Karma Kannon

Karma Kannon

Karma Sushi hedder den jyske sushi-kæde, som 1. marts åbnede en filial på Gammelholm bag Kongens Nytorv.

Københavnerne er vilde med sushi. Det har fået den nordjyske sushi-kæde Karma Sushi til at åbne en restaurant i hovedstaden i Peder Skrams Gade, der ligger i kvarteret Gammelholm bag Kongens Nytorv.

Karma Sushi kalder den københavnske filial for gourmet-sushi og har givet den tilnavnet Kannon, som i den japanske buddhisme er medfølelsens gud.

Menukortet er fusionsinspireret, hvilket især ses på Karma sushis store ruller. På det første menukort var Karma Sushis snacks både inspireret af Japan (sashimi og østers i tempura-dej), af Indien (vi formoder, at de mener de indiske chips-agtige brød ved navn papadums, når de i menukortet skriver sprøde pompadum-skiver ), og af Vietnam (sommeruller med jomfruhummer, agurk, kinaradise og spicy sesam).

For- og mellemretterne var stort set alle tilberedte, som f.eks. let flamberet laks og miso-hummersuppe.

Karma Sushis nIgiri-stykker er i den californiske fusionstradition, hvor der ofte bliver brugt flødeost og en japansk type mayonaise, og foruden tun og laks kan du få både hestemakrel og multe og havbars.

Gunkan - små skibe af risbund med ræling af tang - kan være ladet med upasteuriserede ørredæg eller havtaskelever, ligesom udvalget af sashimi (sushi uden ris under) også tæller hestemakrel og havtaskelever.

Priserne ligger i den høje ende af sushi-restauranterne. Regn med min 250 kroner for en lille menu eller 700 kroner, hvis du siger Omakase til kokken, der betyder noget i retning af: Giv mig det bedste, du har i dag.

Karma Sushi åbnede 1. marts, hvor der får lå en koreansk restaurant.

Læs også
Københavnerne spiser dobbelt så tit sushi som jyderne

Prøv også
Sticks'n'Sushi på Tivoli Hotel
Alex Sushi i Hovedvagtsgade