Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 26/08/09

Det er ren lykke!

  • Foto: Martin Stampe Foto: Martin Stampe
Den nyåbnede swingklub Zoot Suit indtager Ideal Bar hver torsdag. AOK tog med til åbningsaftenen og opdagede, at swing er den rendyrkede opskrift på godt humør.

Se AOKs pulserende billedserie fra en aften med swing i hos Klub Zoot Suit  

Klokken er kun 21.30, men dansegulvet på Vegas Ideal Bar er allerede helt fyldt med ivrigt dansende par, der behændigt hvirvler rundt mellem hinanden. Der gås til den med begejstret og svedperlende entusiasme, og glasdørene mod Rejsbygade står åbne og sender kølig aftenluft indover det ophedede dansegulv.

Det er premiereaftenen på Klub Zoot Suit, byens nye, ugentlige torsdagsklub, hvor der danses swing og lindy hop (den originale jitterbug) som i 20erne og 30erne.

Det nye initiativ er opstået i samarbejde mellem Vega og danseforeningen Swingin’ HepCats. HepCats underviser hver torsdag i Idrætsfabrikken på Vesterbro og hver søndag i Studenterhuset, og en stor del af folkene på dansegulvet kommer dér fast.

Mange af pigerne er i ternede, korte kjoler og småprikkede nederdele. En del fyre er i hvide skjorter, sorte seler og butterflies. Men adskillige af de mest adrætte dansere giver den gas i helt almindelige jeans og t-shirts. Fælles for alle er svedperlerne på panden og de brede smil. Så brede smil, at de næsten ikke kan være i ansigtet. Luften gnistrer af smittende begejstring. Stemningen er udadvendt, næsten brusende.

Lars Tjærby Rasmussen fra Swingin’ HepCats er også glad. Han er hoppet om bag den hævede dj-pult for at styre musikken og griber mikrofonen:
»Undskyld jeg forstyrrer, jeg er godt klar over, at I meget hellere vil danse. Vi er utroligt glade for, at der er kommet så mange. Og tusind tak til Ideal Bar. Tak, fordi I tør!«

Takken skyldes, at swingdanserne ikke ligefrem er kendt for at smide svimlende pengebeløb i barkassen. »Vi er blevet ’smidt ud’ mange steder, fordi vi mest bare drikker vand«, uddyber Lars Tjærby Rasmussen smilende, lænet ud over dj-pulten. »Vi genererer simpelthen ikke den store omsætning i baren.«

For dansen er i den grad i centrum. »Det er en af de ting, der adskiller os fra andre miljøer«, pointerer han. »Når man spørger en pige, om hun vil danse, så spørger man, om hun vil danse. Man spørger ikke, om hun vil danse ...først.«

Så er der show!
På sin plads fra dj-pulten får Lars Tjærby Rasmussen dirigeret alle danserne på gulvet ud til den ene side. Det er blevet tid til et show fra det svenske superpar Mattias Lundmark og Hanna Zetterman, som stryger steppende ind på gulvet i skinnende guldskjorte, pailletter og pufærmer. I ti forrygende minutter fyger de rundt på gulvet i en komplet charmerende og hyperenergisk pardans.

Hun kaster sig op på hans skuldre og hvirvles rundt i luften ledsaget af begejstrede brøl fra det entusiastiske publikum, som næsten ikke kan vente med selv at komme ud og danse igen. Og da det forpustede og sveddryppende par har modtaget et stormende bifald, bryder hele dansegulvet ud i fællesdansen Shim Sham. »Freeze – and dance. Freeze – and daaaaaaance!« jubler Hanna Zetterman fra sin plads i front.

Nu skal der danses parvis
Klub Zoot Suit står i skarp kontrast til den moderne gå-i-byen-kultur, hvor man danser med sig selv foran en dj. Nu skal der danses parvis:

»Det er rart at se folk danse sammen, i stedet for at danse med sig selv, som de gør til arrangementer med elektroniske genrer«, udtaler klubbens faste dj, dj TromPeter. TromPeter, hvis borgerlige navn er Peter W., har spillet swingplader i et års tid. Han spiller også som chillout- og lounge-dj, men swing har tydeligvis fået en særlig plads i hans musikhjerte:

»Jeg kan næsten ikke være i min krop, når jeg hører det«, siger han begejstret. »Swing kører i samme tempo som punk, hurtig electro og drum’n’bass, så det er meget festligt og uptempo, men det har en mere organisk lyd og virker mere varmt. Man kan høre, musikken kommer fra instrumenter.«

Ren optur
På dansegulvet fyrer 28-årige Zhuoyan Cai den storsmilende af med en pige i blomstret kjole. Han flyttede til København fra New York for fire år siden, startede med at danse swing på universitetet og har danset i 12 år. »Man kan forsvinde i musikken. Det er ren lykke!« fortæller han begejstret.

»Man drukner simpelthen i det. Og musikken fortæller dig, hvad du skal gøre. Det er ligesom tre enheder, der danser sammen. Musikken, dig og din partner. Når der så ovenikøbet indimellem er et liveband, er det et helt orgie!«

»Der er så meget leg og glæde i swing«, indskyder 29-årige Tobias Hoffmann og twister ned mod gulvet.  »Man kan ikke lade være med at bevæge sig, og det er umuligt ikke at blive i godt humør!«
Også 37-årige Kasper Faber bliver helt humørboostet af swingaftenerne:

»Jeg kunne ikke fordrage det det første halve år, for jeg kunne ikke lide jazzmusik, da jeg startede«, fortæller han. »Men så lærte jeg at forstå musikken og sætte pris på den glæde, man får ud af det. Hvis man er i dårligt humør og egentlig ikke gider, men tager ud af døren alligevel, så tager man lige én dans, som så bliver til tre timer, og så går man derfra opstemt. Det giver virkelig energi!«

33-årige Signe Frydenlund, som underviser i swingdans, supplerer: »Man kan få lov til at pjatte og udtrykke sig med al den livsglæde og alle de fjollede indskydelser, man indeholder, så det er lige noget for mig.« Hun har danset i otte år og var med som en af de første: »Dengang var vi bare ti mennesker, der dansede med hinanden. Nu er der rigtigt kommet vind i sejlene!«

Hun har specialiseret sig i undervisning af de swingdanse, som danses uden partner, og der er smæk på ventelisterne, fortæller hun. Hun hiver ofte sin undervisning udendørs og arrangerer fællesture til swingaftenerne i Tivoli, for swingdansen er en social ting, der ikke skal gemmes væk i et medborgerhus, mener hun: »Det er topfedt at have et mødested, hvor nattelivet og vi kan forenes. Et sted, hvor man bare kan sige »kom ned forbi«.«

Hun slår armene ud mod dansegulvet og drømmer videre: »På et tidspunkt håber jeg, vi får en kæmpe balsal med gigantiske lysekroner og livemusik hver aften. Eller et helt hus dedikeret til sociale danse. Det synes jeg, København skulle have. Det er min store drøm.«

Og når man ser på dansegulvet i Ideal Bar, virker det som en glimrende idé. Her hvirvler plisserede nederdele, knæstrømper og blomsterspænder stadig rundt mellem gennemblødte skjorter og bløde sixpences. Klokken er et godt stykke over midnat. Smilene er stadig lige store. Det ligner på en og samme tid både byens mest velopdragne og mest løsslupne fest.

Og det er ihvertfald en gevaldig humørindsprøjtning til det københavnske natteliv.

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media