Restaurant Frederik & Louise
Den største attraktion ved restauranten på Skodsborg Kurhotel er beliggenheden, udsigten over Øresund fra 3. sal, de nydelige omgivelser og vegetarmenuen.
Skal du invitere en vegetar ud på en god middag, er restauranten på Skodsborg Kurhotel et godt bud. Den ligger i gåaftstand fra stationen.
Maden
Køkkenet gør meget ud af af det er sundt og fedtfattigt, men retterne på spisekortet i restauranten er langt fra fri for gode sager som f.eks. olie og oliven, så nogen slankekur i sig selv er et måltid i restauranten ikke. Stilen er en blanding af sæsonens danske klassikere og middelhavskøkkenets hits som pesto og risotto. Du kan være sikker på at finde årstidens råvarer på tallerkenen.
Hver dag kan du vælge mellem en vegetarmenu, en gourmetmenu og en såkaldt spa-menu, som er tilberedt med det formål at få både smag og sundhed forenet i samme måltid. Menuerne skifter hver måned, og du må gerne mikse dem på tværs eller nøjes med en hovedret. Restauranten har også altid dagens fiskeret på menuen.
Indretningen
Restauranten flyttede op på tredje sal i 2007, så gæsterne kan nyde den udsigten over Sundet og dets mange nuancer. Indretningen er inspireret af både nordisk og japansk enkelhed. Fra restauranten kan man gå direkte ud på terrassen, hvor kokkene tænder op i grillen på varme dage.
I stueetagen ligger baren og cafeen, hvor der serveres buffet til frokost hver dag.
Historien
Restauranten har sit navn efter Kong Frederik VII og hans elskerinde Louise Rasmussen, som vi kender bedre under navnet Grevinde Danner. De holdt meget af at opholde sig på Skodborg, dengang det var i kronens eje, og på restaurantens vægge hænger malerier af dem begge.
Villa Rex, som er en del af Skodsborg Kurhotel, blev oprindelig opført, for at kongen kunne holde statsråd og taffel her, men er i dag elegante selskabslokaler.