AOK anbefaler
Dansk - nyt
Dansk - traditionelt
Frokost
Middag
Romantisk

Hvorfor spise amerikanske pandekager, franske croissanter og bacon and eggs til brunch, når man kan mødes over en god, dansk frokost?
Har udgivet smørrebrødsbog
Omtrent således spørger kokken Adam Aamann Christensen alias Smørrebrødskongen i sin smørrebrødsbog "Aamanns til frokost", som udkom en uge efter Adam åbnede spisestedet Aamanns Etablissement, der ligger dør om dør med deli'en og take away'en Aamanns.
Se flere billeder fra Aamanns Etablissement her, hvor du kan klikke på hvert foto og se dem i stort format.
Hædret for sit smørrebrød
Adam Aamann Christensen har en mission: At genskabe den gode danske frokost. Hans fortolkning af det danske smørrebrød blev i 2007 hædret med et diplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi og har fans, der tæller både trendy reklamefolk, unge fyre med buksebag, der er tættere på jorden end på taljen og snapseglade seniorer.
Adam Aamann lægger ikke skjul på, at ambitionen med Aamanns Etablissement er at opnå Michelinguidens udmærkelse for god mad til prisen, som hedder en Bib Gourmand.
- Sådan en ville vi blive rigtig glade for, smiler han.
Kød uden nitrit
Adam Aamann arbejder med gode, fortrinsvis økologiske råvarer, og han bruger ikke nitrit. Det er forklaringen på, at hans kødpålæg som er kogt eller stegt, har den farve, som kød har, når det ikke er råt: nemlig grå.
Tre stykker til frokost
Etablissementet er åbent til frokost alle dage undtagen søndag, hvor du, for godt 30 kroner mere end du betaler i take away'en, få serveret tre stykker smørrebrød. På menukortet er også lette frokostretter og en større frokost.
Middag sidst på ugen
Fra onsdag til lørdag er restauranten aftenåbnet. Regn med at finde årstidens råvarer i moderne gendigtninger af mormors køkken eller måske jordnære, danske oversættelser af det klassiske franske køkken udført med samme kompromiløshed, som smørrebrødet, hvor alt er lavet fra bunden. Menuen, som du kan se på Etablissementes eget website, skifter hver måned.
Sorte paneler og mintgrønne vægge
Tidligere stamgæster på Jens Vestergårds rustikke bistro Luns, som før lå på matriklen, vil nok gnide øjnene en ekstra gang, når de træder ind, for lokalet, der som i dag har sorte træpaneler og mintgrønne vægge syner en del større, når der ikke står vinkasser i brysthøjde langs alle lokalets vægge. De hvide figurer på væggene er en hyldest til de gode grise, køer og får, som Aamanns Etablissement serverer på tallerkenerne.
Et vinskab måtte under ombygningen give plads til en udvidelse af køkkenet, hvor gode folk med en erfaring fra toprestauranter som Noma, MR og Madeleines Madteater.Vinelskere vil dog glæde sig over at se bio-kultvine fra producenter som Fanny Sabre i Bourgogne. Huschampagne fra Marie Courtin er værd at prøve. Den sælges glasvis sammen med en håndfuld andre velvalgte vine.
Se flere billeder fra Aamanns Etablissement her, hvor du kan klikke på hvert foto og se dem i stort format.
Læs om Aamanns deli og take away i naboejendommen.
Aamanns Etabliseement åbnede 17. april 2009.
Ikke alene er smørrebrødet hos Aamann's second to none i Kbh. Priserne er også særdeles rimelige sammenlignet fx med turistfælderne i Nyhavn eller de små haver på Frederiksberg. Kan varmt anbefale et par stykker brød hos Asmann's.
Vi fik en rigtig fin velsmagende middag - dejlig veltillavet mad.
Min forret af Saltbagt rødbede med røget marv, syltede rødløg, persille, ristet rugbrød og hyldebærkapers var lige i øjet. Vesterhavsfisken til hovedret var også god, men uden at gøre noget særligt væsen af sig. Fruens hovdret med Braiseret spoleben af grambogaardgris var super.
