Pet Shop Boys kommer til København

Popduoen Pet Shop Boys giver koncert i Falconer Salen 9. juni. Billetterne til koncerten går i salg på lørdag.
Pet Shop Boys behøver næppe nærmere introduktion, men mindre man har haft radioen permanent slukket de sidste 25 år. Duoen, der består af Neil Tennant og Chris Lowe, spillede sig til tops på alverdens hitlister med debutsinglen ‘West End Girls’ i 1986 og har siden været en ret konstant leverandør af effektive, elektroniske pophits.
Pet Shop Boys var sidst i København med en fuldlængde koncert i 2009, hvor de spillede en udsolgt koncert i den nu nedbrændte K.B. Hal. Når de denne gang kommer til byen, er anledningen deres seneste album, ‘Elysium’, som udkom i efteråret 2012.
Men albummet, der i øvrigt havde arbejdstitlen ‘Happy Sad’, kommer ikke til at fylde sætlisten helt ud når duoen går på scenen i Falconer Salen. Pet Shop Boys vil nemlig tage et grundigt dyk i bagkataloget og vil spille en række af karrierens store hits, helt tilbage til ‘West End Girls’.
Billetter til koncerten går i slag lørdag 26. februar klokken 10 på Billetlugen.
Hvad: Koncert med Pet Shop Boys
Hvor: Falconer Salen
Hvornår: 9. juni, kl. 20
Hvordan: 415 kr. på Billetlugen