The Lot sku’ være så godt. I hvert fald ifølge foromtalen, der lokker med, at den forholdsvis nyåbnede restaurant og natklub i shoppingkomplekset Galleri K er stedet, hvor det modne publikum kan mødes til en drink i baren, siden nyde en god middag og efterfølgende slå sig løs med cocktails, dj og dans på bordene til den lyse morgen, alt sammen uden at skulle bevæge sig uden for samme matrikelnummer i Pilestræde.
Ejerkredsen tæller nogle af Københavns mest succesfulde restauratører, det modne publikum tilbydes valet-parkering og maden er lagt i hænderne på Claus Engelbrecht, der tidligere var køkkenchef på Umami.
På papiret lignede det altså en sikker succes, da vi en torsdag aften troppede op i det mørke lokale, der minder mere om en natklub end en restaurant. Vel bænket i de mørke sofaer kunne vi konstatere, at sædets nappabetræk var skåret op af et par sylespidse stiletter – sammen med vinkortets fem liters champagne til 11.000 kroner et sikkert tegn på, at for nogle fortsætter festen altså stadig for fuld knald – finanskrise eller ej.
Stilen er klassisk brasseriemad med moderne asiatiske krøller, sidstnævnte er ikke mindst tydeligt i forretterne. Jeg fik rå tun-sashimi med wasabi-mayo og smilende vagtelæg samt hjertesalat i en dressing af soja, risvineddike og pesto på mynte/basilikumsmagende shisoblade, og det var en okay, om end lidt anonym start. Værre stod det til med medspiserens jordskokkesuppe med stegte tigerrejer. Bemeldte rejer var faktisk det mest vellykkede element i retten, for hverken den fade jordskokkesuppe, de risottoagtigt opblødte boghvedekorn, den alt andet end smagbare koriander eller de syltede citroner gjorde meget væsen af sig. Værst af alt var dog, at retten savnede et samlingspunkt og de enkelte dele derfor virkede fuldstændigt uintegrerede.
Smagsmæssigt var de asiatiske elementer altså til at overse. Om det var derfor tjeneren – på forespørgsel om, hvad der vinmæssigt gik godt i spænd med så vinfjendske ting som wasabi, koriander og citron – anbefalede en rød cabernet sauvignon, skal jeg ikke kunne sige. Det var mildt sagt et utraditionelt forslag, da den tannin-rige cabernet sauvignon nærmest har et dødsfjendeagtigt forhold til asiatiske krydderier, som får vinen til at smage metallisk og ubehageligt stikkende. Tjeneren må da også have set det forundrede udtryk i vores ansigter, for han skyndte sig hurtigt at tilføje: »medmindre I altså er til hvidvin?« Det mente vi nok, at både vi og ikke mindst maden var, så vi endte med en tasmansk pinot gris fra producenten Kreglinger (440 kr.)
Mere problematisk var vinvalget til hovedretterne, for jeg skulle have grillet entrecote og medspiseren helleflynder. Løsningen var derfor at gå glasvis: et glas Bollinger-champagne til fisken, og et glas god brunello til oksen. Vor tjener tog da også fluks en stige frem og klatrede op til vinskabet, der noget upraktisk er indrettet oppe under loftet. Efter nogen flytten frem og tilbage med stigen med tilhørende klatren op og ned, måtte vor ven melde pas – brunelloen var udgået, ganske usædvanligt for en vin, man tilbyder pr. glas og derfor må forventes at have rigeligt af. Næstbedste bud var et glas barolo Marcenasco fra Renato Ratti i superårgangen 2004 (145 kr). Eneste problem var, at da vinen endelig nåede frem til bordet, var min bøf halvkold og heltrist.
Dér stoppede kalamiteterne ikke, for selv om jeg havde bedt om at entrecoten blev tilberedt medium rare, altså præcis midtvejs mellem helt rød og gennemstegt, så var min entrecote ved ankomsten til bordet så gennemstegt på grænsen til det sålelæderagtige, at man skulle være udstyret med røntgensyn for at finde enkelte rosa strejf i det gennemstegte grå. Læg dertil en pivsalt bearnaisesauce, og så var det lidt ligegyldigt, at resten af garnituren i form af langtidsbagte tomater, håndskårne fritter samt en tilkøbt sideorder af sauteret spinat med sesam, hvidløg og citron (45 kr.) såmænd var ganske udmærket.
Medspiseren havde mere held med fisken. Efter min smag er helleflynder ofte en ligeværdig erstatning for pighvar, og denne var fint stegt, om end mere end halvlunken ved servering. Tilbehøret af spinat og stegte shiitakesvampe med lidt hvidt sojasmør og rød shisodressing blandet op med en vandig fiskefond kunne ikke rigtig leve op til fiskens smag og havde igen dette lidt tilfældige og uintegrerede udtryk. Tjenerens anbefalede sideorder-valg af håndskårne fritter (45 kr.), denne gang med en mayo på den tørrede og røgede chipotlechili, var faktisk lige ved at tage magten fra resten af retten.
Nu skulle man tro, at katastrofernes tid var ovre, men sørme om ikke vi også nåede at få en forkert dessert ind på bordet. Medspiserens chokolademousse med æblekompot og lakridsis savnede – udover en udpræget mangel på smag – igen en smagsmæssig sammenhæng. Lidt bedre var min (i andet forsøg rigtigt serverede) chokoladefondant med chokoladetrøffel på pind, om end en lovet chiliflødebolle glimrede ved sit fravær. Ganske som vore glas rød dessertvin, en tynd og pjasket Banyuls fra Bertrand, først ankom, da vi var ved at være færdige med desserterne.
Nu skal det siges, at vores tjener var ene mand på skansen denne aften, og den smilende og flinke, men ikke specielt vin- og madkyndige, mand havde sit at se til – uden at det på noget tidspunkt gik ud over humøret. Det hjælper dog ikke på slutindtrykket, der først og fremmest hæmmes af en mad, der sejler i øst og vest uden bare antydningen af en samlende idé, og tilmed lider under en udtalt mangel på skarphed i udtrykket, præcision i afleveringen og at have hjertet med i tilberedningen.
Det ku’ være så godt på The Lot – men not!
