Raadvad Kro
Raadvad Kro Foto: Jan JørgensenRaadvad Kro genåbnede med nye ejere i februar 2008.
Mølleåen er et af de mest naturskønne områder nord for København, og rummer desuden en god del af historien om den industrielle revolution i Danmark. Vandkraft skulle der til i den tidlige produktion, og der hvor Mølleåen passerer Rådvad var der engang en heftig aktivitet. Mange kender knive, hvor der står Rådvad på, og det giver et utvetydigt fingerprej om, hvad det var der blev fremstillet ved denne station på Mølleåen.
Fabriksbygningerne og arbejderboligerne ligger der endnu, men kroen er det eneste, der stadig er i funktion. I dag er Rådvad Kro et udflugtsmål for dem der vil kombinere blid sjællandsk natur med historiens vingesus og bedre mad. Derimod er det ikke muligt at overnatte på kroen.
Rådvad Kro byder på de mest idylliske omgivelser, der er at finde nord for byen. Skulle det gå hen og blive en varm sommer, er det muligt at sidde udendørs med udsigt over søen og de gamle fabriksbygninger, der for længe siden er blevet nænsomt restaureret.
Rådvad Kro ligger for enden af vejen dybt inde i skoven, så det er ikke et sted man lige kommer forbi, medmindre cyklen er på opdagelse i Dyrehaven. Et besøg her kræver en beslutning, og for de fleste et kig i Kraks vejviser, eller endnu bedre kan du klikke på vejviserikonet øverst til højre her på siden.