Stengade

Københavns spillested for den smalle musik genåbnede i 2010. Fysisk forfald, Kaos i ledelsen og dårlig økonomi tvang i 2009 stedet i knæ, men frivillige har nu givet stedet nyt hjerteblod.

Da Stengade 30 i 2009 måtte dreje nøglen om med alvorlige skrammer på både økonomi, ledelsesstruktur og fysiske rammer, mistede København sit eneste spillested, som var 100 procent dediceret til vækstlaget og den smalle, alternative og eksperimenterende musik.

I efteråret 2010 genåbnede stedet, efter en række frivillige ildsjæle med kærlighed til stedet havde lagt både blod, sved og tårer i at få huset og spillestedet op at stå igen. Og netop de frivilliges energi og gåpåmod er den største forskel på det gamle og det nye Stengade.

Husets nye brigade af medarbejdere bliver spillestedets nye livsnerve, mener Stengades eneste lønnede medarbejder, venue manager Aslak Balle Hansen.

»Det er jo stadig det gamle hus, selv om vi fysisk har lavet en hel del ved stedet,« fortæller han.
»Men på en måde er vi startet helt forfra med alt, vi laver her. De fleste af de frivillige er nye mennesker med nye kræfter og en frisk energi og friske idéer til hvordan stedet skal køres.

Det, at vi baserer stedet på frivillig, ulønnet arbejdskraft gør, at alle der er her, har hjertet med i det, de laver. Man vil mærke en fornyet lyst og energi fra alle dem, der serverer stedet til publikum og jeg tror, den energi vil smitte af på både musikere og publikum.«

Fysisk har stedet fået en tiltrængt renovering. Toiletterne i kælderen er flottere og renere end de har været i 15 år, som Aslak Balle Hansen udtrykker det. Desuden er der lavet nyt ventilationssystem, lagt nye gulve og alle de skavanker, som stedet har lidt under, er nu endelig blevet behandlet.

Væggen ud mod baggården mindede mest af alt om papmaché, der var hul i gulvet fra baren på førstesalen ned til scenen og den gamle branddør, som efter opsætningen fik skåret et hul, så man kunne føre en ledning fra scenen til baglokalet, er også blot en af mange historier, der vidner om en kaotisk og uprofessionel ledelse på det gamle spillested.

Aslak Balle Hansen vil nødig kommentere den gamle ledelse, men er ekstremt opmærksom på, at det nye sted skal have rene linjer hele vejen igennem, hvis de skal undgå at falde i de samme faldgruber som stedets tidligere beboere.

»Jeg kender ikke de folk, der styrede stedet tidligere, men man kan sige helt generelt, at man jo ikke går konkurs, hvis man har styr på sin økonomi. Netop med det i tankerne, har vi rigtig meget fokus på, at vi skal have styr på økonomien.

Vi har en ny, professionel bestyrelse, som kan sikre at vi er økonomisk stabile, at vi betaler vores regninger til tiden og at vi behandler vores musikere ordentligt, blandt andet ved at lave ordentlige kontrakter. Vi har desuden lavet et meget konservativt budget, som er med til at sikre at vi har plus på kontoen, så vi kan blive ved med at være her. Indtil videre har vi bevilling frem til udgangen af 2012, men det skulle gerne gå så godt, at vi får det samme beløb, eller måske mere i bevilling i næste periode.«

Stengades betydning

Pharfar (Søren Skov), Musiker og producer med bl.a. Natasja og Bikstok Røgsystem

»Før Stengade 30 var der ikke noget reggae-miljø i København. Til Rub ’A’Dub Sundays var der et forum, hvor vi musikere kunne udveksle idéer og tjekke hinanden ud og se, hvor vi kunne forbedre os i forhold til vores åndsfæller. Det var i det undergrunds- og subkulturmiljø, at Bikstok Røgsystem kom frem. Stengade 30 har haft stor betydning for mig som musiker.

Da jeg kom der, var det enormt inspirerende både for mit liv generelt og for, hvad jeg laver i dag. Natasja ville have sagt det samme. Jeg tror, at Stengade var med til at gøre, at Natasja fik lyst til at indspillede en plade på dansk. Jeg glæder mig til de åbner igen. Det sidste år har været mærkeligt, fordi vi ikke har haft vores søndagsevents. Vi prøvede på Loppen og i Kødboderne, men det blev aldrig det samme. Det bliver som at komme hjem igen - tror jeg.

Henrik Marstal Musiker og forfatter, har bl.a. beskæftiget sig med musikkens rolle i det moderne menneskes hverdag.

»Stengade var et sted, hvor musikmiljøets oprindelige dyder blev håndhævet. På Stengade 30 adskildte sig fra andre steder ved ikke bare at være et sted, man kom, betalte sin entré, hængte frakken i garderoben, hørte noget musik og gik hjem igen. I Stengade var der et miljø, hvor publikum havde lyst til at hænge ud. Folk kom ikke altid på grund af et bestemt band. Man kom der uanset, hvem der spillede. LIdt ligesom Musikcaféen i 70erne og 80erne. Stengade var ikke »bare« et spillested. Det var et miljø for ligesindede musikinteresserede. Stedet har haft stor betydning for det alternative musikmiljø med punk, reggae, ska og indie-rock.

Det var her, man kunnne vise de nye undergrundsbands for publikum. Jeg hørte i 2002 det finske band Apulanta på Stengade 30, så der var også plads til det lillle pust fra denn store verden. Når nogle tror, at Stengade 30 var en rede for autonome og unge fra Ungdomshuset, tror jeg, det handler om fordomme. Selvom det var et lille sted, så var Stengade 30 en del af det store musik-kredsløb af spilllesteder i København. Stedet sikrede en mangfoldighed. Det er godt, vi har nogle steder, der ikke er underlagt kommercielle kræfter, hvor bookerne er nødt til at tage de etablerede navne ind for, at få det til at løbe rundt.«

Kristian Leth Musiker (frontfigur i The William Blakes), forfatter, smagsdommer mm.

»Jeg har været dj på Stengade og er kommet der i mange år. Men det blev aldrig et stamsted for mig, selvom mange af mine venner har spillet der flere gange. Og så har Stengade jo tradition for at hyre en masse spændende bands.

Måske kom jeg der ikke, fordi jeg kom ret sent ind i »den sorte butik«. Jeg var mest til jazz og pop og kom hellere på Huset, Pumpehuset, La Fontaine og Rust. Dengang i 90erne var Stengade 30 meget et teenage-sted, og hele indie-rockverdenen lukkede sig ligesom om sig selv dér. Stengade var på et tidspunkt et udpræget identitetssted, hvor folk identificerede sig meget med sig selv og det tøj, man gik i. På det punkt var det et af de »reneste« steder i byen med en klar identitet.

Men lige så spændende det var, lige så lukkket var det over for omverdenen. Misforstå mig ikke. Det er fedt, at nogle steder lukker sig om sig selv. Hellere hundrede steder med hver deres lukkede identitet end fem store koncert-venues.