Normann Copenhagen

Normann Copenhagen Foto: PR

1700 kvadratmeter design. Så kort kan det siges om Normann Copenhagen, der i det gamle Triangel Teater på Østerbrogade forsyner københavnerne med møbler, designertøj og interiør. Og så er alt alligevel ikke sagt.


En biograffuld design
PR-chef i Normann Copenhagen Nanna Brinkler slår ud med armene, men det kan hun også roligt gøre. For med 1700 kvadratmeter hvidmalet rum er der plads til begejstring, brede vingefang og store ideer.

Masser af design
Hos Normann fås alt fra børnetøj af mærket Little Marc Jacobs og Soft Gallery til møbler fra Verzelloni, HAY, Tom Dixon og Moooi.
I butikken finder du både eget og andres design: Møbler, lamper, musik, tøj, gallerivarer og parfumer, fra mærker som Acne, Tsumori Chisato og Soulland, og det hele er pakket ind i et koncept, som ikke kun handler om at få den fysiske varer over disken, men i lige så høj grad om oplevelsen. Det 23 meter aflange rum bliver brugt til alt fra designudstillinger til modeshows.

Normann i den gamle biograf
For enden af det lange rum bliver du sluset ud i det, der engang var biografsalen, Triangel Teater, der lukkede i 1979. Rummet står nyrestaureret, men de oprindelige rammer er bevaret. Store, stolte granitsøjler rammer først den stukmættede flødeskumskage af et loft flere meter oppe. Det lakerede gulv skråner næsten umærkeligt op imod den ophøjede scene, og i midten af rummet bærer brede trappetrin dig ned i kælderen, hvor tøj, tasker, sko og accessories har deres plads.

Om ejerne
Jan og Poul, de to Normænn, henholdsvis Andersen og Madsen, har haft firma sammen siden 1999 og ejer sammen med Peter Elmegaard butikken på Østerbro. Fælles er de også om at kunne spotte den gode idé og se, hvad der kan bære - både designmæssigt og økonomisk. Det begyndte med folde-selv lampen Norm69 og ender ikke her, men foreløbigt er den gamle drøm om en butik, der bare tilnærmelsesvist minder om favoritforummet Moss i New York, er en realitet.

Hvad: Normann Copenhagen
Hvor: Østerbrogade 70, København Ø.
Hvornår: Mandag til fredag fra klokken 10 til 18 og lørdag fra klokken 10 til 16.

Læs også: AOKs store guide til shopping på Østerbro