Omtale
Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 20/02/14

De 5 lækre cocktailbarer

  • Tjekket Gatsby-stemning på Holmens Kanal Cocktailbar. Foto: Rasmus Kramer SchouTjekket Gatsby-stemning på Holmens Kanal Cocktailbar. Foto:
Skål. Vores to største cocktailfans har trimmet København for lækre cocktailbarer. Her er fem af deres favoritter.

Lidkoeb

Vesterbrogade 72b
1620 København V

Den på Vesterbro i tre etager

Foto: PR

Den på Vesterbro i tre etager En af Vesterbros lækreste cocktail-perler hedder Lidkoeb. Selvom det er en af de mere velbesøgte cocktailbarer, og der til tider kan være rigtig mange mennesker og et højere støjniveau end så mange andre steder, er baren bestemt et besøg værd.

Lidkoeb ligger i en baggård på Vesterbrogade 72b, lige inden gaden deler sig i to og også bliver til Frederiksberg Allé. Denne tre etager høje bar er fuld af overraskelser for dem, som ikke har været der før. I stueetagen og på første sal finder vi Lidkoebs brede cocktailkort samt øl fra henholdsvis fad og flaske. Men det er på tredje sal, den helt store overraskelse gemmer sig.

Under skrå vægge, i dunkel stemning og i klassiske, fine møbler kan de ikke alt for berusede nyde whisky - og kun whisky. Her er stemningen mere afdæmpet, og det er desuden forbudt at tale i telefon og tage fotos. Tredje sal har kun åbent fredag og lørdag.

Hvad: Lidkoeb
Hvor: Vesterbrogade 72b, Vesterbro
Hvornår: Mandag - lørdag: 16-02; Søndag: 20-01

Ourselves Alone

Badstuestræde 7
1209 København K

Den hemmelige i kælderen

Foto: PR, Ourselves Alone

I Badstuestræde ligger Ourselves Alone, som måske er byens mest hemmelige cocktailbar. Her skal du ringe på døren og vente pænt, inden du får lov til at træde ned i kælderen, som næsten føles som en anden verden.

Støvet jazz som underlægningsmusik, interiør og stemning fra midten af sidste århundrede og dunkel stearinbelysning lægger bunden for oplevelsen på det lille sted. De har ikke noget menukort, men bartenderne, med dygtige Søren Krogh Sørensen i spidsen, har et vildt talent for at finde ud af, hvad du kan lide på baggrund af et eller to spørgsmål.

Lige nu arbejdes der også på et cigarværelse og muligheden for at også at købe snacks og let mad. Servicen er fantastisk, og bartenderne er ikke bange for at forsøge at få dig til at grine. Det er et ideelt gemmested til dem, der vil glemme verden udenfor – og psst, på Ourselves Alone kan du måske også sikre dig byens hyggeligste date.

Hvad: Ourselves Alone
Hvor: Badstuestræde 7, København K.
Hvornår: Tirsdag-torsdag: 20-03; Fredag-lørdag: 16-03

Ruby

Nybrogade 10 st.
1203 København K

Den med nørder og toilet-comedy

Foto: Ikke oplyst

Helt nede ved vandet på Nybrogade finder du cocktailbaren Ruby. Det er et sted med masser af albuerum og fine møbler, som er så store og bløde, at du nemt kan lade hele din krop smelte sammen i dem over en cocktail.

Bartenderne er cocktail-nørdede på den helt rigtige måde, og her handler det i højere grad om fantastisk cocktailkunst og i mindre grad om ekstravagant servering. De kender alle kutymer og traditioner, og faktisk ligger Ruby på listen over verdens 50 bedste cocktailbarer. Bum. Her er du fri for høj musik og oversminket klientel. Det er en cocktailbar for mennesker af enhver slags.

Men udover formidable cocktails er den fedeste oplevelse måske en tur på toilettet. Ja, du læste rigtigt; en tur på toilettet. For Ruby-folkene er så geniale, at de har installeret højttalere og spiller Eddie Murphys kendte comedy-klassiker »Raw« derude. En tur på kummen har aldrig været så sjov.

Hvad: Ruby
Hvor: Nybrogade 10, København K.
Hvornår: Mandag-lørdag: 16-02; Søndag: 19-01

Holmens Kanal Cocktailbar

Holmens Kanal 7
1060 København K

Den grandiøse Gatsby-bar

Foto: Rasmus Kramer Schou

Tiden fra 1920 indtil 1933 er kendt som forbudstiden i USA, hvilket medførte at fremstilling, transport og salg af alkoholiske drikke var forbudt i hele USA. Og det betød selvfølgelig bare, at alkohol blev endnu mere populært.

Der var så at sige endnu mere swung over at nyde en god cocktail. Og hele den Great Gatsby-fornemmelse har folkene bag Holmens Kanal Cocktailbar formået at få genskabt i utrolig flotte rammer. Det hjælper selvfølgelig også, at lokalerne i Holmens Kanal nummer 7 er fra 1863, så de er, bare på den baggrund, et besøg værd i sig selv. Her er detaljer i hver en krog, fra gulv til loft og selv et besøg på de smukke toiletter er som at træde direkte tilbage i historien.

Det meste af den venstre side af lokalet er optaget af selve baren, i midten står højborde og stole, og langs resten af væggen er der installeret bløde båse med halvhøj ryg. Her er samlet plads til 150 gæster.

Hvad: Holmens Kanal
Hvor: Holmens Kanal 7, København K.
Hvornår: Mandag-tirsdag: 16-01; Onsdag-torsdag: 16-02; Fredag-lørdag: 16-03

Duck and Cover

Dannebrogsgade 6
1660 København V

Den til den tiltrængte flugt

Foto: PR

Nogle gange bliver virkeligheden bare alt for virkelig med regnvejr, børnepasning og alenlange PBS-overførsler. Når den melankolske følelse angriber og overmander én, kan man let blive fristet til at glemme det hele og bare søge dækning. I militæret råber de »duck and cover«, når de oplever voldsomme angreb, så alle kan nå at komme i sikkerhed.

Og tilflugt er lige præcis en af de følelser, man får, når man træder ned i kælderen på Dannebrogsgade. Her har Kasper Reiwe Henriksen, en af landets dygtigste konkurrencebartendere, åbnet baren Duck and Cover.

Her kan man, omgivet af dansk 50er-design-nostalgi, blive forført af både cocktails og deres brogede historier, når de yderst kompetente tendere bag baren smugler gæsterne med tilbage i tiden til dengang, service var et professionelt håndværk.

Hvad: Duck and Cover
Hvor: Dannebrogsgade 6, Vesterbro
Hvornår: Onsdag: 16-01; Torsdag-søndag: 16-02

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Bliv opdateret på byens koncerter, cocktailbarer, klubber og alt der rører sig i nattelivet hver uge.

email:

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester