Meget vand er løbet i åen, og meget godt øl er blevet drukket og har fundet vej til supermarkedernes hylder og barernes fadølshaner, siden Danske Ølentusiaster blev stiftet i 1998.
Antallet af mikrobryggerier voksede støt, og selvom nogle har drejet nøglen under finanskrisen, er Danmark i dag et langt mere spændende ølland, end det var i 1998. Det fejrer foreningen Ølentusiasterne med en årlig festival, som i år har 10 års jubilæum.
Øl-festivalen har før holdt til i Valbyhallen, men er de seneste år flyttet ind det gamle Carlsberg-bryggeri. I hallen Tap1, hvor du i år kan smage på humle i alskens afskygninger, blev før tappet millionvis af liter øl på flaske.
Op til 20.000 ølglade gæster fra ind- og udland plejer festivalen at få besøg af. I år er åbningsdagen flyttet frem til torsdag 6. maj kl. 16, hvor øllet vil flyde fra hanerne indtil lørdag 8. maj kl. 23, hvor de københavnske øldage lukker og slukker.
Mød øl-guru og hør mandskor
Torsdag og fredag kan du smage øl med den anerkendte engelske øl-bogsforfatter Tim
Webb, der også vil signere sine bøger på festivalens scene begge dage, hvorfra du også kan høre Gevinge
Småborgerlige Variable Mandekor af Sprøde Drukstemmer træde op torsdag
aften.
Et af festivalens højdepunkter er den store konkurrence i håndbryg, som bliver afgjort lørdag, hvor vinderen modtager ølfolkets hyldest på scenen.
Blandt de mere prominente stamgæster på festivalen er brygmester Garrett Oliver fra amerikanske Brooklyn Brewery og chefbrygger George Reisch fra det meget store Anheuser-Busch-bryggeri,
Smagsprøver koster
Festivalen er ikke et ta-selv-bord af gratis smagsprøver. For at holde
en vis standard og holde tungen lige i munden, er der indført et
betalingssystem. Med i entreprisen får du udleveret et officielt
smageglas, der er på størrelse med et cognacglas. Det kan du få fyldt
med øl mod bytte af en polet. Det gælder dog ikke enkelte særlige eller
sjældne øl, hvor du må nøjes med et halvt glas.
Se de over 50 bryghuse og firmaer, der har stande på festivalen på festivalens eget website.
Trænger du til fast føde, kan du i cafeen købe pølser og sandwich.
Alkoholpolitik
Festivalen har sin egen alkoholpolitik og forbeholder sig ret til ikke
at lukke folk ind, som på bedste konfirmandvis har drukket sig fulde
hjemmefra, og til at sige pænt tak for i aften til dem, hvor promillen
skaber problemer for deres omgivelser. Ølfestivalen er ikke for
fulderikker, men for folk, der gerne vil udforske og udfordre øllets
mangfoldighed.
De ølglade arrangørerer anbefaler, at man tager S-toget og står af ved Enghave Station og lader bilen blive hjemme, når man skal smage øl, men det er muligt at betale sig fra parkering på en parkeringsplads på Ny Carlsbergvej overfor TAP 1.
Formålet med festivalen at præsentere øl som en alsidig oplevelse af høj kvalitet. Så godt som samtlige danske bryggerier og importører deltager. Festivalen er målrettet imod et bredt publikum, både dem med en særlig interesse for øl, og dem, der blot er nysgerrige. Alle kan her få lejlighed til at prøvesmage produkter fra den enorme mængde mikrobryggerier, der efterhånden er skudt op i Danmark! De enkelte smagsprøver betales med poletter
Entrébilleter kan købes på Billetnet.dk fra 15. februar til enten kr. 200, der er inklusiv Festivalguide, smageglas og 10 poletter, eller til kr. 100, der er inklusiv Festivalguide og smageglas. Ved festivalens entré kan kun købes 100-kroners billetter, altså uden poletter. Disse kan købes ved informationsskranken, og det er også her, du køber ekstra poletter.
Det bliver tredje gang, jeg tager på ølfestival. Det bliver spændende og sjovt.
Det glæder jeg mig meget til :-) Plejer at være en kanon begivenhed.