Efter en heftig åbningsweekend med fuldt hus i sidste uge er Københavns nyeste klub klar til en ny omgang. Denne lørdag er det makkerparret Carsten Jensen og Waqar, der rykker ind i de rå og hyggelige omgivelser med en omgang techno og house.
Manden bag den nye festlocation med det barske navn er den ene af ejerne af Istedgade-baren Simpelt V, som har ledt efter et sted, hvor man kunne få lov at larme i fred, og det fandt han så endelig på Kødboderne 18, som hermed er den nyeste tilføjelse til Kødbyens opblomstrende fest-, bar- og gallerimiljø.
Bygningen har tidligere indeholdt både slagteri, industrikøkken og en institution og har dermed en broget sammensætning af lokaler i alle mulige størrelser, fyldt med charmerende genbrugsmøbler og levende lys. Det gamle slagteri spøger i indretningen, for eksempel ved stueetagens dj-pult, der er besat med hvide kakler, og de rå lokaler bliver utvivlsomt Vesterbros nye samlingspunkt for undergrundsfester.
Carsten Jensen og Waqar holder fremover fest i Kødboderne en gang om måneden, og på debutaftenen fyrer de selv op bag pladespillerne teamet op med Fredski. Festen starter allerede kl. 21, og der er gratis indgang før 23.
Lineup: Fredski (Cereals / Vega) Carsten Jensen (CJ+ WQ) Waqar (CJ +WQ / Stitches ) Kødboderne 18 (ved Skelbækgade).