Døren er hårdt rød, og den lille ringeklokke på højre side er indgangsbilletten. Døren er vejen ind i Café Louises underverden. Café Louise bliver på gadeplan omtalt som Louises. Men det er under gadeplan, Louises verden er.

Efter entré gennem den røde dør er der et par trappetrin op til fast værtshusgrund. Klokken er 04.00 natten til lørdag. Selv om røgen fylder hele lokalet, er der stadig masser af plads, og som hunkøn bliver der lige kigget en ekstra gang fra de små grupper af nattens tilhængere, der har slået sig ned på Louises. Der er 34 mennesker på Louises her fire timer efter midnat. Men det er også inden det store indryk, der plejer at komme omkring fem-tiden.

Musikken er en omgang dansk og blandet. Den er på et niveau, så det rent faktisk er muligt at føre de fuldemandssamtaler og smide de pick-up lines, der hører sig til på et værtshus. Belysningen er dæmpet, og selv om tapetet er lyst med fransk lilje-lignende dekorationer i guld og sort, så giver Louises et indtryk af »brun«. Det er paneler og vægge, der ikke er faldet under tapetets klistren, der er brune, og med dæmpet lys og masser af røg fremstår Louises som en ægte mørk hule. Baren er omkring fem meter lang, og enderne går ikke ud til væggen - så kan folk også bestille eller hænge ud på barkanten i enderne. Men klokken 4.00 er baren kun spærret, hvor der sidder tre stamkunder, som ser ud til, at de har siddet der hele natten og har planer om at blive der hele morgenen igennem. En Anissette-lignende bartender går stille rundt bag baren. Hun har overblik og snakker med kunderne. Gerne på fornavn med dem.

»Det er godt at kalde folk ved fornavn, så føler de, at jeg kender dem«, siger bartenderen Susanne med det kulsorte hår. Hun vil ikke opgive sit efternavn på grund af sit job. Hun kommer også på Louises, når hun har fri.

»Jeg må være en af Danmarks mest tilfredse bartendere,« siger den 44-årige kvinde, der har arbejdet på Louises i fem år.

»Der er meget snak om al den ballede, der er på Louises, men jeg ville ikke kunne holde ud at arbejde her, hvis der var ballade hver weekend.«

Det begynder at strømme til med flere gæster. Foreløbigt er der stille, men gæsterne fortæller, at der ikke altid er roligt på Louises med slurke af fadøllene, snak og hvæs i cigaretterne.

»Vi har oplevet et par gange med blod op ad væggene,« siger en af to bodega-piger, som de kalder sig selv. De sidder i Louises bagerste hjørne. Blondinen Sigrid Fredberg, 21 år, med håret kørt tilbage, sidder på en bænk op ad tapetet, og den 22-årig langlokkede brunette, Kirstine Astrup, sidder med skarpskåret pandehår på en stol. De hænger på Louises næsten hver weekend.

»Jeg elsker Louises. Øl, cigaretter og John Mogensen, så bliver det ikke bedre,« siger Kirstine.

Sigrid falder med ind over:

»Det er et blandet crowd, så vi har slet ikke lyst til at tage hjem. Vi vil altid hellere på Louises.«

Grunden til, at Louises lokker, er, at det ifølge pigerne er 90 procent fede mennesker, der vil give den gas. De sidste ti procent er ikke så sjove. Det er gamle drankere og »nederen« folk, der vil slås.

Kirstine Astrup fortæller ivrigt gestikulerende om den vildeste gang.

»Der røg blod ud over mig – sådan her« siger Kirstine Astrup med strakte fingre hurtigt springende mod sig selv, så det er tydeligt at se, at hun fik mandens blod i ansigtet den nat. Sigrid følger op og forsvarer deres elskede Louises.

»Det gik så hurtigt. Det tog måske to sekunder, og så var de smidt ud, og vægge og borde blev tørret af«.

Pigerne har planer om at blive ved med at komme her i lang tid.

