Anderledes forholder det sig i koncertsalen. Her må man gerne annoncere med »The Jazz Ballad Song Book« og dermed skabe forventning om en strøm af smukke og velkendte amerikanske ballader, og så alligevel åbne døren til en blandet landhandel.
At sange fra den store amerikanske sangbog kommer lidt op i tempo,
er selvfølgelig til at leve med, men at der også skal indgå amelodiske
egen-kompositioner fra aftenens hovedsolist, den amerikanske trompetist
Randy Brecker, er ikke acceptabelt. Men han er da en fin
instrumentalist.
Både han og big bandet og Underholdningsorkestrets
strygere spillede glimrende lørdag 30. januar, hvilket dog ikke forhindrede, at
lydgengivelsen ofte endte i grød. Helt klart var det de ægte ballader,
der stod stærkest, og fremhæves skal Thelonious Monks »Round Midnight«,
hvor Randy Brecker spillede aldeles eminent på sit flygelhorn.








