Agnes Cupcakes

Agnes Cupcakes Foto: PR

Amerikanske cupcakes er rykket ind i Københavns svar på Soho i Sværtegade. Kagecafeen åbnede 9. september.

Nu kan du købe massevis af lækre amerikanske cupcakes i København i bagercaféen Agnes Cupcakes i Sværtegade.

"Det drejer sig om originale cupcakes, som udelukkende er fremstillet af naturlige råvarer. F.eks. er vores banankage naturligvis lavet med rigtig banan - ikke med bananessens, som mange andre bruger i bagværk," siger Kristian Vangsgaard, som er en af indehaverne af Agnes Cupcakes.

Området i Indre By er valgt, fordi det minder om andre store internationale byers midte.

"Sværtegade er meget i stil med Soho-områderne, som man kender fra New York og London. Man har en fornemmelse af, at der ligger en masse fede specialforretninger i nærheden med særlige brands. Det passer godt til vores profil," siger han.

Se her, hvad gaden ellers byder på.

Udover cupcakes kan du i Agnes Cupcakes købe kaffe. Og selvom idéen er, at det er en takeaway-forretning, er her også et højbord med otte pladser, hvor man i en intim atmosfære vil kunne nyde sin kaffe og kage over dagens avis.

"Vi sælger vores egen kaffe. Vi har indgået samarbejde med Riccos, som rister en helt speciel blanding til os. Vi har også udviklet vores egen chai latte, som er utrolig lækker. Derudover er her  te, fem-seks forskellige varianter af Antons Saft, som er økologisk, og vores egen Agnes Cupcake-kildevand," siger Kristian Vangsgaard.