Restaurant New Garden
Maden er hjemmelavet, og fås både som original kinesisk og fordanskede kinesiske retter. Fordanskningen består blandt andet i, at der bliver serveret sovs til det meste. Indretningen er kinesisk med gyldne dragehoveder med røde kvaste.
Hvor godt ligger de i maven? er det store spørgsmål, når snakken går om forårsruller. Personalet på Restaurant New Garden kunne nok aldrig finde på at råbe det ud over Trianglen, men hvis man spørger dem direkte er de ikke i tvivl, de forårsruller der serveres i deres restaurant er de, der ligger allerbedst i maven.
Alt deres mad er hjemmelavet, og køkkenchefen vil gøre alt for at gæsterne bliver tilfredse med den. For eksempel laver han både original kinesisk mad, men også fordanskede kinesiske retter, for det kan de fleste danskere bedst lide. Fordanskningen består blandt andet i, at der bliver serveret sovs til det meste. Holder du af dim sum, det kinesiske svar på tapas, kan du få ti slags her hele dagen.
Indretningen
Restaurantens indretningen er derimod umiskendeligt kinesisk - og meget rød. Røde gulvtæpper, røde lamper, drage-papirsparaplyer og gyldne dragehoveder med røde kvaste. For at det ikke skal være løgn er en af specialiteterne en hel stegt rødfisk. Sovs ad libitum, naturligvis.