Tør du tage en drink på øverste etage af det skæveste hus i Europa?
Det skæveste hus bygget af beton, i hvert fald. I så fald har du muligheden nu, hvor Nordens største hotel - Bella Sky Comwell - netop har slået dørene op ved Bella Center metrostation.
Hotellet henvender sig naturligvis temmelig direkte til konferencegæster og erhvervsturismen som sådan, men håber også at blive et samlingssted for københavnerne. Og hvordan bliver man så det, når man ligger i den forblæste Ørestad?
Folkene bag håber, at bygningens usædvanlige udseende vil gøre den til et vartegn for byen, som automatisk vil tiltrække gæster - også københavnere - der vil se de »dansende« tårne tæt på - og også se dem indefra.
Og blandt de indvendige attraktioner i hotellet er altså den højt beliggende Sky Bar, som indtager 23. etage i Tårn 2 og har en forpustende udsigt - hele vejen til Sverige på den ene side, og ind over Amager Fælled og København på den anden.
Baren serverer klassiske cocktails og et spændende udvalg af champagne. Kan man løsrive sig fra den imponerende udsigt, kan designinteresserede også gå på opdagelse i interiøret.
Tjek for eksempel det gennemsigtige flygel designet af Poul Henningsen i 1932 (i stål, plexiglas og gedeskind (lyden er kraftigt forbedret i forhold til den oprindelige model, siges det)).
Billedserie: Træd ind i det skæve hotel på Amager
Se hvor mange stjerner anmelder Torben Weirup giver Bella Sky Comwell
Og mens man nyder sin drink, kan man tænke over, at præcis seks etager under Sky Bar ligger Bella Donna-etagen, som er den første hoteletage i Europa, hvor der kun er adgang for kvinder.
Her er værelserne særligt udformet med de ønsker, som mange rejsende kvinder har, hvilket blandt andet betyder spejle i fuld kropsstørrelse, champagne og vin i minibaren (fremfor spiritus og øl) og mange bøjler i tøjskabene.
Og eftersom man sidder allerøverst i det 76,7 meter høje hoteltårn, kan man også underholde sin date, sin forretningspartner eller sin medbragte mormor med, at hvert tårn hælder 15 grader, hvilket giver et »udhæng« på 20 meter fra bund til top, og at den øverste bro, som forbinder de to tårne, kan bevæge sig helt op til 42 centimeter i blæsevejr. Skål!
Læs også: Himlen åbnes over Bella Center
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.