Syng i sol og regn

»Singin’ in the Rain« på Det Ny Teater er drønflot underholdning, men savner et centrum.

  
Ikke et øje er tørt. I det hele taget er ingenting tørt – i hvert fald ikke på scenen, når teaterhimlen åbner sig, og vand i spandevis regner ned over Det Ny Teater og den overgivent forelskede hovedperson, der stepper sin regndans i pytterne. Imponerende i al sin ødsle overflod.

Jo, den muntre historie om den panik, filmselskaberne geråder i, da talefilmen pludselig melder sin ankomst i 1920erne, »Singin’ in the Rain«, eksploderer i sang og dans på emotionelle højdepunkter – helt som det skal være. Hvem kan sige sig fri for at tralle og steppe den muntre »Godmorgen« hele vejen ud af teatret?

Læs også: Alle sejl er sat til 'Singin' in the rain'

En musical som »Singin’ in the Rain« er et stykke ingenting hæftet op med endnu mindre. Formen betyder alt. Ikke bare den rent fysiske – der skal gode lunger til at danse og synge samtidig – men elegancen, ekvilibrismen og den ubesværede lethed er alfa og omega. Det er den, der er meningen med det hele.

Fugtige håndflader
Det Ny Teaters opsætning er, hvor festligt den end tager sig ud, ikke uden problemer: De mange korte scener, stort set løftet fra forlægget, filmperlen fra 1952, flyder pænt – uden at rapheden er overvældende.

Godmorgen, godmorgen! Bliver dialogen ikke en lille bitte smule for fodslæbende hen over den store scene i Lisa Kents iscenesættelse? Med Steen Springborgs herligt krukkede og hårdt plagede filminstruktør som undtagelsen, der bekræfter reglen: Han kan selv levere den timing, der skal til.

En mere omhyggelig personinstruktion havde i hvert fald hjulpet den unge Johannes Nymark i Gene Kellys gamle rolle som filmstjernen Don Lockwood. Han ligner det, han skal – et matinéidol af den lidt gammeldags type. Men rammer han nu også den ubesværethed, den samlende kraft i en musical som denne skal have?

Læs også: Se billederne fra 'Singin' in the rain'

Og bliver han ikke for meget af en lidt stift smilende træmand i en rolle, der skal spille på en naturlig, fræk charme? Han har ungdommen, han har vores sympati. Men det kan ikke nytte noget, at vi indimellem sidder med en masse velvilje og håber, at det går. Vi skal glemme os selv og vores egne fugtige håndflader.

Til gengæld viser den kønne, diminutive springfyr Henrik Lund vejen som hans tro følgesvend og klaverbokser. Det akrobatiske slapsticknummer »De skal le« bliver den imponerende showstopper, det skal. Hvem taber pusten? Publikum, ikke han. Sådan!

Og i den kvindelige hovedrolle som pigen, filmstjernen forelsker sig i, er Kristine Yde Eriksen det meste af, hvad hun skal være. Typemæssigt rigtig: Køn og kvik på en hverdagsagtig måde. En lille skat med pagehår! En komisk fuldtræffer er Camille-Cathrine Rommedahl som den kropumulige stumfilmstjerne, hvis pivstemme sætter hele filmselskabet i affekt. Jo, heldigvis er der også meget at glæde sig over på Det Ny Teater.

Flotte rammer
Udenomsværkerne er mere end i orden. Scenografen Terry Parsons vækker 1930ernes Hollywood til live i sin yppige, kitschede art deco-dekoration, der kører op og ned og ind og ud. For slet ikke at tale om de farvestrålende, overvældende kostumer, der er en lyst for øjet at gå på vandring i og med en luksuøs detaljerigdom ned til mindste paillet.

Læs også: Webtv: Det Ny Teater synger i regnen

Det er drønflot på sin egen gammeldags facon, sådan som man – takket være Det Ny Teaters kvalitetsbevidsthed – omtrent er kommet til at forvente det af Københavns store musicalscene. Guf for enhver nostalgiker med hang til en bedre, sjovere og skønnere verden.

Hvad: »Singin’ in the Rain«
Hvem: Manuskript: Adolph Green og Betty Comden. Oversættelse: Karen Hoffman. Iscenesættelse: Lisa Kent. Scenografi. Terry Parsons.
Hvor: Det Ny Teater. Resten af sæsonen.