Vandhunde får paradis i Valby
Foto: PRTorsdag den 15. marts får byens vandhunde et nyt mekka. Det nye vandkulturhus i Valby bliver indviet med borgmestertale og gratis svømmeture.
...
Nu er det om at finde vingerne og pudse svømmebrillerne. Fra den 15. marts bliver der brug for dem, når Valby får et 3530 kvadratmeter stort vandkulturhus. Det bliver fejret med et åbningsarrangement på dagen.
Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester, holder åbningstalen klokken 13, og derefter er der gratis svømmeture og smagsprøver på husets mange muligheder. Blandt andet kan man prøve wellness-områdets saunagus.
Læs også: Bhangra er det nye Zumba
Udover den store wellness-afdeling byder vandkulturhuset på varmtvandsbassin, niveaudelt svømmebassin, rutsjebane, børnebassin, modstrømskanal og forskellige grotter.
I anledning af åbningen er der gratis adgang, og Valby Hallens forpagter serverer mad og drikke.
Hvad: Åbning af Valby Vandkulturhus
Hvor: Valby Idrætspark, Julius Andersens Vej 1A, 2450 København SV
Hvornår: 15. marts, kl. 13-21