Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 13/08/13

Sunday Club

  • Foto: Ikke oplyst Foto:
Ny, hypet og alternativ natklub er gået i luften.

Komiker, natklubejer og restaurantejer. Kært barn har mange navne, og nu har Casper Christensen åbnet en ny vild klub i København.

Det har han gjort i selskab med event-magerne Simon Lennet og Simon Frank, der også står bag natklubben Simons.

Natklubben Sunday har åbnet i Lille Kongensgade i lokalerne hvor den hedengangne Club Cavi tidligere holdt til.

De to klub-promotere er nu ejere af, hvad de selv kalder ”de klart bedste lokaler i byen, som vi har forsøgt at få fat i siden vi blev kastet ud på røv og albuer”.

Simon Lennet og Simon Frank har brugt de sidste 10 år på at etablere sig som de ukronede konger af Københavns natteliv. I dag står de som ejere af natklubben Simons, og som bagmænd bag en række spektakulære events som fodboldturneringen Simons Cup, Cykelløbet Tour De Tisvilde og Den flyvende natklub Club Jet.

Læs mere: Se billederne: Nu cykler jetsettet til Tisvilde

Og de to klubkonger har selvtilliden i orden. 

»Vi mener jo i al dansk ydmyghed at vi vendte bøtten på Københavns natteliv med Simons. Nu satser vi så på at gøre det igen,« siger Simon Lennet.

Men hvad kan festglade københavnere forvente sig af Sunday?

»Hovedformålet bliver endnu en gang at prøve at rykke grænserne for hvad en natklubs-oplevelse kan indeholde. Som med alt andet i denne forunderlige verden rykker grænserne sig konstant, og vi tror at hvis du skal underholde folk, så skal du skabe nogle rammer der udfordrer, og derefter putte nogen mennesker der tør udfordre ind i de rammer,« siger Simon Frank.

Ladyboys serverer drinks

Og Sunday er ikke bare en tilfældig natklub i rækken. Det er en klub ud over det sædvanlige. Der er blandt andet hentet Lady Boys direkte fra Bangkok for at servere på klubbens store åbne terrasse, og der er installeret telefoner ved sofaerne da en mobil scrambler er installeret så ingen inde i klubben kan ringe til nogen.

Læs mere: Tisvilde fester: Bajere, nøgenbadning og masser af musik

»Vi går efter ingen spor så alle kan slippe tid og sted, være i nuet og glemme i morgen. Vi vil skabe en trykluftskoger og i sådan én kan man altså ikke komme på Instagram. Derfor bliver der også fotoforbud,« siger Simon Lennet.

På musiksiden finder man en bred blanding af elektronisk musik, men med masser af RnB, hip hop, rock og country. Intensionen er at genopbygge det sexede dansegulv.

Drengene satser på at opnå den stemning, som man finder ved en privatfest, og for at køre privatfest-stemningen helt ud, bliver klubben derfor også udstyret med et køkken man kan hænge ud i.

»For os handler det om at fange strømninger i tiden. Og vi synes vi kan mærke, at folk er klar til noget nyt i nattelivet. En slags modstrøm af lys, gladere musik, dans og kærlighed. Så vi har brudt vores hjerner i månedsvis for at sætte de perfekte rammer op for det,« siger Simon Lennet.

Hvad: Sunday Club
Hvor: Lille Kongensgade 16