Omtale
Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 19/02/18

Guide: 5 steder med afterski-stemning i København

  • Foto: Ikke oplyst
Er du lige vendt hjem fra skiferie, og drømmer du dig allerede tilbage til store fadøl, tyrolermusik og jägerbombs? Fortvivl ej. AOK guider til fem steder med afterski-stemning i København.

Heidi's Bier Bar

Vestergade 18 A
1456 København K

Den med tyroler-outfits

Foto: Ikke oplyst
Leder du efter et sted at mødes med skislænget for at genopfriske afterski-minder i bedste østrigske bierstube-stil, så skal du gå på Heidi’s.

Her er barpigerne klædt i tyrolerkjoler und alpenstrümpfen, og de svinger kækt fletningerne til de tyske slagere, mens de skænker den ene store fadøl efter den anden. De mandlige bartendere er iført tyrolerskjorter og langt, sort forklæde.

Se også: København har fået en ny hiphop-bar

Ligesom på skisportsstederne i Østrig kan du her få en iskold Jägermeister, en Kleiner Feigling eller en Flügel, som bliver lavet af blåbærvodkaen Roter Eristoff.

Heidi’s Bier Bar har tre barer: En i stuen og to på første sal. Baren blev åbnet i juni 2004 af fem gutter, som havde stået på ski sammen og arbejdet på Australian Bar og i Boltens Gård. Så de ved, hvordan man holder en ægte afterski-fest.

Hvad: Heidi’s Bier Bar
Hvor: Vestergade 18 A, København K

IndoorSki

Egegårdsvej 76
2610 Rødovre

Den med ski på

Foto: Morten Germund
Man skal faktisk ikke langt væk fra København, før det bliver muligt at kombinere øldrikning med skiferiens egentlige formål – nemlig skiløb.

Turen ned ad autobahn er slet ikke nødvendig, for i Rødovre findes en stor hal, hvor man kan stå på ski indendørs på en mekanisk bakke, der bevæger sig under skiene, og få tips og tricks af dygtige skiinstruktører. Det er en god mulighed for at få pudset stilen af og ikke mindst en god undskyldning for at tage på afterski med vennerne eller familien.

Se også:Vovehalse hopper i havnen fra Operaen igen

IndoorSki, som stedet hedder, har sikret sig en spiritusbevilling, og i forbindelse med skibakken har ejerne således anlagt en hyggelig afterski-bar i bjælkestil, som minder om et alpeværtshus. Her kan man smide skistøvlerne og hvile benene, mens man nyder en dejlig kold øl eller en lækker drink, der smager af sol og sne.

Man kan få skilektioner og tage på afterski hos IndoorSki fra kl. 15 til 21.30 på hverdage og fra kl. 10 til 19 i weekenden.

Hvad: IndoorSki
Hvor: Egegårdsvej 76, Rødovre

Tyrolia Bier Klub

Vestergade 12
1456 København K

Den med lederhosen

Foto: Anders de Lichtenberg

Midt i et af Københavns mest berygtede festkvarterer ligger en bar for skibumser, der savner stemningen fra bjergene. Den hedder Tyrolia Bier Klub og har til huse på adressen Vestergade 12 i Indre By.

Når man kommer ind ad døren, kommer man hurtigt i afterski-humør. For her står en snescooter, og schlagerhits buldrer ud af højtalerne. Langs væggene er båse med træborde og -bænke, og hvis man er hurtig, kan man sikre sig en siddeplads i kabineliften.

Tyrolias barpersonale er iført lederhosen, og i baren kan man få alle de drinks, man kender fra skiferien. Der er både stribevis af jägerbombs, øl, Flügel, Fernet Branca, Aperol Spritz og selvfølgelig gaven til maven – Underberg.

På dansegulvet kan man svinge hofterne og basarmen, og hvis man er heldig, kan man få en svingom med en snemand. Tyrolia har nemlig en mindre hær af hvide, buttede snemandsmaskotter, som af og til kigger forbi og sætter fart på festen.

Hvad: Tyrolia Bier Klub
Hvor: Vestergade 12, København K

Alpehytten

Gothersgade 33 a, kld.
1123 København K

Den med dans på bordene

Afterski på Café Snesko i Val Thorens Foto: Stine Larsen
Midt i Gothersgade ligger Alpehytten, der åbnede dørene for første gang i 2010. Her kan man få stillet alle sine afterski-abstinenser. Her er det tilladt at stå på et træbord og skråle med på afterski-slagere, mens man bunder Jägermeister og Red Bull året rundt.

Baren er især kendt for at tiltrække det yngre publikum, da det er en afterski-bar med billige drinks og løssluppen stemning, som man kender det fra Alperne. Og hvor skulle den ligge, hvis ikke i Gothersgade?

Der er bjælkehyttestemning med snowboards og ski på væggene – og en happy hour, der starter fredag kl. 16, så man kan trille direkte fra arbejde og på make-believe-skiferie.

Og hvis man virkelig vil gå all-in på skistemningen, kan man bestille »den legendariske bowle« til 395 kr. - fyldt med Eristoff-vodka, Jägermeister og Red Bull. Men så skal man bestemt ikke have for mange planer dagen efter.

Hvad: Alpehytten
Hvor: Gothersgade 33, kælderen, København K

Biergarten

Bernstorffsgade 7
1577 København V

Den i Tivoli

Foto: Bjarke Ørsted

Tivoli har sin helt egen afterski-bar med alpestemning lige over for Hovedbanegården. Stedet hedder Biergarten og byder på masser af ølhygge.

Biergarten er indrettet med pejs, langborde af træ og skiudstyr på væggene, så det minder om en ægte østrigsk bjælkehytte. Tjenerne har tyrolerdragt på og skænker Edelweiss og andre lækkerier fra hanerne, og i bedste Oktoberfest-stil kan man selvfølgelig få en halv eller hel liter øl i store glaskrus. Man kan være helt sikker på, at øllet har den rigtige temperatur, for baren har et særligt system, der sikrer, at øllet i fustagerne altid har stået koldt i minimum 24 timer og køles på vej gennem slangerne til baren.

Se også:Indre By får ny bar og butik med masser af specialøl

Hvis sulten melder sig, er der også råd for det. Tivolis Biergarten serverer nemlig også tyske specialiteter til både den store og lille sult. Der er bl.a. sauerkraut, bratwurst og pretzels på menuen.

Biergarten holder åbent torsdag til lørdag kl. 16 til 02 hele året – også selv om resten af Tivoli er lukket.

Hvad: Biergarten
Hvor: Bernstorffsgade 7, København V