Hoteller

De fleste værelser har udsigt over havnen. Direkte udsigt fås fra forhusets værelser og indirekte udsigt i form af glaskarnapper eller små altaner i længernes værelser. Kan man leve med ikke at have karbad, bør man prøve et af enkeltværelserne på 5. sal. Her fås værelserne kun med bruser, men til gengæld har middel-pris værelserne de hyggeligste små altaner, hvorfra man kan se ud over havnen - der hvor solen stiger op.
Værelserne har alle et maritimt præg over sig. Suiterne er for eksempel opkaldt efter søens helte, der er malerier med sejlskibe, farver er primært navy-blå, træsorten kirsebær og lamperne er med messing.
Også i foyeren og den dertil hørende morgenmadsrestaurant med økologiske produkter har det maritime sat sit præg. Murstenene er rå og messingen er flittigt benyttet.
Overfor tjek-in skranken, som også fungerer som bar, er, hvad der kaldes et Business Centre. Her er der mulighed for at logge på nettet, arbejde med tekstbehandling eller sende en mail.