...
Skrevet i anledning af Culture Box' fødselsdag 15. januar 2009
Det er nu fire år siden, at Københavns førende elektroniske musiktempel slog dørene op for første gang og med ét ambitiøst slag ændrede landskabet i det københavnske natteliv. Pludselig havde hovedstaden fået en fast natklub med 100 procent fokus på elektronisk musik. Byens første - og på daværende tidspunkt eneste - af slagsen. Med sortmalede vægge, råt interiør og et stort lydanlæg. Et fast sted at tage hen hver fredag og lørdag med håndplukkede dj’s fra det store, elektroniske verdenskort. Åbnet og drevet af to dedikerede musikentusiaster.
»Jeg stod jo og arbejdede i pladebutikken Loud og snakkede med en masse folk«, fortæller klubbens ene medejer og grundlægger, Kenneth Christiansen, om den tid for godt fire år siden, hvor han sammen med makkeren Loker Sander tog beslutningen om at åbne klubben.
»På daværende tidspunkt tog hele vores vennekreds nærmest til Berlin hver weekend for at feste. Det syntes vi var ærgerligt. Der manglede virkelig et sted i København, hvor man kunne høre elektronisk musik hver fredag og lørdag, og hvor folk kunne sætte deres eget præg på arrangementerne i stedet for at rykke rundt på forskellige steder i byen«.
Og det fik hovedstaden så midt i januar 2005, hvor Culture Box kom til verden med et brag af en åbningsfest, som folk stadig taler henført om. Siden har klubben trukket en imponerende perlerække af verdensnavne til byen. Dj’s, som normalt spiller på langt større klubber og til langt større honorarer, men som kommer for at opleve stemningen på den dedikerede klub med det entusiastiske publikum. Og hermed fik Culture Box hurtigt et godt ry ude i det globale elektroniske landskab og har i dén grad fået placeret København på verdenskortet for elektronisk musik.
Men hvad er det egentlig for et sted? Hvem er det, der kommer der? Hvordan kan en rendyrket og komplet kompromisløs elektronisk klub overhovedet overleve i en by af Københavns lille størrelse? Og kan man egentlig score derinde? AOK har talt med en håndfuld stamgæster, der alle vil være at finde på dansegulvet 17. januar, når Culture Box fejrer sin fjerde fødselsdag.