Mad & Vin i Magasin

Magasins Mad & Vin har 6000 forskellige varer. Forretningen er meget stærk på vin til 50-70 kr., købmandsvarer som olivenolie, sennep og kaffe samt charcuteri. Her kan man næsten få det hele, også toiletpapir, i høj kvalitet. Til en meget høj pris.

...

1000 m2 specialforretning med 6000 forskellige varer. Magasins Mad & Vin er en efter danske forhold gigantisk delikatesseforretning, der har sat sig for at dække alle den kræsne - og dovne - forbrugers behov. Her kan man næsten få det hele, også toiletpapir, i en meget høj kvalitet. Til en meget høj pris.

Mad & Vin er meget stærk på vin til 50-70 kr., købmandsvarer som olivenolie, sennep og kaffe samt charcuteri. Oksekød kan man nu få fra danskopdrættet limousine-kødkvæg, og butikken har, som et af meget få steder i byen, iransk kaviar. 180 kr. for 30 gram sevruga er ganske vist dyrere end KGB's natpriser, men der kan man så heller ikke tage kaviaren med hjem.

Mad & Vin er i det hele taget egoistens paradis. Det er ikke økologien, men kvaliteten der er i højsædet, og doseringen er ikke family-size. Til gengæld har de just fået installeret en cigarhumidor, så man slipper for den opslidende lange tur til tobakshandleren, og de fører også nu et acceptabelt udvalg af maltwhisky. Mad & Vin gør det foruroligende nemt at være kræsen.