...
Distortion-festivalen ligger kun få uger ude i fremtiden, og med offentliggørelsen af det fulde musikprogram kan festivalfans nu for alvor begynde at glæde sig.
Tidligere har navne som Chromatics, Mike Skinner og Michael Mayer været fremme som Distortions musikalske bannerførere, men nu er hele det samlede musikprogram klar. For at få adgang til alle koncerterne, skal man investere i et turpas, men så er der også musik for alle pengene.
Vil du feste allerede nu? Så læs også: Her er denne weekends bedste fester
I år er det især reggae, dancehall og hip hop, der står stærkt - med navne som DJ Funk, den amerikanske rapper Tyga, rapper duoen M.O.P. og den britiske DJ Andrew Weatherhall.
Men der er også en masse danske kendinge på programmet, der kommer rundt om de fleste musikgenrer. På årets Distortion kan man nemlig høre alt fra Trentemøller og Spleen United til Suspekt og Kidd.
Desuden er der DJ-sets fra andre stærke, danske navne som Vinnie Who, Kasper Bjørke, Mike Sheridan, Pato, Lulu Rouge og Djuna Barnes.
Og endelig er det nyeste og hotteste danske musik også stærkt repræsenteret med blandt andet Kesi, Eloq, Klumben, Dig & Mig og EagerStunn.
I næste uge bliver sløret løftet for, hvor du kan høre musikken, der skal være soundtrack til årets festival. Distortion forsikrer, at man har fundet "spektakulære venues, der støtter op om kunstnernes magi og skaber en sublim oplevelse".
Se det fulde musikprogram til Distortion her.
Hvad: Distortion 2012
Hvor: Indre By, Nørrebro, Vesterbro
Hvornår: 30. maj til 3. juni
Hvordan: Køb billetter til Distortions musikprogram her.