Tire bouchon er fransk og betyder »træk proppen op!«, og stedet er ganske rigtigt ærkefransk. Bag står vinimportøren Corentin Bauer (Vina Nordic) og Eric Vincent, som også driver L’Education Nationale længere nede af gaden. Vinkortet er særdeles flot, hvad angår hele flasker. Det siger sig selv, at Vinea Nordics vine alle er repræsenteret, men holdet har også været ude at købe ind med den store pung. På glaskortet går man en anelse ned i pris og prestige – det er hovedsageligt mindre kendte producenter, men ikke desto mindre generelt velsmagende ting.

Den salonagtigt hyggelige kælder er helliget baren, mens førstesalen er et mere regulært spiselokale med duge på bordet. Tire Bouchon synes således allerede at være blevet et populært spisested, for dagens ret er et fornuftigt køb. Dertil kommer østers à la carte og franske tartines, som er en slags sandwiches. Serveringen betyder som bekendt meget, og da jeg var forbi, var det Corentin selv, som stod bag baren og sørgede for korrekt afvikling, og det håber jeg selvfølgelig også vil være tilfældet, når han formentlig igen kommer til at bruge mere tid med vinimportfirmaet. Læs omtalen på AOK af Tire Bouchon og se brugernes anmeldelser

Falernum er sidste nye skud på stammen i Kenn Husteds vinbarimperium, som også tæller Bibendum i Nansensgade og Panzón på Østerbro. Med sin marskendiseragtige indretning ligner Falernum mest sidstnævnte, og vinkortene er også, så vidt jeg er orienteret, ens: Vinene er alle af egen import, så man skal ikke regne med at finde nogen højt estimerede navne – kvaliteten er generelt at finde et sted imellem det jævne og det udmærkede, nok til at stille alle de gæster, som først og fremmest først og fremmest kommer her på grund af den gode stemning og en kop druedrik, men næppe den mere kræsne vinaficionado.

Jeg har før på Bibendum og Panzon fået serveret både småtrætte og alt for varme vine, men da jeg var forbi Falernum for nylig, var vinene generelt velserverede og –tempererede, tydeligvis fordi krofatter Husted selv var til stede og styrede slagets gang. Ud over en ganske lang stribe af glasvine til fornuftige priser tilbyder Falernum også tapas-servering og en dagens ret, som oftest en solid og rustik braiseringsting. Læs AOKs omtale af Falernum og se brugernes anmeldelser

Vinbar med dansegulv kalder indehaveren Daniel denne vinbar. Daniel er fra Argentina, men som de fleste andre nulevende i dét land er hans slægt indvandret – i dette tilfælde fra Mellemøsten. Daniel, som før arbejdede i turistbranchen, er lidt af en showmand og en del af pakken på den højst usædvanlige vinbar, hvor malbec’ens mørke, krydrede bærtoner akkompagneres af trampende tango-fødder fra dansegulvet.

Vinene er argentinske, hovedsageligt af egen import, fra lidt mindre producenter. Da vi var forbi, var der tre-fire åbne flasker, som kan have været trukket op samme dag, men de smagte ikke sådan. Vinene serveres ved stuetemperatur, hvilket efter min smag er lidt for varmt for disse argentinske alkobamser.

At spise til vinen kan man enten få empanadas (de sydamerikanske dejpakker med fyld) eller en særdeles rustik tapastallerken med brød pølse, skinke og ost. Læs AOK's omtale af Tango y Vinos og se brugernes anmeldelser

Hvem skulle have troet, at man midt på Isted-Strassen, hvor Jernstangen før havde til huse, i dag finder en vinbar med et serveringsniveau, som hører til blandt byens absolut skarpeste? Glassene er fra østrigske Riedel, vinen altid perfekt tempereret og betjeningen absolut kyndig.

Som navnet antyder, er baren specialiseret i argentinske vine. En del af dem er egen import, men der er klogeligt nok suppleret med andre importører, således at hele toppen af det sydamerikanske land er repræsenteret. Ikke mindst er her mange glimrende, moderne vine fra knapt så store producenter, som giver et helt nyt perspektiv på argentinsk vin. En god del af udvalget fås per glas til fornuftige priser startende fra 40 kr. – og de gange, jeg har været forbi, var vinene fint friske. Cabernet Franc og Lynch meritage fra Benegas var begge lækre sager.

Til gengæld er bespisningen næsten forsvundet, efter at indehaveren har erkendt, at Malbeck mere er en drikke- end en æde-bar. Her serveres nu kun oliven og nødder samt empanadas, som leveres af en argentinsk restaurant ude i byen og bliver varmet på stedet. Læs AOKs omtale af Malbeck og se brugernes anmeldelser

Det siger næsten sig selv, at det måtte blive en Rolls Royce-model, da Grønlykkefamilien, som også står bag Løgimose og Kong Hans, skulle åbne vinbar. Nimbs sommelier Jacob Kocemba har fået frie hænder til at købe ind, og der er således næppe den prestigevin, som ikke findes i Nimbs katakomber.

