Cocktailbar

Ny cocktailbar på Vesterbro
Don Draper gør det. Alexis Carrington gør det, og nu kan vesterbroerne også få en cocktail allerede om eftermiddagen. I al fald torsdag, fredag og lørdag, hvor Celcius Bar i Oehlenschlægersgade serverer veltillavede cocktails med et smil allerede fra klokken 15 og helt frem til klokken 01 på torsdage og 04 fredag og lørdag.
- I Danmark har vi jo en lang og stolt tradition for fyraftensøl, men hvorfor ikke også cocktails? Det kan jo lade sig gøre fx i New York og Barcelona, siger manden bag Celcius Bar, Peter ”Dellefar” Gertsen, der netop har ladet sig inspirere af de to nævnte byer inden åbningen af Celcius Bar.
Peter Gertsen ejer desuden barerne Isola ved Israels Plads og McKluud på Istedgade, men tager med Celcius Bar hul på et nyt kapitel i sin karriere som bar-ejer. Celcius Bar ligger i Kulbys gamle lokaler, der har fået en grundig overhaling og blandt andet har fået et smukt, rødt gulv med italiensk linoleum. I baren står blandt andre barchefen Roddy, der har over 15 års erfaring med at mixe cocktails, og som har sammensat drinkskortet, så der er noget for enhver smag, uanset om man er til de søde daiquiries, en Dry Martini eller en White Russian.
Med en fast pris på 69 kroner for en cocktail med 5 cl. spiritus lægger Celcius Bar sig prismæssigt lige der, hvor man går hen for at få en kvalitetscocktail uden at skulle betale det hvide ud af øjnene. Det huer gæsterne godt, og Peter Gertsen håber, at vesterbroerne vil tage konceptet Cocktail Hour til sig, også i hverdagene.
- Jeg er sikker på, at hvis først folk får vænnet sig til tanken, vil det blive populært. Det er jo dejligt at få en god cocktail fx som start eller afslutning på en god middag, siger han.