Share Print Send

Det er tredje gang, jeg er der, og der er – lige som de to foregående gange - så mange mennesker i lokalet, at det hele minder lidt om et tætpresset spil Tetris, hvor hvert ryk i lokalet forårsager en bevægelse i den anden ende.

Når en flok på fem nye gæster trimler ind ad den åbne dør, forrykker ligevægten sig i baren og sætter en fælles duvende omrokering i gang, der bølger ud på det improviserede dansegulv og gennem lokalet, indtil helheden, som en samlet stødpude, på en eller anden magisk måde falder i hak og får plads til fem kulørte gæster til. Og syv til. Og to til. Og tre til.

Hele tiden sluses nye små kæder af folk gennem den permanent åbne dør og ind i det lille hjørnelokale, som jeg aldrig har set, uden at det har været stopfyldt med mennesker bag de store, duggende glasruder.

Ja, det kan lyde som et småstressende mareridt. Det er det også, hvis man ikke lige er i humør til det. Men det er vi. For magien har indfundet sig.

Den sprøde, frugtbare festmagi, som hviler over de steder, der stadig er så nye og oprindelige, at de blomstrer med en spæd og småhemmelig energi, som det bare gælder om at nyde, mens den er der. Så alle smiler til hinanden i en form for indforstået forbløffelse, mens øl- og vinglas danser rundt i lokalet, og anlægget pludselig skratter af overbelastning, uden at det gør noget, og weekenden tegner til at blive fabelagtigt morsom.

Det er en fin tommelfingerregel for den sultne bylivsentusiast. Hvis man vil finde de bedste små festlommer ude i byen, gælder det om at spotte dem, mens de stadig er lidt hemmelige, lige før hele resten af byen også opdager dem og kommer rendende og spolerer det hele. Og i øjeblikket findes magien altså på Mesteren & Lærlingen, hvor der er tætpakket optursfest uden dikkedarer hver weekend.

Det er en skrøbelig magi, naturligvis. Den kan ikke trampes op af jorden eller gemmes til senere, og den vandrer videre, når den vil. Og som regel indfinder den sig faktisk, når timingen er lidt skæv og oddsene lidt imod og tingene absolut ikke er planlagt helt til bunds. Man finder den steder, man ikke havde regnet med at finde den. Der skal være et element af undren, hvor man kan kigge sig omkring og more sig over situationen eller omgivelserne og tænke »det var dog usædvanligt«.

Om det så er i et kølerum i Kødbyen eller i en underlig lade på kanten af byen eller et hemmeligt lokale, man pludselig opdager midt i Studiestræde.

Om sommeren opstår den ofte, fordi nætterne er lange og lyse, og hele byrummet er udvidet med spontan hygge på tømmerflåder og tage og ternede tæpper i parken.

Men om vinteren, hvor kulden og mørket folder byen sammen og man kryber ind i en form for tunnelsyn, er det en lettelse, når man finder den. Så rykker man tæt sammen som Tetris-brikker og smiler over at have fundet den. Maser sig ind i små rum og håber, at stemningen holder, og at man kan have den lidt for sig selv sammen med de andre fremmede mennesker, der også har fundet den, lidt endnu, inden det bliver opdaget og ødelagt, fordi der pludselig kommer for mange og kigger, og det bliver rastløst og bare-ikke-helt-det-samme-mere.

Magien skal nu nok overleve på Mesteren & Lærlingen et stykke tid. Der er så lidt plads i lokalet, at man er nødt til at give sig hen til stemningen, når man er der, så den bliver næppe ødelagt af folk, der bare kommer for at kigge, lige foreløbig.

Så hvis du ikke har noget imod at stå lidt tæt, er det med at komme derned og tjekke det ud. Det er den lille hjørnebar med store glasruder halvvejs imellem Kødboderne og Jolene, hvor man nærmest kan se folk sidde presset op mod ruderne, mens en skov af arme og ben stritter ud af den åbne dør. Men ssssh, tag kun dine allersødeste venner med.

Læs årets øvrige klummer her