
AOKs udsendte besøgte caféen om eftermiddagen til en fødselsdagsøl med nogle venner - og til det formål er Stefanshus perfekt. Man må selv tage mad med, - ja lige fra hjemmelavet lagkage til pizza fra den anden side af gaden - og øl og kaffe kan erhverves til forholdsvist lave priser. Og når festen udvides, hjælper bartenderen med at finde flere borde og stole.
Over baren er der abstrakte udsmykninger af Leif Sylvester, og en gammel telefonboks skaber atmosfære mellem de grønplyssede flad-ud lænestole og de patinerede filmplakater på væggene.
I baglokalerne findes nogle af caféens primære tilløbsstykker: Fire poolborde, to bordfodboldborde og et par dartskiver sørger for, at tiden flyver i selskab med konkurrencemindede venner og en bakke nachos fra baren.
Så da klokken bliver seks, markeres overgangen fra eftermiddags hang-out til aftenens begyndelse med, at musikken tændes, og Nephews "En Wannabe Darth Vader" rammer øregangene, men det betyder ikke, at stemningen ændrer sig. Den er stadig laid back, og publikummet er stadig så blandet, som man efterhånden kun ser det på Hovedbanen.
En god espressolignende kop kaffe koster 14 kroner og en lille fadøl 20, og om sommeren er der udendørs servering. Kig forbi!
Til læsere der ikke har besøgt stedet før, vil jeg bare lige oplyse om, at der trods alt ikke er fire poolborde på etablissementet. Der er kun to. Til gengæld er der hele tre billardborde, hvis nu man er til den slags. Og mens jeg er inde på billard og pool. Lørdag, den 14. maj 2011, afholdes der poolturnering med start klokken 16.00. Kom gerne lidt før, så tilmeldingen ikke bliver alt for kaotisk. Det er hyggeligt, ganske spændende og du har muligheden for, at få dit navn foreviget på listen over turneringsvindere. Det koster 30 kr., og det inkluderer en pilsner eller vand, så du kan skåle turneringen igang med de andre deltagere.
Mine damer og herrer, hunde, ludere og lommetyve samt lommefilosoffer; højtærede publikum, som de siger i cirkus Charly
Om Stefanshus vil jeg sige, at det nok er den café/bar, jeg kender bedst i hele København. I det forgangne år har jeg gæstet den 240 gange, siddet og drukket cola der i 1.987 timer og 43 minutter plus alle de gange, hvor jeg bare er droppet forbi.
Så jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg tildeler dem 11 glimtende stjerne ud af 10 mulige. 9 for stemningen og 2 for alle de andre ting, Stefanshus også er. Lad mig nævne i flæng. dansested, datingsted, refugium og et munkekloster.
Et dansested, fordi man altid sidst på aftenen, efter en god fodboldkamp på storskærmene, kan få en dans med bartenderen eller en af gæsterne.
Datingsted, fordi man altid møder søde og glade mennesker her, og sommetider en kæreste eller bare en romantisk aften med en af de lokale. Et sted hvor man knytter venskaber.
Et refugium, fordi stedet er en lise for ånd og sjæl, egnet til fordybelse og ransagelse en sommerdag til en potion nachos med det hele, eller en sen aften udenfor med en kølig øl i glasset og stjerner på himlen.
Et munkekloster, fordi man kan sidde og sone et helt livs synder med et glas vand og dagens avis, uden at de råber fra køkkenet, er du blevet nyreligiøs; man læser måske også Kristeligt Dagblad.
Og så selvfølgelig en suveræn hyggelig bar/café. Jeg glæder mig hver gang over stedets autentiske hygge og nærværende betjening, som også altid inkluderer tid til at fortælle gæsterne en spændende historie eller to, eller sågar synge en sang!
Også min gamle veninde er glad for at komme der med mig. Hun føler sig tryg, afslappet og godt behandlet, og kan sidde og fortælle om et langt liv, når vi sidder med hver vores cigaret I rygerummet.
Jeg er så glad for at Stafanshus ikke er en spansk gourmetrestaurant med mekanisk og overfladisk betjening. Gudskelov!
Og så håber jeg i øvrigt, at dette dejlige sted med alle de dejlige mennesker, og ikke mindst, de mange smukke, dygtige, sympatiske bartendere, må bestå til jeg er 95 om 70 år.
