Royal Garden
Foto: Else BjørnPå hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade får du de velkendte kinesiske retter samt dim sum, som serveres i særlig mange varianter fra klokken 12 til 16.
Royal Garden ligger på hjørnet af Dronningens Tværgade og Borgergade.
Når du træder ind i restauranten skal du først over en miniaturebro, og fra højtalerne kan man for eksempel blive udsat for en kinesisk version af Rock Around The Clock, men lad dig ikke skræmme, for den ydmyge restaurant er et af byens bedste steder at spise dim sum.
Dim Sum
Dim sum betyder noget i retning af hjertets fryd, og er det kinesiske svar på tapas. De blev oprindeligt serveret som snack til te, men spises i dag som brunch eller frokost. I weekenden kan du på Royal Garden opleve at være den eneste vesterlænding blandt store familier med børn i alle aldre, hvor snakken går højlydt på kinesisk, og restauranten dufter let parfumeret af jasminte. Mange dim sum-restauranter har store, runde borde, hvor den inderste del kan dreje, så man nemt kan forsyne sig af de mange forskellige, små retter.
På Royal Garden kan du risikere at få den søde dim sum serveret først med besked på at gemme den til sidst, og de lette, dampede rismelspakker med rejer, som vi vesterlændinge synes fungerer godt som forret, midt i måltidet, så har du en mening om rækkefølgen, er det en god ide at forsøge at tale med tjeneren, når du bestiller.
Om aftenen har Royal Garden et stort menukort, hvor man både kan finde smagen af det sur-søde kinesiske køkken og det stærkt krydrede køkken fra provinsen Sichuan, nudler-retter fra nord og enkelte indonesiske retter som f.eks. nasi goreng.
På adressen har før ligget den kinesiske restaurant Pak Ka, som nu har til huse på Halmtorvet.