Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 16/02/11

Fra bartender til startender

  • Terkel Kleist, arbejder på Salon 39. han forbereder sig på Battle of Scandinavia. Foto: Jens Astrup, ScanpixTerkel Kleist, arbejder på Salon 39. han forbereder sig på Battle of Scandinavia. Foto: Jens Astrup, Scanpix
De københavnske cocktailbartendere bliver dygtigere og dygtigere. Men er vi gode nok til at vinde en landskamp i knivskarp cocktailkunst? Det afgøres mandag 21. februar.

...
Barchefen på Oak Room, Carl Wrangel, kunne godt tænke sig at bungyjumpe, mens han mixer en cocktail. »Jeg tror, man kunne lære sindssygt meget af sådan en oplevelse«, siger han.

Eksemplet er ikke hevet ud af den blå luft eller fra toppen af en kåd tequila-rus, men fra den legendariske, newzealandske cocktailkonkurrence 42BELOW – et bartender-VM, der blander kreativ cocktailmixning med ekstremsport. De deltagende hold af bartendere udsættes for nervepirrende, adrenalinpumpende oplevelser efterfulgt af kreative udfordringer.

Først bliver man smidt ud fra en bro i 42 meters frit fald. Derefter skal man komponere en cocktail på syv minutter ud af wasabi, figen-yogurt og hasselnødder. En god cocktail, altså.

Helt så vildt bliver det ikke, når bartenderkonkurrencen Battle of Scandinavia rammer København i weekenden. Men grundidéen er den samme. Det gælder om at skubbe til sine grænser, improvisere og have det sjovt.

Deltagerne – tre danske og tre svenske bartendere, som dyster mod hinanden holdvis – bliver udfordret på forskellige måder over to dage. I en af udfordringerne – »First Day at Work« – skal de kunne bevæge sig hjemmevant i en bar, de ikke kender, og improvisere elegant ud fra et cocktailkort, de først lige har set. I en anden bliver de bedømt på, hvor gode de er til »japansk bartending«.

Inden da skal deltagerne igennem en tung, skriftlig prøve, hvor de virkelig skal have styr på faget. Og Carl ville elske selv at deltage. Men han er en del af trekløveret Copenhagen Cocktail Club (læs om CCC i spalten til højre) og dermed en af arrangørerne.

»Vi ville lave en konkurrence, der udfordrer bartenderne på en ny måde«, siger han.

»Det er ikke nok bare at komme op, superfokuseret, og lave sin drink, bum. Så kan drinken sagtens være vildt god, men hvis man ikke har det sjovt samtidig og kan underholde sine gæster, så er det lige meget«.

DM i Klassisk Cocktail afholdes ugen efter Battle of Scandinavia. Her skal deltagerne kun lave én cocktail. Carl har tidligere været dommer i DM. Men han synes, der er for mange regler – blandt andet for hvilke produkter, man må bruge. Så nu laver de deres egen ting i stedet for. Også for at vise, hvor kreativ den københavnske cocktailscene er blevet.

»Der er kommet mange flere passionerede og dygtige bartendere, og der er kommet kæmpe gang i den. Miljøet er vokset i den helt rigtige retning i de sidste par år«, siger han. Og københavnerne er fuldt med.

»Det lyder dumt, men Mad Men har gjort for klassiske cocktails, hvad Sex and the City gjorde for Cosmopolitans,« smiler Carl. Nu vil københavnerne pludselig gerne have cocktails, der er voksne og vellavede og smager af spiritus. Kvalitetsspiritus, vel at mærke.

»Tidligere var folk fuldstændigt ligeglade med, hvad de drak«, fortæller Carl. »Men nu ved folk, hvilken sprut de vil have. Der er sket en kæmpe udvikling på tre år. Især det sidste halvandet år er det gået rigtig hurtigt,« siger han.

Vi har stadig en meget speciel drikkekultur i Skandinavien, hvor folk drikker sig ned i weekenden og til gengæld ikke går så meget ud fra søndag til tirsdag for at drikke cocktails, siger han. Discountbarer med happy hour hele natten frister stadig mange. Det er den udfordring, de seriøse cocktailbartendere har. Men det er blevet meget bedre.

Og interessen fra gæsternes side er nu blevet så stor, at København får sin egen spiritus- og cocktailfestival – Copenhagen Spirits and Cocktails. Den indtager byen i næste uge, med Moltkes Palæ som centrum for begivenhederne. Festivalen lægger blandt andet rammer om DM i Klassisk Cocktail og den årlige Havana Club-konkurrence.

