Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Natteliv | 26/11/09

Burlesque er det nye sort

  • Foto: Ditte Valente Foto: Ditte Valente
Et sus fra fortiden strømmer gennem det københavnske natteliv, hvor swing, jazz og burlesquestemning bemægtiger sig barerne og dansegulvene. Men hvorfor sker det nu? Er vi løbet tør for gode ideer? Eller leder vi bare efter en god undskyldning for at smide tøjet?
...
På den knappe gulvplads foran dj-pulten i Bar Rouge vrider et virvar af netstrømper, korsager, skarpe skjorter og flagrende fjerboaer sig til heftig swingjazz med buldrende trommer. Pigerne er i stramtbundne korsetter, perler, lyserød silke. Fyrene i stilfulde hatte og seler. Der er bløde silkebånd om halsen og masser af bar hud. Kække strutskørter, knæstrømper og masker. Stemningen er løssluppen på den voksne og legesyge måde.

Vi er til Copenhagen Burlesque-fest på Bar Rouge. Værtinden er Maria Fazzingo, og det er hendes fest nummer to. Maria Fazzingo har boet i København i snart fire år men savnede den sprudlende burlesquescene fra New York og besluttede at importere den til København.

»Jeg vil gerne give folk noget ud over det sædvanlige. Når folk har gjort noget ekstra ud af tøjet, kommer de automatisk i en fælles stemning og kan inkludere sider af sig selv, som de ikke udfolder i deres normale, dagligdags liv. Her kan de fyre den af og være legesyge. Og de kan gøre sig så umage, som de nu har lyst til. De kan nøjes med netstrømper og stiletter eller gå hele vejen i det helt store skrud«, siger hun, og tilføjer:

»Der kom 300 til begge de første fester. Næste gang satser jeg på 500, så ser vi hvad der sker«, siger hun med et boblende grin. Næste gang bliver hendes fjerde fest, som indtager Bar Rouge 19. december - Copenhagen Burlesque Christmas Extravaganza.

Se billeder fra Copenhagen Burlesque: Secrets and Seduction


Dragonfly Society med absintbar og opiumshule
Men så længe behøver man ikke vente for at få en bid burlesque. 28.november holder Dragonfly Society sin et års fødselsdag på Klub Faust med opiumshule, absintbar og burlesque-performance fra starletten Vicky Butterfly. Dresscode: burlesque, vaudeville, rococo, steampunk, dekadente drømmegevandter. Rammerne er vide, så længe det rammer et sted mellem 1880 og 1940. Ellers kommer man ikke ind.

»Jeg har altid har været fascineret af den verden, der var engang. Glemte tider, antikviteter og tøj fra før 1950’erne«, siger arrangøren Maiken Kristiansen.
»Jeg startede Dragonfly Society for at have et sted, hvor jeg kunne give liv til mine drømme og den verden, som gemmer sig i sindets krinkelkroge. Et fristed, hvor folk kan lukke deres fantasier ud i et åbent forum, og hvor kreativitet og magi er i højsædet.

Striptease - med streg under tease
I centrum til begge fester er det burlesque stripteaseshow, og begge arrangører sætter her en stor, fed streg under ordet »tease«.
»Det er forførende og pikant dans med en seksuel undertone, som ikke må blive alt for eksplicit«, siger Maiken Kristiansen.

Men hvorfor er det københavnske natteliv så forelsket i burlesque og 20erne og 30erne i øjeblikket? Er det finanskrisen, der gør, at vi føler et fællesskab med tidligere kriseramte årtier og drømmer os tilbage? Eller er det bare for at få lov til at være lidt frække?

»Jeg tror bare, det afspejler, hvad der foregår ude i verden i det hele taget i øjeblikket. I Berlin, London og New York popper der hele tiden nye klubber op med især 1920erne-30erne som inspiration. Det er rigtigt stort i de større byer,« siger Maiken Kristiansen.