Der begynder at komme en rand af fyre omkring bordfodboldbordet bag Kirstine Astrup, der ivrigt følger med i den spændende kamp, som det at dømme efter råb og hyl må være. Randen fyldes også op af fyre, der med en femmer parat og bank i bordet udfordrer vinderne af kampen.

Der bliver gået til den. Der er en italiener, der kan tricks med sine 11 mand på banen mod en fyrig solariebrun dansker med halvåben hvid skjorte, blazer, jeans og sejlersko. Ansigterne er koncentrerede og skærer sig, når det enten virkelig lykkes på banen eller katastrofalt mislykkes.

Klokken nærmer sig 05.00, hvor der kommer så meget tryk på, at Louises må sætte to dørmænd til at afløse ringeklokken for at sikre, at der ikke kommer flere ind end de 102 styk, lokalet er godkendt til.

Der er kommet mange flere mennesker på Louises, men det er ikke som sild i en tønde, som bartender Susanne ellers havde sagt.

Men med bare lidt side-steppen og gnubben op af de brede herrer ved bardisken, er det ikke noget problem at komme op til stamgæste-området fra det bagerste hjørne gennem den smalle gang ved baren. Hvis det går lidt langsomt med at komme fremad, kan man hygge sig med at kigge på i loftet, hvor der er lidt af et morrads af pladecovers med blandt andre ZZ-tops Eliminator, Genesis og Eurythmics med Annie Lennox og Dave Stewarts ansigter tegnet.

Det er ikke kun i loftet, der er en blanding af genre. På gulvet er publikum mindst ligeså blandet.

»Der er kendte, alkoholikere, unge og gamle. Jeg kan lide det blandede miljø – det er skide dejligt,« siger Susanne. Hun fortsætter:

»Det danske samfund SKAL bare have sådan nogle steder som Louises. For nogle af de folk, der kommer her, ville ellers måske socialt isolerer sig eller gå på gaden og lave ballade.«

I de timer, AOK er på Louises, sker der ikke noget ballade andet end lidt snakken med store ord til en meget fuld fyr, der vovede at tilbyde en pige en drink. Det ville hun ikke finde sig i, og der blev talt med store ord af både hende og hendes selskab, da manden formastede sig til at fortsætte med at snakke til hende.

Men der er sket meget værre ting på Louises.

»Min fætter blev dræbt her. Han rejste sig op for bare lige at få styr på, hvad der skete – så blev han skudt.«

Hani Al-Subehis fætter blev skudt ned i efteråret 2006 på Louises. Der er et skudmærke på den ene spillemaskine. Fætteren var lige kommet på Louises efter at have været på arbejde, han var ikke fuld, da han kom til at blande sig - hvor konsekvensernes bagklogskab tydeligt fortæller, at skulle han have holdt sig siddende på bænken. Med store mørke øjne og en alvorlig og åben mine fortæller Hani Al-Subehi om mordet på sin fætter på Louises. Han kender selv morderen, der var en af hans venner. Han er nu flygtet til Pakistan. Louises har til gengæld taget ansvar for noget, der ikke var dets skyld. Louises har sendt 10.000 kroner ned til den dræbtes familie i Jordan.

Klokken nærmer sig seks.

»Normalt betjener jeg folk i tredje eller fjerde række. Det er en meget stille aften.« Der er hele aftenen igennem kun blevet betjent i én række. En nogle gange meget presset række, når alle skal have en hånd på baren, men der har ikke været presset bagfra fra tredje eller fjerde række.

Et par storkysser på bænken til venstre bag Hani Al-Subehi, der står med fronten mod baren. Han er flankeret af skålende fulde folk fra Nyhedsavisen, der er ude og drikke efter fyringerne, og stamkunden Niels. Mens Niels snøvlende taler om den ifølge ham somaliske og jugoslaviske mafia i København, får han ordren fra bartender Susanne: »Nu siger du ikke noget dårligt om Louises, vel?«.

Det lader gæsterne andre om. Inde bag den røde dør fester de bare.