Januar 2007. To gange Dora drikker sig fulde i Reykjavik. I den ene Doras lejlighed. Jack Daniels on the Rocks. Dolly Parton synger Jolene. Igen og igen, mens de længes væk. Langt væk fra Island og det, de kender, og alt det, der bare er, som det plejer. Alt for meget som det plejer. Kedeligt. Åh, så kedeligt.

September 2008. To gange Dora drikker cola i København. På deres fælles bar. I baggrunden skramler kaffemaskinen, et par gæster snakker, musik ligger som et tyndt lydtapet under fortællingen om at nå fra lejligheden i Reykjavik til baren i Kødbyen. En historie, der hele tiden indeholder ord som »rigtigt, lykkeligt, godt.«

Det er historien om baren Jolene, en stor succes i det københavnske natteliv. Men også historien om to islandske piger, der tog til København for at lave en bar. Og en del af historien om Den Hvide Kødby, der ikke længere kun er hjemsted for slagtere, engros-supermarkedet Inco og forhandlere af kobbergryder og foie gras, men som lægger rum til fester ugen igennem.

På Karrierebar, hvor søskendeparret Hein har integreret kunsten i et spisested og en bar. På Kødboderne 18, hvor der er plads, industrielt og uordnet. Og på Jolene, hvor der er ... hyggeligt og festligt. Gamle, skramlede møbler, indrammede korsstingsbroderier, sjove lamper, sære tapeter, farvede stole og et menuskilt i messingramme i den ene ende af baren. »Get drunk« står der. Mælken til kaffen er økologisk sødmælk, øllene drikkes af flasken.

»Man skal kunne komme en torsdag aften efter at have siddet og set en film i sin pyjamas. Bare tag en trøje over og kom ned og drik noget rødvin med veninderne,« siger Dora Duna:
»Men man skal også kunne komme torsdag, hvis man har lyst til at være lidt glamourøs. Det er der også plads til, og så er der fest her, crazy party,« siger Dora Takefusa.
De kender hinanden fra Island:
»Hvorfra? Jamen, det er nemt at kende hinanden i Reykjavik, alle kender alle. Det er mere om at vælge, hvem man vil være venner med, men vi har mødt hinanden gennem Doras bror,« siger Dora Takefusa:
»Vi er meget tætte, vi er som søstre.«

I Island havde hun en bar. Den anden Dora blev ansat for fem år siden. Og sådan arbejdede de sammen, indtil de kedede sig så gudsjammerligt for halvandet år siden. Tog til København i ti dage i januar 2007. Kiggede på steder, man kunne åbne en bar.
»Folk sagde »det er umuligt, det kan I ikke« og de sagde »Nå, I vil åbne en bar, jer to piger? Jeres kærester må være meget rige«, og vi måtte bare sige »næh, ingen kærester«, og jo mere de sagde »det er umuligt«, jo mere tænkte vi, »det kan vi godt.« siger Dora Takefusa.
Hun taler mest. Dora Duna sidder ved siden af og nikker. Og fletter ord ind i Dora Takefusas sætninger. Den ene er mørkhåret, den anden lys.
»Det var både fordi vi ville åbne en bar, så vi havde et job selv, og fordi vi ville lave et sted, vi selv havde lyst til at hænge ud. Et afslappet, roligt sted, men hvor der også er fest. Med gode dj’s,« siger hun. Så det gjorde de. Åbnede en bar på Ydre Nørrebro i Sorgenfrigade.

»Den skulle være anderledes end de steder, vi havde besøgt i København. Her er tingene meget delt op. Enten har man en cocktailbar eller en bodega eller en cafe. Vi ville lave en bar,« siger hun.
»Vi er ikke en cocktailbar. Get the message out, man!« siger Dora Duna:
»Vi kan shake lidt vodka og kahlua for dig, det er alt. Drenge kan heller ikke komme på en bar, som ejes af to piger, der drikker Jack Daniels, og så bestille cocktails. Det ser ikke godt ud,« siger Dora Takefusa og griner.
»Jolene er en bar.«
Og en succes. Så stor en succes, at Jolene i Sorgenfrigade kun havde åbent i fire måneder:
»Der havde ligget en cafe før, som lukkede kl. 22. Så åbnede vi. Og naboerne syntes, det var for meget allerede den første aften, da vi havde 500 mennesker, som stod udenfor. Det var de ikke vant til. Vi fik testet på alle måder, og det viste det sig, at huset bare ikke var bygget, så der kunne være bar. Selv når musikken var meget lav, kunne man høre folks stemmer gennem bygningen, så vi lukkede, og så gik vi i gang med at lede efter et nyt sted,« siger de.

