Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 17/06/14

1 ton gratis fisk onsdag

  • Foto: Ikke oplyst
Pas på onsdag - du kan få kastet gratis rødspætter i nakken.

Det kan være svært at være fisker. Især hvis man ikke er en af de større, der har store pengebeløb til kvoter og lignende. Men de giver aldrig op, og fiskere fra Thorupstrand har i stedet valgt at gå i offensiven for at vise verden, hvad de har at byde på.

Derfor har de lagt kutteren HM800 ”Jammerbugt”, ud for Havnegade nummer 51 i København, og her har fiskeglade københavnere kunne købe helt frisk fisk den sidste tid.

Onsdag den 18. juni kl. 16 - 20 er prisen dog særdeles tillokkende - den er nemlig gratis.

Det hele sker under parolen ”Fri Fisk” for at sætte fokus på bæredygtigt fiskeri - i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, Københavns Fødevare Fællesskab, VisitJammerbugten, Hanherred i Udvikling og Merkur Andelskasse.

Til lejligheden er der indkøbt et helt tons rødspætter, som denne onsdag uddeles gratis forskellige steder i København - Vesterbros Torv, Nørrebros Runddel, Trianglen på Østerbro, fiskekutteren i Havnegade og på Christianshavns Torv.

Hvis man ikke lige ved, hvad man skal gøre med sådan en rødspætte-fætter, så mød op for an kutteren i Havnegade. Her står køkkenchef, EM sølvvinder og Danmarks deltager til Bocuse d'Or, Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel nemlig, og han vil grille smagsprøver på pladsen foran kutteren, og det er også muligt at møde de autentiske fiskere fra Thorupstrand.

Hvad: Fri Fisk
Hvor: Vesterbros Torv, Nørrebros Runddel, Trianglen på Østerbro, fiskekutteren i Havnegade og på Christianshavns Torv.
Hvornår: Onsdag d. 18. juni kl. 16-20