Her fås Napas kultvin nr. ét, Screaming Eagle, til 25.000 kr., mens La Romanée-Conti står i 50.000 og Petrus 82 koster 65.000. Selv glasvis er det muligt at købe store ting som 2004 Barbaresco fra Angelo Gaja (600 kr.) og 2003 Gevrey-Chambertin Lavaux St. Jacques fra Denis Mortet (350 kr.). Sidstnævnte er næstsidste årgang fra den nu afdøde producent. Der er dog også mere tilnærmelige ting at hente på glasset, som starter ved 55 kr. og det lader sig gøre at foretage en halv bestilling af de særdeles veltempererede vine fra vinomatic-anlægget.

Også hvad angår det tørre, er Nimb state of the art: Den store platte består af østers, Løgismoses egen røgede laks (som vandt vores test i FRI her i avisen i foråret), pocheret vagtelæg, andeterrine, herlig skinke, forskellige små pølser, ost fra Christiansminde og Valrhona chokolademousse.

Hvor der over sommeren har været stille i den mørke kælder (Tivoli handler nu engang om sollys og sommer) er det nu tydeligt, at flere finder ned i Vinoteket, som med sit stengulv og bænke i massiv eg på en gang er rustik og tjekket. Læs AOKs omtale af Nimbs Vinotek og se brugernes anmeldelser

Dette er en slags appendiks til Lisbeth og Bo Jacobsens velkendte Restaurationen i Møntergade. Konceptet er, hvad man kunne kalde hardcore: Jacobsens har ladet sig inspirere af vinbarer i Sydeuropa, hvor man ikke nødvendigvis skal sidde ned og spise, hver gang man tager et glas vin, men godt kan snuppe et glas i farten efter fyraften.

Stedets attraktion er først og fremmest det gode vinudvalg, som selvfølgelig skyldes Restaurationens gode kontakter og store bagkatalog. På flaske fås f.eks. Comte Lafon fra Meursault og andre ting, som almindelige dødelige normalt må kigge langt efter. Og fra det store glasudvalg finder jeg altid et par ting, som jeg bare må smage. F.eks. Bourgogne-producenterne Frédéric Mugnier og Château Puligny-Montrachet, og så er der altid mindst en champagne.

Hvad maden angår, kan man vælge mellem charcuteri, oste, lidt kage og dåser med galicisk skaldyrskonserves. Man finder ikke helt samme varme danske hygge her i dette relativt lyse og bare lokale som i f.eks. Il Sensos kælder, men god vin er jo heller ikke af vejen, når man skal på vinbar. Læs AOK's omtale

Den er helt gal med denne bar, der ligger i det gamle missionshotel i Løngangstræde, som i dag er transformeret til smart designerhotel. Da jeg var forbi for et år siden var rødvinene på det uafkølede vinomatic-anlæg alt for varme, og de fleste af dem trætte eller decideret oxiderede, men i det mindste var maden god. Desværre er de moderne designertapas pist forsvundet og erstattet af en lavprisbuffet for hotellets gæster.

Og det er desværre heller ikke blevet bedre med vinen, som for den rødes vedkommende stadig er alt for varm. Udvalget er tillige skrumpet i forhold til, hvad jeg husker, og udelukkende hentet hos Kjær og Sommerfeldt. Ej heller betjeningen imponerer. Den aften, jeg var forbi, blev den forestået af en yngre østeuropæisk kvinde, som hverken kunne gøre sig forståeligt på dansk eller engelsk. Læs AOK's omtale

Denne kælderbar nær Kgs. Have og Filmhuset udmærker sig ved at være en af byens hyggeligste. Såvel vådt som tørt er centreret omkring Italien. De fleste af de store italienske kanoner såsom Casse Basse, La Spinetta og Dal Forno kan fås på flaske. På glas er det mere jævne producenter af husets egen import. Der er ganske mange glasvine at vælge imellem til humane priser fra 40 til 100 kr.

Jeg smagte et glas barolo fra den for mig ukendte producent Balbi Soprani, som til 99 kr. var udmærket uden at være skelsættende, men serveret lige lovligt lun efter min smag. Betjeningen er dog generelt absolut kyndig og glassene fine. Maden er også værd at stifte bekendtskab med: Indtil Nimb kom på banen, var Il Sensos tapasplatte, som her kaldes affettati misti (109 kr.), byens mest delikate.

Værterne har gjort sig den ulejlighed at opspore fine italienske Piemonte-oste, skinker og pølser, og der er også »dagens specialitet« – en rustik gryderet den aften jeg var forbi – og tiramisu. Læs AOK's omtale