De løfter begge øjenbrynene synkront og siger i kor NEJ adspurgt, om de overvejede at give op.
»Nej da. Nej. Jolene skulle bare finde et nyt sted. Det var ikke en mulighed, nej,« siger Dora Takefusa:
»Jolene var jo en kæmpe succes, og vi havde også investeret en masse penge i baren, dem ville vi ikke bare lade forsvinde,« siger hun.
De fortæller om lukningen med et skuldertræk. Som de fortæller om at banke en succes op med antydningen af et smil.
Hvordan kan I? Hvordan turde I tage til et fremmed land og åbne en bar?
»Vi er islændinge. Vi gør sådan noget,« siger de og griner.
»Jamen, det gjorde vi bare.«
Og det gjorde de bare. Rykkede ind i Kødbyen som den anden bar i byens nyeste festkvarter, hvor unge, kreative kræfter, fotografer, reklamebureauer, bookingbureauer og barer, natklubber og spisesteder blandes med det gamle liv i Kødbyen, med slagtere, opskæring, salg af spegepølser, lange stykker bacon, kød på kroge, Kalus foie gras, knivsliberiet og Inco, hvor restauranter og cafeer køber ind til dagens menu og det, der altid er på kortet. Spandevis af mayonnaise, syltede agurker, friske fisk, det evige tilbud på argentinsk oksekød, forskrællede kartofler og posevis af frosne grøntsager i det enorme fryserum, hvor man går ind i termofrakke og en lille frygt for at døren smækker for altid.

Et københavnsk Meatpacking District, inspireret af slagterkvarteret i New York, hvor cafeer, restauranter, dyre mærkevarebutikker og femstjernede hoteller nu blander sig med den søde duft af blod og velhængt kød.
»Vi havde hørt om det og tænkte, at det var det perfekte sted til Jolene,« fortæller Dora Takefusa.
»På Vesterbro, centralt i byen, men ikke i indre by. Og lidt gemt. Her skal folk vide, at vi ligger. De skal have hørt om os for at komme her,« siger hun.
Dora Duna nikker:
»Og området er godt. Sådan lidt råt. Gemt inde bag alle lastbilerne. Man skal helt hen til døren for at opdage, at her ligger en bar,« siger hun og nikker ud mod Incos lastbiler. Til venstre lastes de. Til højre ligger Karriere Bar med bænke foran og et springvand.

»Nu er Jolene kommet hjem,« siger Dora Takefusa. Hun taler tit om baren, som om hun er en selvstændig person:
»Det var som om, at før turde Jolene ikke at hæve stemmen, så hun hviskede. Her kan hun feste som hun vil,« siger hun.
»Sprede sine vinger og folde sig helt ud.«
Dora Duna siger:
»Her er plads til det hele. Også den vilde fest. Det er det perfekte sted til os.«
Hvad laver I om fem år? Er I stadig på Jolene?
De griner. Dora Takefusa peger på blokken.
»Skriv det. »Latter«. I organiserede danskere, det vil I altid vide. Det ved vi da ikke lige nu. Om fem år? Lad os nu se. Der er masser af muligheder, men nu skal Jolene lige lære at gå helt på sine egne ben, det er jo vores lille baby. Så ser vi, hvad der sker. Men lige nu er alting godt.«

De griner. Udenfor er Kødbyens bygninger hvide. Der er lys i det pink neonskilt. Jolene står der.
»Den kunne da ikke hedde andet. Vi hørte altid den sang.«
For der var engang hjemme på Island, hvor de kedede sig så skrækkeligt. Men så tog de til Danmark og åbnede en bar, hvor de endte med at sidde og drikke cola – og af og til lidt Jack Daniels. Mens de grinede. Sammen.

Stem på Byens Bedste Fest og andre Byens Bedste her