»Burlesqueshows er ikke lumre sager, hvor det mandlige publikum kan sidde og stirre. Det kvindelige publikum nyder det også«, siger Maria Fazzingo.
»Det er kreative shows med historie og humor, hvor der interageres meget med publikum, og burlesque-danserne er naturlige kvinder uden brystimplantater og afbleget hår. Det er selvsikre kunstnere med talent, charme og personlighed, som kvinderne kan blive inspireret af«, siger hun, og fortsætter:

»Alting bevæger sig i cykluser. På et tidspunkt bliver vi trætte af fester med udklædning og går tilbage til bare at dukke op i jeans og t-shirts, men tendensen lige nu er, at folk vil have noget mere og forventer temaer og shows. Så kan de udforske nogle nye sider af sig selv og give den mere gas. Så snart jeg selv smider en paryk på, er det lige som om, jeg kan slippe afsted med mere og fyre den mere af, også uden alkohol. Og lige nu går en del af nattelivet »back to basics«. Til 20erne og 30erne, hvor folk morede sig på en anden måde med nogle andre værdier«, siger hun. »Der er noget i tiden lige nu, som minder om fortiden - eller trænger til den.


HER ER DER BURLESQUE
DRAGONFLY SOCIETY: CABARET PAPILLON

Victoriansk burlesqueshow med Vicky Butterfly,
klassiske cabaretværker fra The Weimar Duo, absintbar, opiumshule og masser af charleston-, swing- og »weird oldschool«-musik.
Lørdag 28. november kl. 21 til 05, Faust, Skindergade 20, Kbh. K, 80 kr.
Læs mere

BURLESQUE CLASSIC-DANSEUNDERVISNING
Her kan du få styr på din forførende udstråling og de yndefulde bevægelser. Lær at flirte og »give slip«. Og bare rolig, der er ingen strip. Husk høje hæle. 100 kr. Tilmelding nødvendig på burlesquedanceacademy.com
Tors. 10. december kl. 19.30 til 20.30, Søpavillonen, Gyldenløvesgade 24, Kbh. K.

COPENHAGEN BURLESQUE CHRISTMAS EXTRAVAGANZA
Burlesque-shows fra The Knicker Kittens - Miss Dixie Belle, Miss Duchess Dubois og Miss Diamond. Oldies, rockabilly, swing, jazz og mulighed for at indlede aftenenmed tre-retters middag.
Lørdag 19. december kl. 21 til 02, Bar Rouge, Hotel Skt. Petri, Krystalgade 22, 100 kr.


FEST SOM I FORTIDEN
GLORIOUS DAYS AGAIN
D’Angleterre blænder op for en hel vinterserie af glamourøse 30er-dansefester i Palmehaven, hvor man kan feste som i Depressionens kriseramte New York til jazz og swing fra livebands. Festerne inkluderer optakt med danseundervisning, diva-stylingtips og intensiv gentleman-træning. Palmehaven, 1080 kr. eksklusiv gebyr.
Lørdag 28. november, 23. januar, 6. februar og 27. februar fra kl. 13 til 01, D’Angleterres Palmehave.

KLUB ZOOT SUIT
Ideal Bars torsdagsklub Zoot Suit sætter ild til dansegulvet med fyrig swing.
Ideal Bar, Enghavevej 40, hver torsdag kl. 20 til 05.

SWING PIGALLE
20er- og 30er-swingaften med det faste husorkester Six City Stompers, denne aften suppleret af jazzsangerinden Lilian Boutté fra New Orleans.
Lørdag 12. december kl. 21, Jazzhouse, 120 kr.

CROONER NIGHTS PÅ KASSEN

Live jazzbands, bartendere i oversize zoot suits og sort-hvidfilm på bagvæggen.
Hver eneste onsdag fra kl. 20 til 02, Nørrebrogade 18B.

THE END OF PROHIBITION NIGHT PÅ THE UNION
Byens nyeste, hemmelige bar elsker 20erne og 30erne og fejrer »The End of Prohibition« 5. december med velkomponerede, klassiske cocktails. Find den, hvis du kan.


Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Modtag nyhedsbreve

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media