Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 10/11/16

Trendy restaurant har åbnet japansk cocktailbar med kødcognac

  • Foto: PR Foto: PR
Hvis du altid har haft lyst til at smage kobekøds-infuseret Merlot cognac, så er det afsted mod den nye cocktailbar i Indre By - den japanske Kabuku.

Restaurant Umami har altid været kendetegnet ved både lækker japansk/asiatisk mad, et skarp design samt deres bar, U-bar, i stueetagen.

I november 2016 gennemgik hele stedet dog en omfattende make-over, og i den proces blev det også plads til en helt ny decideret cocktailbar - nemlig Kabuku.

Se billederne: Umami har fået en lækker make-over

»Kabuku er en gammel vending fra de mørkeste kroge af Japan. Det dækker over den særlige kraft, der driver det uventede og usædvanlige, og det er den energi, vi forsøger at folde ud på Kabuku. Det kommer til udtryk i harmonien mellem vores cocktails, musikprofil og omgivelser. Kabuku sætter rammerne for et sofistikeret rum, som gæsterne selv er med til at definere,« forklarer Mikkel Glahn, marketing manager i Copenhagen Concepts - selskabet bag Restaurant Umami, Le Sommelier og MASH restauranterne.

Cocktailbaren Kabuku er ligesom selve restauranten forelsket i japanske teknikker og smage, og derfor er det ambitiøse cocktailkort også fyldt med den femte smag - umami. Jo, jo, der er skam tænkt over tingene herinde.

Det betyder, at alle cocktails er designet over fire elementer, som går igen i japansk kultur og natur - nemlig klorofyl, gæring, det salte og havet.

Læs også: Ny barbersalon gemmer på hemmelig cocktailbar

Det betyder samtidig, at man f.eks. kan støde på vilde kombinationer som kobekøds-infuseret Merlot cognac, tang-infuseret japansk whisky og bonito-infuseret vermouth.

»De specielle smage der mødes i vores cocktails, garnituren og vores hjemmelavede sirupper gør oplevelsen af hver enkelt cocktail til noget ganske særligt. De er en hyldest til det japanske univers og de mange facetter, som Japan har at byde på,« siger barmanager på Kabuku, Maté Csatlos.

Billedserie: Her har Kabuku hjemme

Sammen med den nye cocktailprofil har også musikken fået en overhaling, så den rent temperementsmæssigt passer ind i den nye bar. Dj's Ena, Gjøl og Flip har sammensat en varm, organisk, eklektisk og dyb musikprofil, der matcher de japanske smage i glassene.

Hvad: Kabuku
Hvor: Restaurant Umami, Store Kongensgade 59

 

AOK Tjenester