Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 05/05/15

Ruby indtager historisk hjørne med ny cocktailbar

  • Det klassiske Brønnum gør klar til dagens cafégæster. Foto: Walter Månsson Foto: Ikke oplyst

    Det klassiske Brønnum gør klar til dagens cafégæster. Foto: Walter Månsson

En af hovedstadens mest ikoniske cafeer genopstår i nye klæder. Ejeren står bag nogle af verdens bedste cocktails.

I omkring 125 år drev familien Café Brønnum i stueetagen af Brønnums Hus klos op ad Det Kgl. Teater og Kongens Nytorv, og efter flere år uden servering genåbner stedet, der var meget besøgt af skuespillere, forfattere og andre kulturpersonlig­heder.

»Vi åbner en bar med fokus på cocktails og champagne. Jeg regner med, at det bliver i oktober eller november, og jeg er 99 procent sikker på, at navnet Brønnum går igen.«

Sådan lyder meldingen til Berlingske Business fra Rasmus Shepherd-Lomborg, der er ved at finpudse kontrakten med ejendomsfirmaet Karberghus, som sidste år overtog bygningen af staten.

Læs mere: Her er Kødbyens kreative kontorlandskab

De senere år blev cafelokalerne brugt som billetudsalg af Det Kgl. Teater.

Rasmus Lomborg er, sammen med sin skotskfødte hustru, Adeline Shepherd­-Lomborg, en af hovedstadens succesrige restaurationsiværksættere.

I 2007 åbnede han Ruby ved Gammel Strand, og stedet er flere gange siden kåret som hovedstadens bedste cocktailbar af læserne på aok.dk, Berlingskes gå-i-byen-nyhedsside.

Ruby har også været på magasinet Drinks Internationals liste over verdens 50 bedste cocktailsteder med en 22. plads som foreløbig bedste placering.

»Der er ingen tvivl om, at Ruby er Danmarks førende cocktailbar,« siger Rasmus Schou, restaurantredaktør på aok.dk.

I 2012 åbnede Lomborg et andet cocktailsted, Lidkoeb på Vesterbro, og i år følger så en genoplivning af Brønnum.

Læs mere: Historisk bygning bliver luksuriøst kontorhotel

Rasmus Lomborg venter at investere fire-fem millioner og at få overskud efter et-to år. Og målgruppen er ikke, som nogen måske ville forvente, gæster fra den store teaternabo.

»Det kan man ikke bygge en forretning på med de mange scener, teatret efterhånden har rundt omkring. Vi går efter kvalitets­orienterede, modne mennesker fra 25-30 år og opefter. Nogle, der tager en tur i byen, uden at det involverer diskotek, måske nogen, som spiser en god middag og vil drikke godt bagefter.«

Det genåbnede Brønnum får plads til omkring 150 gæster, og der bliver ansat 24-26 mennesker, fordelt på heltids- og deltids­ansatte.

Tjek også: Hvem er Byens Bedste Cocktailbar 2015?

Efter et halvt års tid forventer Rasmus Lomborg at supplere drikkevarerne med »et lille køkken«:

»Vi vil tilbyde fire-fem-seks små anretninger. Ikke noget, der kan gøre det ud for en middag, men noget, der kan stille den værste sult.«

Der kommer også udendørs pladser, i første omgang i en gård bag huset og nok også foran cafeen, når metroarbejdet et stenkast derfra er afsluttet om et par år.