Stefanshus længe leve...hurra, hurra, hurraeeeeeeh
Og Tarawa altså, sikke et omfangsrigt forfatterskab du har dedikeret til Stefanshus. Det var mere end ualmindeligt særpræget, men ikke desto mindre sjovt og på en måde fuldstændig uforståeligt. - Var især pjattet med anekdoten om telefonsælgeren. Du lider I hvertfald ikke af nervøs skriveværing, men næste gang du besøger Stefanshus burde du overveje at åbne munden, I stedet for at stå og glo som en lukket østers. Årsagen til din tavshed skyldes måske bare træthed! Har du overvejet et job som ghostwriter for en åndemaner?
haløj...
tydeligt første gang du er på stefanshus....
Det er en del af charmen og jeg fucking elsker det.
Flemming er stefanshus i sjæl og ånd!! og gud!!!
så hvis du havde lidt mere tid...
Jo, jeg ved godt at Café Stefanshus ikke er D'Angleterre, NOMA eller Den gule Cottage. Det er Nørrebronx-stemning, billard og øko-bajere til en fornuftig pris - der med lidt held kan nydes i solen bag bøgehækken foran cafeen.
Alt er godt. Alligevel vil jeg give Stefanshus et godt og gratis råd:
Jeg kommer forleden ind ad døren, klar til at bestille en fadøl. Personen bag baren taler i telefon. Jeg kigger lidt på udvalget, og vil egentlig gerne spørge om forskellen mellem to slags fadøl. Der knevres videre i mobilen. Jeg venter velopdragent et minuts tid. Der ævles videre. Jeg peger så på en hane, får min øl og skal betale med Dankort. Den stadigt telefonerende person bag baren peger hen, hvor dankortautomaten står. Jeg betaler og går ud, lettere irriteret.
Hvorfor, kunne man spørge? Jeg fik jo min øl, så hvad er der galt?
Der er det galt, at når jeg går ind for at købe min øl et sted med betjening - i modsætning til supermarkedet - så har jeg en forventning om at blive betjent. (I et land som Spanien med professionelle tjenere, ville den bare ikke gå - at gå rundt blandt kunderne med en mobil klistret til kinden).
Nå, vi sidder ude i den hyggelige forhave og nyder den sidste sensommersol en stund. Så dukker personen fra baren op og tager en runde for at samle tomme glas - gudhjælpemig stadigvæk knevrende i sin mobil.
Og nu vil De, kære læser, sikkert sige: Jamen, sådan er det bare med alle de unge tøser, der serverer på byens barer - det er jo bare mobilgenerationen.
Nej, kan jeg så fortælle; der var tale om en herre omkring de 50 - som måske burde overveje, om at satse på sine spidskompetencer på arbejdsmarkedet og få sig et job som telefonsælger fremfor bartender.
Nå, så fik jeg det sagt...nu vil jeg så overveje, om ikke jeg også skulle tage at rose nogen i dag. Bare for at få lidt balance i vægtskålene...
Stefanshus er et skønt sted!! Der er en rigtig hyggelig atmosfære, rigtig god betjening og der er fyldt med søde mennesker. Samtidig rigtig fornuftige priser, så uanset om man har lyst til en kop (fairtrade) kaffe, en cider, en god øl og et slag pool, så er Stefanhus helt perfekt.
Der er bare et eller andet over Stefansgade. Selv pizza'pusherne i gaden har charme. Stefanshus er et stort værtshus, som lige knap så "brunt" som andre traditionelle værtshuse, og Stefanshus er også røget med på den udenlandske øl bølge. Her har de både Hoegaarden og Leffe på fad. En halv liter Leffe (det kan faktisk lade sig gøre her) tager de sølle 40 kr. for. En håndbajer koster kun 20 kr. Det er simpelthen formiddabelt. Her er mulighed for at spille dart og billard, og man kan sågar siden uden for på terrassen. Masser af personlighed, charme og identitet.
Der er virkelig hyggeligt på Stefanshus. Priserne er bestemt også i orden og betjeningen er super. Der er meget sjæl over stedet, og der er mulighed for både at læse en god bog, slænge sig i sofahygge eller spille med køller.
Super bar. Dog skal men ikke glemme deres hyggelige "forhave" der virkerlig er super i sommerperioden.
En rigtig hyggelig bar til en øl, billiard og fodbold på storskærm. Du kan både sidde ved træborde, eller slænge dig i bløde sofaer, hvis du er så heldig at få plads. Der er mange stamgæster fra området omkring Nørrebroparken, men også plads til gæster udefra, som er på jagt efter en afslappet og uhøjtidelig stemning. Tip: Husk at kigge op, når du bestiller øl, Leif Sylvester har malet den lækre "ramme" over baren.