Jeg var faktisk i humør til en solid herre-middag med forret, bøf og ost. Deres 3-retters menu koster 315 kr. MEN der et tillæg på 45 kr for bøf og ost kan ikke indgå i menuen og skal derfor købes som tillæg. Derfor vil en forret, bøf og ost ende i 280 kr (2-retters menu) + 45 kr (tillæg ffor bøf) + 115 kr.(ost). 440 kr. før drikkevare er for meget - uanset det meget pæne niveau madlavningen er på. Til kontrast koster deres 5-retters menu 405 kr. (men så er det naturligvis uden bøffen til hovedret...)
Jeg kommer igen for maden, men syntes det er irretterende med den skæve prisopbygning i menuen.
Gik tilfældigt forbi restauranten i østerfarimags gade, og min mand og jeg besluttede at kigge ind.
Stedet var næsten fyldt, men den søde tjener fandt et bord til os.
Dejlige mennesker og skøn mad, kommer helt sikkert igen, men denne gang med reservation.
Var forbi Etablissementet i Lørdags, stedet var proppet men atmosphæren var let og summende, betjeningen venlig og imødekommende og maden i top.
Jeg selv og min ledsager startede måltidet med stegte blæksprutter og dejlige æbler og til hovedret delte vi en gryde vildt med græskar, superb..
Chokolade og mint til dessert som jeg kun lige akkurat kunne spise.
Var probmæt!
Elsker stedet i Farimagsgade..
Jeg vil stærkt anbefale andre at slå vejen forbi Aamanns Etablissement. Stedet byder på et menukort med nye smagsoplevelser, og jeg synes Aamands forstår at kombinere mad og vin på en frydefuld måde. At alt dette blev indtaget i smagfulde omgivelser og med en meget behaglig betjening gjorde oplevelsen komplet. Tak for det!
- Vi var så heldige at få det sidste bord i restauranten i går, og det var en oplevelse ud over det sædvanlige! - fantastisk mad! - jeg fik (til forret) råmarinerede kammuslinger med bladselleri + div., og de smeltede på tungen og vil blive husket længe!...-hovedretten var en super mør svinenakke med mos i udsøgt sauce med blommer, valnødder m. m. - super! - og til dessert den lækreste hylderosencreme med diverse overraskelser på, altsammen serveret med de mest utroligt skønne vine.... - vidunderlig aften med sød og meget kompetent betjening.... tak :-)
Jeg havde hørt godt om stedet, men mest om deres frokost. Vi spiste på den lille restaurant, i forgårs og blev fristet til 3 retter hver fra den overskuelige menu. Vildt god mad på et overraskende højt niveau og helt vildt når priserne tages i betragtning - jeg husker især de råmarinerede kammuslinger med æbler, brunet smør og selleri, den evindelige finanskrise har åbenbart også en positiv side. Vi fik et par glas vin til de to første retter(det var jo mandag) fra vinmenuen, de stod godt til maden og fik en fin lille præsentation af den søde tjener.
Et sted jeg kommer igen...
Jeg er en stor fan af Aamanns smørrebrød og take-away. Men vore forventninger blev ikke indfriet, da vi besøgte restauranten og fik mad- og vinmenu. Maden var faktisk glimrende, men servicen var alt for fraværende, og vinmenuen var langt fra pengene værd - først og fremmest fordi der nærmest kun blev hældt bundskjulere i glassene. Måske var det bare dagsformen (og besøget var i øvrigt tilbage i marts), men de tre stjerner med med pil nedad, når man holder oplevelsen op mod prisen.
ØV, hvor blev jeg skuffet!!! Alt for dyrt og virkelig et kedeligt søgt forsøg på at lave noget nyt nordisk... Hvis så bare der havde været hyggeligt eller den lyshårede tjener havde brugt lidt tid på os, hendes gæster, i stedet for på facebook! Jeg kommer ikke igen, det var virkelig en skuffende oplevelse.
Jeg var på Aamanns igår aftes - det var en god oplevelse. Det undrer mig, når man har en hjemmeside med menuen vist, at det ikke er den samme menu, som man bliver præsenteret for i virkeligheden på restauranten - det burde være enkelt at holde opdateret.
Det betød ikke det store, for begge menuer lød lækre. Vinkortet er ret lille, men vi fik en spændende, tysk rødvin, som gik fint til sellerisuppe og hhv. and og flæsk. Særligt forretten var lækker og fyldig, men også hovedretterne stod fint. Det er lidt pjattet at servere maden i en kasserolle, når den tydeligvis ikke er tilberedt i den - men det var hyggeligt nok selv at kunne dosere.
