...
Galore betyder »i store mængder«, og det er præcis, hvad arrangørerne af den farvestrålende Galore-festival vil give gæsterne: Urban gadekunst i massevis, kombineret med musik og festlighed, som kører nonstop i 72 timer - med mere end 60 musikere på programmet (på to scener) og over 150 kunstnere, der udfolder sig på tusind kvadratmeters udstillingsplads fyldt med utraditionelle installationer og graffitivægge.
Blandt de mange ting, man kan opleve undervejs, er kreationen af et 200 kvadratmeter stort vægmaleri af den spanske gavlmaler Aryz, som er et af verdens største streetart-navne. Det er noget af et scoop at få et af hans farvestrålende gigantværker placeret på en gavl i Valby.
Festivalen kickstartes torsdag 16. august kl. 16 med en tale af Pia Allerslev, og så går det ellers løs med fest og udstilling i en farvestrålende kombination i tre dage.
Hvad: Galore - Urban Arts Festival
Hvor: KraftWerket, Valgårdsvej 2, Valby
Hvornår: 16. - 18. august
Hvordan: Ganske gratis
Tjek musikprogrammet og de udstillende kunstnere på Facebook.