Service er det vigtigste
Bartender Terkel Kleist fra Salon­ 39 på Frederiksberg er en af dem, der deltager i Havana Club-konkurrencen. Han deltog også i DM i cocktail sidste år.

»Det var virkeligt godt afholdt, men den ligger lige op af Havana Club, så jeg kan ikke nå at forberede mig 100 procent til begge to. Derfor tager jeg den, hvor min yndlingsrom i hele verden er med«, smiler han.

Han er også med på det udvalgte danske hold på tre bartendere, der skal forsvare de danske farver i Battle of Scandinavia. Under semifinalerne var han den eneste ud af 19 dystende bartendere, der klarede én af prøverne med et målebæger. Og jojo, den slags ting er selvfølgelig vigtige. Men teknikken kan man lære, siger han. Med tre måneders hård træning og alverdens informationssøgning på internettet kan enhver lære at lave gode drinks. At være en rigtigt god bartender handler om noget helt andet, mener han. Knivskarp service.

»Man skal være rigtigt god til at kigge på personerne i baren, og så finde ud af, hvad de vil have, og hvordan man kan give dem det. Det er kunsten,« siger han. De diskuterer det stadig på Bar 39, fortæller han. Det er en hel videnskab at regne ud præcis hvor mange mennesker, de kan lukke ind, og stadig give den enkelte gæst den helt optimale oplevelse. Det lykkes ofte for dem. Men det kan hele tiden blive bedre.

Han mener, at den vigtigste udvikling, der er sket på den københavnske cocktailscene siden hotelbarerne (på Skt. Petri, Hotel 27 (med Honey Ryder Cocktail Lounge) og Fox) kom til, er, at de gode barer er rykket ud til selvstændige bartendere.

»På steder som Salon 39, The Union, The Office, Ruby, 1105 og Brass Monkey bliver drinksene lavet, som bartenderne gerne vil have det, ikke som en eller anden food and beverage-manager på en hotelkæde synes. Og det kan man mærke. Kvaliteten er gået sindssygt meget op«, siger han.


De enkelte barer er samtidig blevet mere specialiserede og fokuserer for eksempel enten på japanske fusionscocktails som Umami eller tiki-cocktails som Brass Monkey. Og det har gjort stemningen mellem bartenderne meget bedre, siger han. For nu konkurrerer de ikke længere direkte med hinanden. Bortset fra i konkurrencerne, som i hans øjne primært har en social funktion.

»Vi arbejder jo allesammen i weekenderne, så vi kan ikke besøge hinandens barer så meget, som vi gerne ville. Så er konkurrencerne en god måde at mødes på«, siger han.

Fra bartender til "star-tender"
Derudover skaber konkurrencerne naturligvis også opmærksomhed om den enkelte bartender. Og de kan være med til at bane vejen fra bartender til »star-tender«.

»Hvis man vil være en karrierebartender, eller star-tender, som man kan kalde det, så gælder det om at promovere sig selv på nettet og til barfestivaler«, siger Terkel. Det er dog ikke lige i selvpromoveringen, han lægger sit fokus.

»Jeg synes bare, man skal give god service og lave gode drinks. Så kan det være, det andet kommer på et tidspunkt«, siger han.

Hvor mange startendere, der er i Danmark, må bargæsterne være dem, der skal svare på, siger han. Hvis en københavner, der går på bar ofte, kan nævne fem bartendere ved navn, så har vi fem startendere, siger han. Hvis personen kan nævne to, så har vi to.

Terkel Kleists egen ambition er at åbne sin egen bar. På et tidspunkt. Lige nu er han mere end tilfreds med at være, hvor han er. Og suge endnu mere viden til sig. Han aer nærmest tapetet, mens han fortæller, hvor meget han elsker at være bartender. Alle aspekter af det.
»Hvis man har valgt at være fuldtidsbartender, er det fordi man simpelthen ikke ville være lykkelig andre steder«, siger han.

Du kan opleve, hvad han kan, til Battle of Scandinavia mandag 21. februar. Og hver weekend bag baren på Frederiksberg.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Terkel Kleist

Hold øje med ham!
Stor ros for altid at kunne overraske mig (positivt) og ramme alle nuancerne jeg spørger efter. Din kreativitet har virkelig taget et STORT skridt i den rigtige retning de senere år.

 

Bliv opdateret på byens koncerter, cocktailbarer, klubber og alt der rører sig i nattelivet hver uge.

email:

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester