folkene bag den italienske gourmetrestaurant Era Ora, der har ladet deres nyåbnede trattoria på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade gå i fisk. Acquamarina er navnet, ikke kun på grund af det i turkise nuancer bølgende gulv i moderne og enkelt italiensk design, men fordi menuen udelukkende består af »dansk fisk og italienske grøntsager«, som restaurantchef og medejer Alessandro Jacoponi (der har bestridt lignende positioner på både Era Ora og trattorialillesøsteren L'Altro) fortalte os. Her er ikke noget valg - kun én menu med seks små retter til 450 kroner, der enten kan nydes i selskab med udsøgte vine fra Era Oras omfattende (og halvdyre) vinkort eller med en vinmenu ligeledes til 450 kr.

Et måltid vil altså næsten pr. definition koste 900 kr. pr. deltager - og det kræver umiddelbart mere af køkkenet, end man forventer på et sædvanligvis uhøjtideligt, hurtigt og enkelt trattoria. Et indledende fad med tre stuzzichino (appetizere) pegede da også i den retning: tunmousse på tynde sardiske knækbrødsflager, en chili med ansjosfyld og eddike/oliemarinerede stængler af cardo (en mellemting mellem selleri og artiskok, på dansk kardon). En udmærket trio, der både sørgede for at skærpe appetitten og indvarslede, at alle retter denne aften kom i byger af tre. Således også næste ombæring - il crudo - her en kæmpe jomfruhummer, marineret i ingefær og små æbletern, efterfulgt af helleflyndertatar og så en næsten-rå tun, rullet i mel, appelsin og fennikel, lynstegt på ydersiden og derefter skåret i ekstremt tynde skiver. Især sidstnævnte vakte lykke, umanerligt mør, og med en umiskendelig italiensk smag på grund af de små oregano- og rosmarinkviste, den blev serveret med. Kæmperejen led under ikke at være fanget samme dag, men synede flot på den specialdesignede smukke glastallerken.

Vi havde valgt vinmenuen til 450 kr. og efter den indledende saftige grechetto 04 fra umbriske Sportoletti stod den nu på et glas letbitter og stålfadslagret hvid Custoza 05 fra Veneto-producenten Le Vigne di San Pietro. Sidste antipasti-ombæring bød på grillede peberfrugter og aubergine med parmesan og friske mynteblade - en virkelig velsmagende og skarp udgave af den klassiske antipasto - så frisk og blød lombardisk crescenza-ost i sicilianske cherrytomater, og endelig omgangens eneste fiskeindslag, mousse af victoria-bars, sorte oliven og rød peber serveret med tynde skiver råmarineret squash. Alt sammen meget delikat og elegant i al sin enkelthed. Men også afviklet i et voldsomt tempo. Under en time gik der, fra vi ankom, til vi sad med den første af de tre »hovedretter« - en tallerkenfuld dampede knivmuslinger, hjertemuslinger og blåmuslinger i en meget velsmagende hvidløg- og hvidvinssauce, der blev søbet op til sidste dråbe i det gode brød fra Il Fornaio (også en del af Era Ora-familien). Den hurtige udskiftning af tallerkener var ikke det eneste, der fik oplevelsen ned i hverdagshøjde - adskillige af mine muslinger havde ikke åbnet sig under dampningen og burde være fjernet og kasseret før servering. Vinmæssigt blev vi i nord hos San Pietro med et glas fyldig welschriesling 04.

Nu var det tid til at lade fisken se rødt. Et glas ikke for garvesyreholdig nebbiolo 05 fra Barbaresco-topproducenten Gresy fulgte vores kammuslinger, der i åben skal var grillet i ovnen og blev serveret med chiliolie og timian på et leje af dampede sølvbedeblade, der var voldsomt saltede. En lille mislyd i en ellers både visuelt og smagsmæssigt overbevisende servering. Det var ikke meget, vi hidtil havde set til egentlige danske fisk, formentlig et sæsonproblem, men nu kom der torsk på bordet. Dampet i mineralvand, toppet af en pesto og serveret med dampede grønne asparges i en krydret tomatsauce med sølvbedeblade i dybstegt i tempuradej on the side. Torsken var ikke den mest smagfulde udgave, og den spicy tomatsauce og den (igen) oversaltede sølvbedetempura løb med det meste af opmærksomheden. Vinen holdt sig forfriskende nok i det røde felt, en merlotafrundet Franciacorta 02 fra Ca Del Bosco.

En flot samling af veltempererede italienske oste fulgte, både ko-, får- og en enkelt såkaldt tremælksost, garneret af bl.a. timianmarinerede jordbær, og med vinselskab af en rød Villa Fidelia 02 fra Sportoletti-brødrene i Umbrien. Inden den søde tand skulle fyldes med tre desserter: en cheesecake med kirsebær, der fremstod lidt tør i det, en hæderlig tiramisu og så lidt frugtsalat naturel serveret fra en stor bowle. Den annoncerede moscato-dessertvin udeblev ganske. Ikke den mest imponerende slutning på et ellers virkelig flot orkestreret måltid, der undervejs imponerede med lette og elegante serveringer langt fra det ellers ofte tunge italienske køkken. Era Oras feminine side, kalder de det selv - med et lidt mere støjende væsen og en ikke altid lige så sikker betjening, tilføjer jeg for egen regning. De kassérbare muslinger, skylleskåle der ankom langt henne i muslingeretten, den uskarpe torsk og den manglende dessertvin er ganske vist detaljer, men i det prisleje nok til at de fireenhalv stjerne rundes ned til fire og en varm anbefaling.