Desserten var ret svag, forskellige former for tilberedninger af pære, som smagte af ret lidt.
Ellers er der en god stemning - men hele oplevelsen manglede noget for at blive den der "ja, her kommer vi igen-"oplevelse. Det må være et sted mellem 3 og 4 stjerner. Jeg tror jeg næste gang på Aamanns kommer til frokost og nyder deres helt uforlignelige smørrebrød i stedet for!
Aamanns var helt nyt for mig. Jeg havde indtil i går ikke været der, aldrig hørt nogle tale om det, og var således ikke bekendt med at stedet overhovedet eksisteret. Men det ved jeg heldigvis nu...
Jeg fik tre stykket uspecificeret smørrebrød til kr. 165,00 - der bestod af postej, hønsesalat og roastbeef. Og det var i orden! Hverken for meget eller for lidt, gode råvarer og lækkert anrettet på et bræt.
Vi skyllede efter med fadøl fra Herslev Bryghus og hjemmelavet Porse snaps - og den kan absolut anbefales.
Herefter stod den på ost med smørstegt brød - som også var super lækkert. Og afslutningsvis stempel kaffe med varm mælk og et par hjemmelavet småkager.
Der var intet at klage på, super venlig og professionel betjening (selvom restauranten var helt pakket), indretningen er meget tiltalende - og jeg har uden tvivl lyst at komme igen, når jeg skulle få lyst til en traditionel dansk frokost...
Et par enkelte kritikpunkter er at man sidder forholdsvis tæt, når restauranten er fyldt, og jeg savnede lidt flere valgmuligheder på frokostkortet.
Selvom det er billigt, er dette et typisk dansk overvurderet og hypet sted. Man ved bare noget er galt, når et sted bliver kaldet "tjekket". Sød betjening og rimelige priser, men forretten med blåmuslinger bestod - udover den fine mængde kål - af lige præcis 4 meget små muslinger til hver. Det eneste imponerende ved denne forret var de få dråber dressing, man kunne suge op, efter man havde kæmpet sig igennem den store kålbunke. Ikke en forret, der hverken kreativitetsmæssigt, produktionsmæssigt eller råvaremæssigt har været dyr at lave.
Sejen var god, men dog et uimponerende stykke hvid fisk med en masse blomkålstilbehør. De tre, som bestilte oksekæber fik det ind i en samlet gryde, flot med ribs og majs(??) ovenpå, men ikke et imponerende arrangement på nogen måde.
Dernæst desserten - hér meldte blåbærsorbeten udsolgt, og det andet vi fik gjorde så lidt indtryk, at jeg ikke engang husker, hvad det var.
Som sagt ikke et dyrt sted, men forstår ikke den store hype omkring det. Der er absolut mere spændende alternativer rundt omkring i byen.
Dog var vinene, samt tjenerens viden om samme helt i top.
Men alt i alt fik man dog fornemmelsen af endnu et dansklavet middelmådigt og middelpriset spisested, som lever på ren hype og selvhøjtidelighed
Jeg var forbi Aamanns og spiste en tre-retters menu. Maden stod rigtigt skarpt med tilberedning og råvarer og imponerende at det kan lade sig gøre til de penge.
Betjeningen var fin, da jeg var forbi, men jeg udfrittede heller ikke så meget om vinkortet. Vores tjener havde dog helt styr på maden.
Dejligt sted, jeg gerne kommer forbi igen. Der er en lidt længere beskrivelse her:
http://woodfood.blogspot.com/2009/10/aamands-nar-smrrebrd-bliver-for-ken...
Efter forventningsfuldt at have besøgt stedet her til aften, må jeg desværre erkende, at totaloplevelsen udeblev. Maden var opfindsom og virkelig veltillavet.
Vores unge kvindelige tjener, som hverken var tjener endsige havde en personlighed der kunne opveje for dette.
Hun vidste intet om det hun havde med at gøre - i særdeleshed vinkortet, som er overvejende biodynamisk omend relativt overskueligt. Der var hun blank, fuldstændig blank.
