Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 28/11/16

Årets hyggeligste vinterhytte er åbnet

  • Foto: Rasmus Kramer Schou Foto: Rasmus Kramer Schou
  • Foto: Rasmus Kramer Schou Foto: Rasmus Kramer Schou
  12  
Hvis I er ude efter garanteret høj julestemning, så sigt efter Christianshavns Bådudlejning, hvor der bliver hygget 200 procent igennem.

En lille juleanbefaling.

De fleste har nok passeret Christianshavns Bådudlejning og Cafe, når de krydsede Christianshavns Torv enten til eller fra Amager. Om sommeren lægger kajakker og robåde til den lille flydende café og folk solbader, mens de dypper tæerne i kanalen.

Og som det efterhånden er blevet tradition, så ombygges hele den flydende pram til Københavns måske hyggeligste vinterhytte, når de kolde måneder rammer.

Læs også: Nordvest har fået nyt madmarked - med tippitelte

Bådudlejningen har eksisteret siden 1898, men cafeen åbnede først i 1996, hvor fire mænd i deres bedste alder lagde armsved, tro, håb og fælles mønt i projektet, som heldigvis - og til glæde for Christianshavnerne og andre tilløbere - viste sig at kunne flyde. I dag er kun to af de oprindelige ejere tilbage, nemlig Bagge Algreen-Ussing og Niels Heide, men de fører traditionen videre i bedste stil.

Der er på ingen måde noget fancy over stedet, flere ting er charmerende lappeløsninger og holdes sammen af sort gaffa-tape, og den ligner noget fra Vinterbyøster, men det er lige præcis den vigtigste del af charmen - og man kommer vitterligt i julehumør, fra det øjeblik man træder ind.

Også fordi de har installeret et sindigt snoretræk, der løfter et lille juletræ lige op under hagen på en, når man kommer ind i den aflange vinterhytte. I velkomstloungen står en oldgammel brændeovn, der blæser hygge og varme ud i hytten, og hvert et møbel og hver en detalje har deres egen krummelure-historie, som Niels, der altid kommer og går dernede, med glæde fortæller.

Læs også: De 7 nye italienske restauranter i København

F.eks. historien om det store model-tog de har bygget en bane til oppe under loftet, og som tøffer frem og tilbage - og faktisk har de fået eksperter til at intallere samme signalsystem, som Banedanmark bruger.

Køkkenet er overraskende ambitiøst, og serverer smørrebrød til 85 kr. for et stykke eller to for 150.

Foto: Rasmus Kramer Schou

Man bør vitterligt heller ikke gå glip af deres Confit de Canard sandwich til 95 kr., for den er en instant nyklassiker i det danske vinterlandskab.

Derudover serverer de selvfølgelig æbleskiver med marmelade og flormelis samt både hvid og rød gløgg, der giver masser af varme i kinderne - i weekenderne bliver stemningen henad aftenen endog festlig.

Aftenmenuen skifter retterne hver uge, og der bliver selvfølgelig også solgt juletræer hernede.

Hvad: Æbleskiver og gløgg i den flydende vinterhytte
Hvor: Christianshavns Bådudlejning og Cafe, Ovengaden Neden Vandet 29.