
Man har længe været i gang med en ombygning af lokalerne. Planen var oprindeligt, at der skulle laves et dansegulv, så man kunne få plads til både dj's samt de danselystne. Resultatet er ikke blevet et decideret dansegulv, men blot lidt ekstra gulvplads. Indtil videre har publikum nu også klaret det meget godt ved at danse impulsivt til tonerne fra jukeboxen, der både har gamle kendinge og ny populærmusik på repertoiret. Samtidig har man fået indrettet en lille lounge, hvor folk kan sidde og hygge sig med deres drinks.
At cafe indgår i navnet er måske lidt malplaceret, eftersom stedet ikke har noget køkken, men en kop kaffe kan man altid få serveret, og som bestyreren siger, så er der mange gode spisesteder på Vesterbro, så hvorfor dog ikke koncentrere sig om noget andet? Det gør Ludwigsen, også kaldet Luderen, så med sine tre poolborde. Om der også scores hen over dem vides ikke, men det er et af byens mest attraktive poolsteder.
God blanding af uhøjtidelig stemning og hygge i hjertet af Vesterbro