Ærgerligt for et godt madsted, at have servicepersonale uden personlighed.
Vi bor ikke langt fra det nye Etablissement, derfor har vi nu spist der tre gange, senest i går aftes. Det var endnu en vidunderlig oplevelse. Fantastisk dejlig mad, dejlige og anderledes vine og et helt utroligt behageligt personale! Mange tak, i er lige vores smag, vi kommer snart igen.
Jeg har snart spist alle steder i København også Aamans smørrebrød - som er vildt godt!! Men hans nye sted er jo helt fantastisk... En stille og rolig onsdag aften med kæresten, rigtig god mad og rigeligt af det! Samt vildt god vin og søde unge mennesker i restauranten - Fantastisk med et sted hvor vi spise godt og slappe af samtidig! Grønne asparges og æg... Jeg kommer snart igen!!
Virkelig dejlig mad, og rigtig god vin. Priserne meget rimelige, god afslappet stemning til trods for den halv dårlige akustik. Anbefales i aller højeste grad!
Det kan siges kort: Yderst velsmagende mad, nytænkt i sammensætning og anretning, betjeningen charmerende og professionel. Alt i alt en super oplevelse. Afhængighedsskabende. Se at få booket et bord!
Efter en dejlig middag på en solskins lørdag i maj, følger de varmeste anbefalinger til den nye aamanns frokost -og aften rest.
Jeg kan varmt anbefale Aamanns frokost som er et udvalg af alt det bedste -og lidt til, også en veldrejet rejemad med alt hvad der hører til er værd at prøve, en bøgedal øl som smager mange gange bedre en de kendte special øl.
Forsamlingen forkælede sig selv med et glas biodynamisk champange, utrolig frisk og smuk champagne, - den skal man altså prøve,- også selvom klokken knap har slået 12.00 formiddag.
Stemningen i resturanten er rolig og yderst behagelig, serveringen er den bedste jeg har prøvet i københavn, utrolig professionel og afslappet på den tjekkede måde.
selv restaurantens toilet er et besøg værd....
Som en stor fan af Aamans smørrebrød måtte jeg naturligvis prøve den nye restaurant. Aaman har hentet gode folk fra Noma og Kong Hans, og det viser sig tydeligt.
Fire voksne høj og et enkelt barn blev vi ikke skuffede, da vi besøgte Aamans til frokost. Både maden og betjeningen var i top. Især Aamans frokost, som er et udvalg af det bedste fra køkkenet, skal anbefales her. Min sidemands tartar høstede dog også stor ros ved bordet.
Jeg kan slet ikke genkende kritikken af priserne. Vi fik frokost med fantastisk biodynamisk øl fra Bøgedal Bryghus i Vejle, og vi gik mætte og tilfredse hjem for 1000 kroner. Vi drak selvfølgelig heller ikke vin, men som jeg så vinkortet var der da også billige såvel som dyre vine at vælge imellem.
Så alt i alt. De varmeste anbefalinger herfra.
1 maj, strålende vejr, en tur i fælledparken. Derefter frokost på Aamanns, flotte lokaler samt inventar. Men hold op noget smørrebrød :-) Det var virkeligt lækkert, smager forrygende. Men det er også er dekorativt - selvom det "kun" er smørrebrød! Mon ik man kommer tilbage der en dag..... Helt sikkert.
Frokostmenuen på Aaman's Etablissement (indtil Aamans) er ikke særligt varieret. I stedet for de alminlige 3 st smørrebrød for 145 kr., tog jeg et smørrebrød med hjemmesaltet laks og peberrodskum og et smørrebrød med rejer, avocado og ristede kartofler. I alt 300 kr! Måske i overkant dyrt, men jeg var riktig spændt på at smage disse to smørrebrød. Men det var ikke vært pengene! Laksen var riktig god, men peberrodskummet tog overhånd og alt smagte kun peberrod. Rejerne var i begyndelse gode og friske, men efterhånd blev rejerne alt for salte og sammen med en oversaltet avocado kunde smørrebrødet tilsist overhovedet ikke spises. Så dette blir første og siste gang jeg besøger Etablissementet. Synd for at alle sitpladserne på Aamann's smørrebrød var optaget, ellers hade jeg spist der. Måske gir jeg nabostedet en chance næste gang.