DR Soft kommer afdæmpet ud af højttalerne på Rio Bravo, som er det mere hyggelige alternativ til at snuppe en sharwama eller sluge en Whopper. Her kan du få rejecocktail, peberbøffer, chokolademousse og kølige fadøl. Du kan også få Rio Bravo-gryden, som er kød, kød, cocktailpølser og kød med brun sovs og pomfritter.

Folk er berusede, men ikke stangstive, stemmeføringen er ikke tordnende, og de tintede ruder virker afskærmende for omverdenens rabalder. Barstolene er sadler, og der hænger kvæghorn, tønder, prærievognhjul på bjælkerne. På en plakat står der ”Tag dig tid til en rød Tuborg”.

Herinde, i hvad der ligner kulisserne til en western saloon, er der god tid.

Se billedserie fra Rio Bravo

Stemningen er høj og luften tyk af cigaretrøg i den propfyldte Amigo Bar. Et par danser, et andet par snaver ovre i hjørnet, mens Morrisseys ”The Youngest Was The Most Loved” blæser ud af højttalerne. Elvis, Monroe, James Dean og Humphrey Bogart kigger ned fra væggene på blandingen af unge studerende og knapt midaldrende mænd og kvinder.

Der er skarpt skårne jakkesæt med tilhørende charmeklud, og der er ternede skjorter, Converse og rygsække. Amigo Bar er en homobar, men det afspejler sig langt fra i de drikkende gæster. Måske nærmere i de slanke bartendere i tanktops, som kækt spørger én, om man ikke lige husker at skrive ens telefonnummer på bonen, for ”det kan være, jeg ringere senere så”.

To unge piger vælter ind på baren, den ene kan knap nok stå på benene. Hvilket bliver endnu tydeligere kort efter, hvor hun forsøger at læne sig op af barens svingdøre og ryger på gulvet. ”Amigo Bar – the place to FALL in love” bliver der grinende råbt, mens den unge brunette forsøger at hive ned i kjolen.

Festen kører i højeste gear på baren, hvor cigaretten bliver rullet ved bordet, begrebet ”krisefisse” bliver forsøgt forklaret og en selvstændig pædagog i slutningen af tyverne fortæller én, at man skal være mere macho, inden man er på vej ud af døren.

Se billedserie fra Amigo Bar

Man skal aflevere sin jakke i garderoben, før man kan komme ind på Guldregn. Og man skal drikke ud, inden man forlader bodegaen. Man må i hvert fald ikke tage ølflasker med sig ud, hvilket en ung fyr i t-shirt, knickers og flip-flops ikke helt forstår de første par gange, han får det stadigt mere insisterende at vide af dørmanden. ”Ja, ja, slap nu af for helvede. Du er sgu da psyko! Jeg er da ikke ude på skrammer,” er svaret.

Indenfor, i hvad der minder om en aflang og meget trang ubåd med erotisk ”kunst” på væggene og terninger og ølflasker på bordene, er langt de fleste folk heller ikke ude på skrammer. Her er hyggeligt, ikke som på Amigo Bar, lidt mere anstrengt hyggeligt, fordi folk er mere bevidste om deres omgivelser, og hvad de synes og skal synes. Kieslowski bliver nævnt i forbifarten af en beruset cardigan, mens MC Einar snurrer på jukeboksen. Tatoveringer titter frem fra kavalergange og skulderblade.

En mand i 40’erne hænger døddrukken på en stol. Spytter mere eller mindre bevidst på gulvet, men klatten bliver hængende i en streng i en evighed. En ung kvinde, der tilfældigvis også er socialrådgiver, spørger ham venligt om ikke, det var på tide, at han skulle hjem i seng. Hun taler til ham i et stykke tid, men stopper brat, da han hvislende spørger hende: ”Vil du stå op, eller vil du dø?”

Oppe ved baren sidder der ældre lædervestklædte ”livsnydere” på barstolene, men ellers er der flest blazere, cardigans, ternede skjorter, sneakers og kjoler med print på unge folk i tyverne og trediverne. Selv om klokken er efter fem, bliver folk ved med at fylde det utroligt trange lokale.

Fyr med smart hat og fyr med smart fuldskæg sidder ved et af bordene og skråler ”4-2, 4-2, Danmark skal til Mexico”. Da vi forlader stedet, er solen stået op, og i det klare lys står en betragtelig gruppe af kvinder i trediverne råbende og grinende i kø for at komme ind.

Se billedserie fra Cafe Guldregn

Flere gader væk hører man de tunge basrytmer, der er altdominerende på Diskotek IN. Når man træder ind på diskoteket, træder man også ind i det forrige årti. Glowsticks, tordnende technomusik, røgmaskiner, stroboskoplys og mennesker der danser for sig selv i flere timer. Inklusive en ældre tamiler i polotrøje, hvis dans mere ligner muskelspasmer.

Her er gruppesnav, mange lyse lokker, kavalergange, korte nederdele, lakstøvler og meget selvbruner. Det er et studie i selvstudie. Hvad der de andre steder måske var anslag til, springer her ud i fuldt flor. Folk, der har scoret, er gået hjem. På dansegulvet forsøger fyrene dog stadig at overtale pigerne. Verbale scoretricks er stort set umulige, da musikken overdøver alle forsøg på samtale.

En fyr vender røven til en pige og hiver op i skjorten, så hun kan se boxershorts. Det virker ikke. Så han knapper helt op for skjorten for at vise muskler og tatoveringer, mens hans øjne siger ”hvad siger du så?!”. Det virker heller ikke. Efter endnu en halv times ihærdige forsøg lusker han væk fra dansegulvet.

Ovre ved en af nødudgangene står en Brian Sandberg look-a-like i baggy jeans og hættetrøje og kaster op gentagne gange, hvorefter han er klar til at feste videre. Men vi er ved at nærme os lukketid, musikken stopper, lyset tænder, og en ung blondine kommer med et ærgrelsens udbrud: ”Årh hvad, jeg kunne godt ha’ danset i et par timer endnu.” I køen til garderoben kan man se de sidste forgæves forsøg på at få en eller anden med hjem. Udenfor er sollyset alt for skarpt. Folk begynder så småt at gå hjem.

Se billedserie fra Diskotek IN