Hektisk stjernejagt i København

Hektisk stjernejagt i København Foto: Asger Ladefoged

På Geranium kom forløsningen. Hos Grønbech & Churchill måbede køkkenchefen, og uden for Noma tog de det hele med ro. Michelin-stjerner falder ikke altid, hvor man venter dem.

Som resten af medie-Danmark var Berlingske i går på jagt efter nye Michelin-stjerner. Da klokken nærmer sig 10, står de fleste foran Noma. Personalet vil ikke have nogen indenfor, men hvis Noma vitterligt er »verdens bedste restaurant«, må den vel snart få sin tredje stjerne.

Ét minut over ti kommer meldingen. Michelins guide til større europæiske byer bliver offentliggjort. Noma er stadig kun noteret for to stjerner. Til gengæld er fire nye restauranter kommet med i det gode selskab. Tre af dem er regulære overraskelser. Den fjerde havde de fleste set komme. Også modtageren selv.

Geranium har flere dage i forvejen inviteret pressen til klokken 11. Men mellem Noma og Geranium ligger Esplanaden, og på Esplanaden ligger en af de tre overraskelser. Da Berlingske ankommer til Grønbech & Churchill, bliver vi alligevel i tvivl.

Læs også: Her er de danske Michelin-restauranter

»Det kan da ikke være her,« konstaterer fotografen, mens skribenten overvejer, om der kan have været en fejl i mailen. Bag vinduerne arbejder et par afslappede kokke i køkkenet. I restauranten er stolene skubbet ud, og en ung pige støvsuger gulvet under bordene. Intet tyder på andet end hverdag. Men den er god nok. Køkkenchefen, Rasmus Grønbech, inviterer indenfor.

»Se os lige, mand. Vi havde sgu ikke set det her komme. Alle går bare og siger: »Hvad?«. Stemmen ryster stadig en anelse. For otte år siden spåede eksperterne, at han ville få en Michelin-stjerne. Han var køkkenchef på den fine restaurant Prémisse, men eksperterne tog fejl. Meget har ændret sig i hans prioriteringer siden.

»Min fortid gør jo, at alle tror, det er stjerner, jeg går efter. Men det har aldrig været målet med det her sted. Restauranten skal være i min ånd, men den skal være mere umiddelbar og distancere sig lidt fra min fortid. Alligevel betyder stjernen rigtig meget,« siger Rasmus Grønbech.

Læs også: Nyslået michelin-restaurant: "Vi troede kollegerne lavede sjov"

De færreste havde gættet, at netop distancen fra drømmen skulle sikre Rasmus Grønbech stjernen. Formentlig har prioriteterne også ændret sig hos Michelin, gætter han. »Relæ og Den Røde Cottage har også fået stjerner. Det betyder måske, de har åbnet lidt op for en ny stil«.

Forløsning i H-tårnet
På Geranium kom stjernen ikke bag på nogen. Sidste år var det en afsindig skuffelse, da den anmelderroste restaurant i Parkens H-tårn blev forbigået. I år tror ingen, at skuffelsen kan gentage sig. Restauranten er parat til det store øjeblik. Kaffen står klar, og elite-smileyen er et fattigt symbol på den sirlighed, rengøringspersonalet har udvist. Alt skinner, og køkkenchefen har sågar en lille Michelin-figur i skabet. Den skal med på gruppefotografiet.

Forventningerne til Geranium skyldes ikke mindst, at Rasmus Kofoed sidste år vandt den prestigefulde kokkekonkurrence Bocuse d’Or. På dagen for offentliggørelsen af Michelin-guiden er han imidlertid ikke sen til at kreditere fællesskabet. »Det er et kæmpe skulderklap til hele holdet. Det er ikke kun mig, der bliver glad. Det gør vores fantastiske kokkeelever, kokke, tjenere, tjenerelever og opvaskere også. Hver dag giver de en hel masse til restauranten, og de vokser sgu også ti centimeter efter det her,« siger han.

Læs også: Michelin: "Nomas madkvalitet er til to stjerner"

Tilbage ved Noma kommer direktør Peter Keiner ud. Det sorte jakkesæt sidder, som det skal, men han har ikke tænkt sig at gøre et stort nummer ud af Michelin-dagen. »Jeg har ikke så meget at sige. Nu er guiden kommet, og vi er glade for de to stjerner,« indleder han lidt efter klokken ti. Men Noma er jo verdens bedste restaurant, siger pressekoret enstemmigt. Tre stjerner må da være på sin plads? »Jeg vil under ingen omstændigheder sige noget ondt om guiden. Der har været spekulationer om, at vi syntes, vi skulle have mere. Dem har vi ikke selv bidraget til,« siger han.