I København ved alle, hvilken aften det har været, hvis man adspurgt om, hvornår man gik hjem, svarer: Vi gik på Andy’s. Så ved man, at det var en af de aftener. En af de aftener, hvor ingenting var, som det plejer. Hvor et stenalderagtigt gruppeinstinkt pludselig greb selskabet og gjorde det umuligt at skilles og gå hjem i seng, selvom det for længst havde været mest fornuftigt.
På Andy’s Bar kan alting ske. Du kan møde Leoparden og ende dine dage i med benene skåret af i en sort affaldssæk i Klerkegade. Du kan have en lang samtale med en senil alkoholiker, som ikke kan tale. Du kan blive budt hot dog af én, du aldrig har set før. Alting kan ske, fordi en del af vores bevidsthed på dette fremskredne tidspunkt af natten er opløst i sprit, og en del af vores fordomme og angst overfor alle anderledes er fordampet sammen med de forsvarsmekanismer, der beskytter os i fuldt dagslys.
Alle byer har deres Andy’s Bar: Et værtshus, som enten kun lukker en halv time om formiddagen for at feje de værste branderter ud og vaske gulvet, eller blot holder åbent længe efter den almindelige småborger er gået i seng og har stille vækkeuret.
Fælles for gæsterne her er, at alle er lige. Den alkoholiserende stamgæst er på hjemmebane og bærer sin promille bedre end julefrokostgæsten med det pæne tøj og det prestigefulde job, og det giver gensidig respekt. Hvis man ikke var nysgerrig og venligtsindet overfor sin næste, var man gået hjem for længst. Vi ved godt, at ingen har noget at sige hinanden på, når vi er nået til Andy’s.
Er man ikke vant til marginaleksistenser, kan man møde sine grænser på Andy’s. En mand, der galper påståeligt højt og aldeles uforståeligt, er det første jeg lægger mærke til, da den tykke dør er lukket bag os, og vi står som sild i en tønde fuld af folk i alle aldre, der kun har det til fælles, at deres promille er et godt stykke over, hvad færdselspolitiet accepterer bag et rat.
Langsomt, som når man forsøger at komme frem til scenen til en stor koncert, åler vi os længere ind i lokalet. Ingen ledige borde. Kun hos den hvidhårede galper med Einsteinhåret, de vidtopspilede øjne og den markante næse. Jeg får en ung, kemistuderende til at rykke lidt på bænken, så jeg kan få en siddeplads. Den gamle tier holder inde for en stund, og mumler i stedet en remse om, at ham er senil. Han ser på mig og siger noget, jeg ikke forstår, men jeg ser at hans øjne er venlige og sigende, og jeg nikker og smiler. Selvom om man er senil og fordrukken, sætter man pris på, at folk hører efter, hvad man siger. Hans udtale lader en del tilbage at ønske, men jeg forstår, at han har været kunstner og har malet. Igen og igen lader han sin pegefinger følge sin næses linje, og nikker sigende til mig.
En anden, lidt yngre mand slår sig ned. Han ligner noget fra den Wikke og Rasmussen-film, som begynder med, at hovedpersonen banker på en dør, og siger: ”Mor er død, kroen er solgt, og nu er jeg taget til byen, for at starte et nyt liv.” Han har krøller, et buttet ansigt og runde, svømmende øjne. Han vil spille terninger. Jeg takker nej – jeg er talblind og holder mig derfor fra den slags. Men spørgsmålet er ikke møntet på mig, snarere på de to andre musketerer omkring bordet. Den ene tilbyder ham en øl uden spil, hvilket han bliver meget fornærmet over. Det handler jo ikke om at platte sig til en øl, men om spillet, processen, som han forklarer. Det at være sammen.
At sidde sammen, som vores forfædre sad med flokken omkring bålet, mens man spiller terninger i et par timer, eller har en snak med en fremmed, senil mand. Tag din nysgerrighed med, når du går videre ud i natten, og husk at du måske træder ind på bar, som også fungerer som andre folks dagligstue.