AOK anbefaler

Hør musikken fra festivalen - før festivalen
Nu kan du
smuglytte til festivalen, så du kan få et indtryk af, hvad der er i
vente. Djuna Barnes (som selv spiller på festivalen søndag aften) har lavet et eksklusivt mix med 24 numre af og med kunstnere, der spiller på dette års festival. Med i mixet er blandt andet Wareika,
Kollektiv Turmstrasse, Sleep Party People, Chimes & Bells og Toro Y Moi.
"Mixet giver et rigtig godt billede af stemningen på Trailerpark festival; en anelse melankolsk,
men glad, åbent, skævt og kærligt", lyder det fra festivalarrangørerne.
Flere internationale navne
”Rent musikalsk har festivalen flere større, internationale navne i år end før,” fortæller musikbooker Pernille Krog Mogensen om årets program.
”Der er ikke dumpet en pose guld ned fra himlen, men vi har taget nogle chancer og fordelt nogle penge anderledes – og f.eks. booket Kollektiv Turmstrasse (fra Tyskland, red.) og Caribou fra Canada.”
Tyskland dominerer
Der er rigtigt mange tyske navne på programmet i år, plus et skvæt fra USA og Canada og et lille drys Finland. Og som altid på TrailerPark blandes genrerne, fra afro-beat og garage-rock til nu-disco og techno.
”Hvis der er nogen steder, der kan bære at have singer-songwriter-hyggemusik og barsk tyskertechno side om side, så er det TrailerPark”, siger Pernille Krog Mogensen, ”fordi hele atmosfæren omkring festivalen er så løssluppen og nysgerrig og åben.”
Fra hovednavne til indiehemmeligheder
Blandt de største navne på programmet i år er tyske dj Hell (spiller natten til lørdag 01.30) og canadiske Caribou (søndag kl. 22.45). Og hvad anbefaler bookeren selv derudover?
"Jeg har selv en svaghed for Sleep Party People (DK, søndag kl. 19.30), Pattern Repeat (DK, natten til lørdag kl. 03) og Kissaway Trail (DK, fredag kl. 22)," siger hun.
"Kissaway Trail er nu langt om længe ved at slå igennem herhjemme, men ellers har de jo været Danmarks bedst bevarede indiehemmelighed og udgivet fremragende plader uden at få anerkendelse for det hér. Så jeg glæder mig rigtigt meget til at se dem live."
Hvad: TrailerPark Festival 2010
Hvor: Copenhagen Skate Park
Hvornår: Fredag 30. juli til søndag 1. august
Hvordan: Tre dage for 300 kr. Fredag: 150 kr. Lørdag: 150 kr. Søndag: 100 kr. Overskuddet fra festivalen går som altid til HeartRebels.